Skip to content

4948/22

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Rodbehandling - Åbning til nervehulrum

Beskrivelse:

Knækket rodfil med efterfølgende betændelse og behov for behandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Knækket rodfil med efterfølgende betændelse og behov for behandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 56-årig mand, der den 3. januar 2017 fik behandlet tanden -6 med fyldningsmateriale, da tanden var knækket. Ved almindelig undersøgelse den 7. november 2017 blev der taget røntgen af tanden, som fandtes at vise caries med tæt kontakt til nerven. Tanden skulle derfor behandles med en krone snarest, da der var risiko for, at tanden skulle rodbehandles. Patienten ønskede imidlertid at vente. Der blev herefter indledt rodbehandling af tanden den 6. marts 2019 med lokalisering af tre rodkanaler. I forbindelse med udrensningen knækkede der en rodfil midtrods i den forreste tungevendende rod, og der blev taget røntgen. Tanden blev herefter rodfyldt i tre rodkanaler, og der blev lavet en plastisk opbygning af tanden. Desuden blev tanden præpareret til krone, hvorefter der den 20. marts 2019 blev cementeret en krone på tanden. Patienten henvendte sig akut den 17. januar 2022 på grund af smerter. Der blev derfor ordineret antibiotika og smertestillende piller. Desuden blev der taget røntgen af tanden, som fandtes at vise rodspidsbetændelse samt en knækket rodfil midtrods i den forreste rodkanal. Det blev herefter noteret, at der var behov for en omgørelse af rodbehandlingen under mikroskop, og patienten blev derfor henvist til anden tandlæge. Den 20. januar 2022 blev den knækkede rodfil fjernet under mikroskop og under anvendelse af kofferdam af anden tandlæge. Tanden blev herefter rodfyldt og forsynet med en plastfyldning. Desuden blev der taget røntgen og noteret, at der var mistanke om erodering på den forreste rodspids.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 21. marts 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for at rodbehandle tanden -6 den 6. marts 2019 på grund af et dybt hul i tæt relation til nerven i tanden. Røntgenbillede af den 7. november 2017 viser et dybt hul i tanden -6 samt mindre betændelse på den bagerste rod. Der ses et større tab af tandsubstans.

Tryg fandt videre, at der i forbindelse med rodbehandlingen den 6. marts 2019 knækkede en rodfil midtrods i den tungevendende rodkanal. En knækket rodfil kan udgøre en skade, hvis der opstår negative konsekvenser for tanden, f.eks. i form af vedvarende rodspidsbetændelse, og behandlingen heraf vil være en kirurgisk rodbehandling.

Tryg fandt endvidere, at røntgenbillede af den 6. marts 2019 viser en knækket rodfil i den forreste rod, og der var rodspidsbetændelse på tanden. Desuden ses en ikke-rodfyldt rodkanal bagest, der også fremstår med betændelse på rodspidsen.

Tryg fandt herefter, at røntgenbillede og journal af den 20. januar 2022 dokumenterer, at rodfilen kunne fjernes, og tanden er rodfyldt tilstrækkeligt i alle fire rodkanaler som planlagt.

Tryg fandt derfor, at den knækkede rodfil ikke har medført negative konsekvenser for tanden, da betændelsen kunne behandles med en rodbehandling på ny. Udgifterne til fjernelse af den knækkede rodfil dækkes ikke. Det faktum, at behandlingen muligvis er dyrere end forventet udgør heller ikke en erstatningsberettiget skade, men alene et formuetab.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, og ændrer derfor Trygs afgørelse af 21. marts 2022 som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at den knækkede rodfil er årsagen til, at der opstod betændelse i 2022, idet der ikke ses at være betændelse i 2019, og betændelsen ses at være primært lokaliseret til roden med den knækkede rodfil. Behovet for fjernelse af filen er derfor en følge heraf. Bedst mulig behandling havde været, at der var foretaget tilstrækkelig åbning af kanalen, således at filen ikke var knækket. Der kan således tilkendes erstatning for udgiften til fjernelse af den knækkede rodfil og rodfyldning.

 

Sagen hjemvises derfor til Tryg med henblik på stillingtagen til erstatningens størrelse.