Skip to content

4835/22

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Andet - Tandregulering

Beskrivelse:

Behov for ny tandreguleringsbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for ny tandreguleringsbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

: Sagen drejer sig om en nu 25-årig kvinde, der den 25. februar 20210 fik taget fotos og aftryk forud for opstart af tandreguleringsbehandling. Der blev herefter udført tandregulering med fast bøjle i perioden fra den 29. juni 2010 til den 1. marts 2012, og ved afslutning af behandlingen blev der monteret metaltråde bag på fortænderne for at undgå tandflytning. Ved efterkontrol af tandstillingen den 27. marts 2012 blev der påmonteret nye metaltråde bag på underkæbens fortænder. Den 22. juni 2012 blev der taget fotos af tandstillingen. Efterfølgende var patienten til regelmæssige kontroller, og den 3. januar 2013 blev metaltrådene bag på underkæbens fortænder repareret. Den 22. januar 2015 blev patienten afsluttet hos tandplejen, og det blev noteret, at der var normale forhold, og metaltrådene sad korrekt. Igen blev der taget kliniske fotos. Patienten skiftede herefter tandlæge, hvor der den 7. januar 2019 blev foretaget en reparation af metaltrådene bag på underkæbens fortænder. Ifølge journalen fra den 14. maj 2020 blev patienten henvist til en specialtandlæge i tandregulering, da metaltrådene var mistet. Patienten var derfor til en konsultation hos en specialtandlæge den 22. maj 2020, hvor det blev noteret, at tandroden på tanden 2- næsten var skubbet helt ud af kæbeknoglen. Desuden blev der noteret tandstillingsfejl på andre tænder, og patienten blev anbefalet en tandregulering. Den 2. december 2020 noterede specialtandlægen udtalt fejlstilling af 2- med stort knogletab omkring tandroden. Der blev derfor opstartet tandreguleringsbehandling med fast bøjle den 9. februar 2021, hvor der tillige blev taget fotos og en 3D-scanning.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til en ny tandregulering samt for sine gener som følge af skaden.

1. instans afgørelse:

I brev af 13. oktober 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der efter afsluttet tandregulering den 1. marts 2012 blev foretaget regelmæssige kontroller af tandstillingen samt metaltrådene bag på fortænderne. Der blev foretaget reparation af metaltrådene i underkæben den 27. marts 2012 og den 1. januar 2013.

Tryg fandt videre, at fotos og journalen fra den 22. januar 2015 viser, at der var en acceptabel tandstilling uden tegn på fejlstilling ved underkæbefortænderne.

Tryg fandt herefter, at det ikke er overvejende sandsynligt, at det er monteringen samt genmontering (reparation) af holdetrådene bag på fortænderne i underkæben frem til den 22. januar 2015, som skulle have medført tandstillingsfejlen af tanden 2-, idet der i så fald ville have været et større tidsmæssigt sammenfald.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Det bemærkes, at metaltrådene ligeledes blev repareret og genmonteret den 7. januar 2019. Såfremt det ønskes, at der skal tage stilling til denne behandling, skal der indsendes en ny anmeldelse med angivelse af ny skadevolder.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder, at den udførte behandling kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige behandling. Det forhold, at en behandling skal laves om og derved bliver dyrere end forventet, er ikke en skade i lovens forstand.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

 

Hvis der senere opstår følgeskader og dermed behov for behandling ved tanden 2-, kan dokumentation herfor indsendes til Tryg, der herefter vil tage stilling til, om der kan tilkendes erstatning.