Skip to content

4941/22

Skadetype: Nerveskade
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Kirurgi - Operativ fjernelse af tand

Beskrivelse:

Operativ fjernelse af visdomstand med efterfølgende føleforstyrrelser og mulige kæbeledssymptomer. Sagen hjemvises til Tryg til fornyet behandling.

Operativ fjernelse af visdomstand med efterfølgende føleforstyrrelser og mulige kæbeledssymptomer. Sagen hjemvises til Tryg til fornyet behandling.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 27-årig kvinde, der henvendte sig til tandlægen den 12. maj 2021 på grund af smerter fra tanden -8. Der blev taget røntgen og CBCT-scanning, hvorefter der med indledt behandling med fjernelse af tanden +8 i et forsøg på at afhjælpe de akutte smerter. Desuden blev patienten anbefalet fjernelse af tanden -8. Tanden -8 blev derfor fjernet operativt den 7. juni 2021 under diagnosen betændelse. I den forbindelse blev det noteret, at tanden blev delt, at der blev fjernet knogle, at tanden blev fjernet uden kraftpåvirkning, og at der blev syet med selvopløselige tråde. Patienten henvendte sig igen den 10. juni 2021 med smerter samt nedsat gabeevne. Der blev konstateret dry socket (tør heling), og der blev skyllet og ilagt et smertelindrende stykke gaze med nellikeolie. Ifølge journalen fra den 15. juni 2021 havde patienten været ved tandlægevagten om lørdagen, hvor patienten var blevet undersøgt for føleforstyrrelser, men det blev vurderet, at der var tale om dry socket. Ved kontrol den 16. juli 2021 oplyste patienten, at hun var øm ved venstre kæbeled ved tygning, at der var smerter ved gab, og at hun fortsat oplevede lidt føleforstyrrelser svarende til området ved tænderne -1 til -5. Desuden havde patienten anvendt bidskinne hver nat i ca. 2 år grundet tandpres/ skæren. Den 23. august 2021 havde patienten stadig smerter i kæbeleddet, og der var fortsat lidt følelsesløshed på hagen ved tænderne -1 til -3. Desuden fornemmede patienten af og til lidt stikken på det læberøde af underlæben, men der var normal følelse. Patienten var herefter til undersøgelse hos en specialtandlæge den 16. september 2021 på grund af vedvarende smerter fra venstre side af kæben. Desuden blev det noteret, at patienten under det operative indgreb følte, at venstre kæbeled gik af led. Efter undersøgelse blev diagnosen ”forskydning af ledskiven i venstre kæbeled” stillet.

Patienten søger nu om erstatning for udgifter som følge heraf samt for godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 8. marts 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og nr. 4.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Vedrørende kæbeledsgener fandt Tryg, at der var grundlag for at indlede behandling med fjernelse af visdomstanden -8 den 7. juni 2021, da der var betændelse.

Tryg fandt videre, at et rask kæbeled kan tåle åbning i forbindelse med behandling, men at et forudbestående ustabilt kæbeled kan udløse en forskydning af ledskiven ved et hvilket som helst gab og/eller uheldig belastning under tygning og dermed efterfølgende gener, som patienten har beskrevet. Forskydninger af ledskiverne i kæben sker derfor ofte hos personer, der er disponeret for kæbeledslidelser, eller hos personer, der har et latent sygdomsanlæg i kæbeleddene.

Tryg fandt herefter, at patienten ikke er påført en skade som følge af tandlægens behandling, men at patientens gener skyldes grundlidelse, dvs. forhold ved patienten selv. Dette uagtet, at patienten oplever en sammenhæng mellem det operative indgreb og ubehagsgenerne fra kæbeleddet og den nedsatte gabeevne.

Vedrørende komplikationen med tør heling (dry socket) fandt Tryg, at der var grundlag for at indlede behandling med fjernelse af visdomstanden -8 den 7. juni 2021, da der var betændelse. Desuden havde patienten kort efter behandling smerter og blev behandlet for tør heling (dry socket), hvor et smertestillende indlæg blev ilagt i operationsområdet.

Tryg fandt herefter, at det er en hyppig komplikation med tør heling (dry socket) efter fjernelse af visdomstænder i underkæben, og denne kan være smertefuld. Det er derfor ikke sket en skade ved tandlægens behandling eller mangel på samme. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Vedrørende føleforstyrrelser fandt Tryg, at patienten ikke med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade, som berettiger til erstatning som følge af behandlingen hos tandlægen.

I den forbindelse fandt Tryg, at der var grundlag for at indlede behandling med fjernelse af visdomstanden -8 den 7. juni 2021, da der var betændelse.

Tryg fandt herefter, at behandlingen hos tandlægen er udført i overensstemmelse med, hvad der efter tandlægefaglig videnskab og erfaring har været det bedst mulige i den givne situation. Patientens behandling har således været i overensstemmelse med, hvad den erfarne specialist ville have gjort på det pågældende område.

Tryg fandt således, at den indtrådte komplikation i form af føleforstyrrelser i venstre side af hagen er en hændelig komplikation til et i øvrigt korrekt udført indgreb. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt videre, at selv om patientens skade i form af føleforstyrrelser i venstre side af hagen er tilstrækkelig sjælden til at opfylde lovens krav om sjældenhed, så er den ikke tilstrækkelig alvorlig.

I den forbindelse fandt Tryg, at patienten alene har gener i form af lidt følelsesløshed på hagen ved tænderne -1 og -3, at det af og til stikker lidt på det læberøde på underlæben, men at der var normal følelse jf. journalnotat af 23. august 2021. Desuden er generne blevet mindre i tiden efter det operative indgreb.

Tryg fandt derfor, at disse gener ikke i sig selv vil kunne medføre et varigt mén på 5% eller derover. Derudover fandt Tryg, at hvis betændelsen ikke var blevet behandlet, så kunne tilstanden i sig selv have medført alvorlige gener eller sygdom.

Patienten er derfor heller ikke berettiget til erstatning efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4, idet komplikationen ikke er tilstrækkelig alvorlig.

Det bemærkes dog, at patienten, såfremt hun fortsat oplever gener efter den 7. juni 2022, kan bede om, at sagen genoptages i forhold til føleforstyrrelserne. Tryg vil herefter vurdere sagen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet hjemviser sagen til fornyet behandling i Tryg, da sagen ikke ses at være tilstrækkeligt oplyst, idet der ikke er foretaget en nærmere undersøgelse af patientens føleforstyrrelser og kæbeledsproblemer.