Skip to content

4849/22

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Knækket rodfil med efterfølgende behov for behandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Knækket rodfil med efterfølgende behov for behandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 47-årig mand, der henvendte sig den 24. september 2013 på grund af smerter fra tanden 6- ved tygning. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden samt taget røntgenbillede. Den 25. september 2013 blev rodbehandlingen fortsat med udrensning af rodkanalerne. I den forbindelse knækkede en rodfil i den forreste tungevendende rod, og det blev forsøgt uden held at fjerne filen. Tanden blev herefter rod- og plastfyldt. Ved undersøgelse den 13. april 2015 blev der taget røntgen, som fandtes at vise opheling af rodspidsbetændelsen. Patienten henvendte sig igen den 10. juli 2015 på grund af gener fra højre side af underkæben. Der blev derfor taget røntgen, som fandtes at vise et mørkt område ved den forreste rod på tanden, og det blev aftalt at observere tilstanden. Ifølge journalen fra 5. februar 2018 havde patienten bl.a. fået fremstillet en krone på tanden hos anden tandlæge. Den 30. juli 2021 henvendte patienten sig med smerter og ømhed fra tanden. Der blev derfor taget røntgen, som fandtes at vise rodspidsbetændelse samt en knækket rodfil i den forreste rod på tanden. Patienten blev derfor henvist til kirurgisk rodbehandling af tanden.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til kirurgisk rodbehandling af tanden.

1. instans afgørelse:

I brev af 2. december 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en erstatningsberettigende skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der knækkede en rodfil i forbindelse med udrensningen under rodbehandlingen den 25. september 2013. Desuden viser røntgen fra 30. juli 2021 tydelig rodspidsbetændelse på begge rødder og den knækkede rodfil i forreste rod i tanden 6-. Filen ses placeret over niveauet for rodafbøjningen.

Tryg fandt derfor, at filen er placeret således, at den kan fjernes, eventuelt hos tandlæge med særlig interesse for rodbehandling og brug af mikroskop. Herefter kan tanden rodfyldes og rodbehandling afsluttes.

Tryg fandt dermed, at selv om behandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kan få fjernet filen og få tanden rodfyldt, uden at det vil have en negativ påvirkning af patientens tænder eller forringelse af patientens tandstatus.

Tryg fandt således, at det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, ikke i sig selv er en skade i lovens forstand. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

I den forbindelse tilføjes det, at det forhold, at en behandling ikke lykkes, heller ikke udgør en skade i lovens forstand. Det samme gælder en behandling, der eventuelt er blevet dyrere end forventet.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Patienten skal dog være opmærksom på, at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført.

Såfremt det ikke lykkes at fjerne filen, og der opstår behov for kirurgisk rodbehandling, kan patienten anmode om at få sagen genoptaget med henblik på fornyet vurdering. Patienten kan inden for en periode på 10 år fra skadesdatoen, 25. september 2013 anmode om at få sagen genoptaget jf. KEL § 59, stk. 2.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, og ændrer derfor Trygs afgørelse af 2. december 2021, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at den i 2013 knækkede rodfil er årsag til, at rodkanalen ikke kunne renses bedst muligt i 2013. Hvis rodkanalen havde været renset bedst muligt, er det overvejende sandsynligt, at der ikke var opstået rodspidsbetændelse i 2021.

 

Nævnet finder derfor, at der kan tilkendes erstatning for udgifterne til fjernelse af filen ovenfra efter fjernelse af kronen samt ny krone. Behandlingsoverslag skal fremsendes til Tryg med henblik på godkendelse, før behandlingen påbegyndes.