Skip to content

4932/22

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Fyldning

Beskrivelse:

Fyldningsbehandling og efterfølgende betændelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Fyldningsbehandling og efterfølgende betændelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

: Sagen drejer sig om en nu 76- årig kvinde, der den 4. juni 2021 fik konstateret caries i tænderne 7- og +6,7. Tanden 7- blev herefter behandlet med en plastfyldning den 14. juni 2021 efter anlæggelse af lokalbedøvelse. Patienten henvendte sig telefonisk den 17. juni 2021, da hun havde ondt i tungen og mente, at tandlægen havde smadret kæben og lavet en rift i kinden. Ved undersøgelse den 18. juni 2021 blev det noteret, at der var smerte fra kæbeled og ved tungen ved bevægelse. Desuden var der en mindre hævelse på indersiden ved indstiksstedet for lokalbedøvelsen. Patienten blev herefter anbefalet varme-behandling. Den 21. juni oplyste patienten telefonisk, at hun stadig havde svært ved at åbne munden samt smerter fra kinden. Ifølge journalen fra sygehuset blev patienten indlagt den 23. juni 2021 og via andet sygehus blev patienten behandlet den 26. juni 2021 på kæbekirurgisk afdeling, hvor der blev foretaget drænage af en absces fra regio 8. I den forbindelse blev det noteret, at der ikke kunne findes tandrelateret betændelse. Patienten blev efterfølgende udskrevet den 28. juni 2021, og den 13. august 2021 blev det noteret, at der ikke var tegn på infektion. Patienten bed sig dog fortsat i kinden.

Patienten søger nu om godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 19. april 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at det blev noteret den 4. juni 2021, at der var et hul i tanden 7-, og at tanden blev behandlet med en plastisk fyldning den 14. juni 2021 under anvendelse af regionær lokalbedøvelse, og at der ikke blev journaliseret komplikationer til behandlingen.

Tryg fandt herudover, at der efterfølgende opstod behandlingskrævende betændelse fra højre side af underkæben, som blev fjernet ved en mindre operation på sygehuset. I forlængelse heraf blev det noteret, at betændelsen ikke var tandrelateret, og at der efter operationen opstod tilfredsstillende heling.

Tryg fandt derfor, at der ikke er årsagssammenhæng mellem behandlingen med en fyldning i tanden 7- den 14. juni 2021 og betændelsen i regio 8-, der blev behandlet den 26. juni 2021 på sygehuset.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 19. april 2022 med den begrundelse, som Tryg har anført.

 

Det fremgår af journalen fra Kæbekirurgisk afdeling, at betændelsen i regio 8- (området ved 8-) ikke var tandrelateret. Derfor finder nævnet ikke, at betændelsen er en følge af den udførte fyldningsbehandling af tanden 7- 14. juni 2021.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.