Skip to content

4861/22

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Fyldning

Beskrivelse:

Behov for nye fyldningsbehandlinger. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for nye fyldningsbehandlinger. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 30-årig kvinde, der den 2. november 2020 fik taet bite wings, som fandtes at vise dyb caries i tænderne 5,4+4 samt fistel med betændelse ved tanden 5+. Den 17. november 2020 blev tanden -7 behandlet med en plastfyldning. Ifølge journalen fra den 21. januar 2021 havde patienten smerter fra tanden 5+ og en fistel ved tanden. Det blev desuden noteret, at der var rodspidsbetændelse, og patienten ønskede ekstraktion af tanden. Tanden blev derfor trukket ud samme dag. Den 9. april 2021 blev tanden 4+ behandlet med en plastfyldning, og den 3. maj 2021 blev tanden +4 behandlet med en plastfyldning. I den forbindelse blev patienten informeret om, at der var tale om dyb caries, men patienten ønskede ikke rodbehandling af tanden. Den 21. maj 2021 blev tanden +3 behandlet med en plastfyldning. Patienten var efterfølgende hos en anden tandlæge den 31. maj 2021, hvor der blev konstateret caries og defekte fyldninger i flere tænder. Tænderne 6,4+3,4 blev herefter behandlet med plastfyldninger den 15. november 2021.

Patienten søger nu om erstatning for ny behandling af tænderne samt for tand, der er trukket ud.

1. instans afgørelse:

I brev af 1. februar 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at patienten mødte hos tandlægen første gang den 2. november 2020, og der blev konstateret behandlingskrævende huller i tænderne 5,4+4, hvilket blev dokumenteret på røntgenbillederne af samme dato.

Tryg fandt herudover, at patienten den 21. januar 2021 blev informeret om, at der var et dybt hul i tanden 5+ med rodspidsbetændelse, og at tanden kunne bevares med enten rodbehandling eller behandles ved fjernelse af tanden. Journalnotatet af samme dato dokumenterede, at patienten selv valgte at få tanden fjernet. Tænder med rodspids-betændelse kan behandles ved tandfjernelse eller ved rodbehandling.

Tryg fandt herefter, at den udførte behandling er udført i overensstemmelse med erfaren specialiststandard og på korrekt diagnostisk grundlag.

Tryg fandt videre, at det forhold, at der muligvis opstår behov for at få lavet fyldningerne i tænderne om, ikke udgør en skade i lovens forstand.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 1. februar 2022 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at behandlingen med fyldninger kan laves om under samme forudsætninger som forud for de oprindelige behandlinger. Det forhold, at en behandling skal laves om og derved bliver dyrere, er ikke en skade i lovens forstand.

 

For så vidt angår udtrækning af tanden 5+ finder nævnet, at der var indikation for udtrækning af tanden, da røntgenbilleder dokumenterer, at tanden var stærk svækket og havde en ringe prognose.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 2, jf. § 20, stk. 1.

 

For så vidt angår eventuel tilbagebetaling af honorar for de udførte behandlinger skal nævnet henvise dig til at gøre dit krav gældende overfor den tandlæge, der udførte behandlingerne, da nævnet ikke har kompetence til at træffe afgørelse herom. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager.