Skip to content

4848/22

Skadetype: Skade på krone
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Kronebehandling med efterfølgende tab af tand til følge. Erstatningens omfang. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Kronebehandling med efterfølgende tab af tand til følge. Erstatningens omfang. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 64-årig kvinde, der fik indsat implantater i regio 6+ og 4+ den 8. marts 2005 af anden tandlæge. Den 27. januar 2006 noterede behandlende tandlæge, at tanden 5+ blev behandlet for overfølsomhed. Ifølge journalen fra den 13. august 2007 var der smerter fra tanden 5+. Der blev derfor taget røntgen, som ikke viste tegn på behandlingskrævende tilstande ved tanden. Den 22. november 2007 blev der igen taget røntgenbillede af tanden, som fandtes at vise en mindre rodspidsbetændelse ved tanden. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden samme dag. Rodbehandlingen blev fortsat den 27. og 29. november 2007, og den 6. december 2007 blev tanden rodfyldt. Ved undersøgelse den 28. august 2019 blev det konstateret, at der var knækket en lille flig af tanden 5+. Patienten blev derfor anbefalet, at tanden blev forsynet med en krone. Desuden blev der optaget røntgenbillede. Den 10. oktober 2019 blev tanden præpareret til krone, og den 28. oktober 2019 blev kronen cementeret på tanden. Desuden blev sammenbiddet kontrolleret. Ifølge journalen fra den 4. november 2019 blev der renset for eventuelt overskud, og kronens højde blev justeret. Patienten henvendte sig igen den 3. december 2019 på grund af smerter fra tanden, og højden på kronen blev igen justeret. Den 6. februar 2020 blev patienten igen undersøgt på grund af fortsatte smerter. Der blev igen renset ved tanden, og der blev ordineret antibiotika. Desuden blev det aftalt, at ved fortsatte smerter skulle der foretages en CBCT-scanning af tanden. Patienten henvendte sig til anden tandlæge den 18. august 2020 på grund af akutte smerter fra tanden 5+. Der blev taget røntgenbillede, som fandtes at vise betændelse omkring implantatet regio 4+ samt rodspidsbetændelse på tanden 5+. Desuden blev der konstateret løsning af 1. grad på tanden 5+, og at der ikke var sammenbid i højde med nabotænderne. Endvidere blev der noteret en dyb kant på kronen liggende mod knoglekanten, og afstanden til nabotanden 4+ fandtes ikke at være overholdt. Det blev vurderet, at kronen på tanden 5+ muligvis skulle fjernes for at se, om der kom tilfredsstillende sammenbid. Kronen blev herefter fjernet den 16. september 2020, og det blev konstateret, at tanden var løs. Ifølge journalen fra den 15. oktober 2020 var smerterne forsvundet. Tanden var dog ikke kommet i højde med nabotænderne. Den 4. januar 2021 blev der taget røntgen, som fandtes at vise mere knogle på tanden 4+. Desuden blev det noteret, at tanden 5+ kunne fjernes og erstattes med en bro, eller tanden kunne behandles med en ny krone, dog med risiko for fødenedbidning og ændring af kronens placering. Den 12. januar 2021 blev det noteret, at det var muligt at trække i tanden 5+ med bøjle og måske genvinde noget knogle på tanden 4+.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

I brev af 16. juli 2021 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af en ændring af positionen af kronen på tanden 5+ og tab af knogle ved tanden 4+ som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at tanden 5+ blev forsynet med en krone den 28. oktober 2019 efter endt rodbehandling af tanden. Rodbehandlede tænder forsynes ikke sjældent med en krone.

Tryg fandt videre, at det den 18. august 2020 blev noteret, at der ikke var tilstrækkelig afstand mellem kronen på tanden 5+ og nabotanden 4+, og at røntgenbilledet af samme dato viste, at der var tab af knogle omkring tanden 4+.

Tryg fandt herefter, at den forreste del af kronen på tanden 5+ havde for tæt relation til skruegevindet på implantatet svarende til tanden 4+, og at dette med overvejende sandsynlighed medførte, at der opstod påvirkning af knogleforholdene i området.

Tryg fandt derfor, at erfaren specialiststandard havde været at tage stilling til forholdene omkring implantatet 4+ i forbindelse med behandling af tanden 5+ med en krone samt overholde de biologisk krav til bredde mellem implantat og nabotænder. Herved havde man ved at lægge kanten på kronen så tæt på tandkødet som muligt for ikke at skabe kontakt til tanden 4+ med overvejende sandsynlighed undgået, at der skete en skade på knoglefundamentet i området med potentielt behov for tandfjernelse og brobehandling.

Patientener derfor berettiget til erstatning for rimelige udgifter til den skadesudbedrende behandling af tanden 5+.

1. instans afgørelse:

I brev af 20. december 2021 traf Tryg afgørelse om, at behandlingsoverslag vedrørende ekstraktion af 5+ og erstatning af tanden med en bro på i alt 20.887,15 kr. kan godkendes.

Tryg fandt dog, at de allerede udførte behandlinger på overslaget ikke kan godkendes, da disse ikke udgør den skadesudbedrende behandling, men behandling af tandens grundlidelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 20. december 2021, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at der kan tilkendes erstatning for udgifterne til et røntgenbillede samt en konsultation jf. overslaget på udførte behandlinger svarende til i alt 1.355,68 kr., idet disse udgifter findes at være relevant med henblik på at afdække problemstillingen .

 

Regning herfor skal derfor fremsendes til Tryg med henblik på udbetaling af denne erstatning.

 

I det øvrige tiltrædes Trygs afgørelse med de af Tryg anførte begrundelse.