Skip to content

4950/22

Skadetype: Skade på krone - Tandfraktur
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Rodbehandling og efterfølgende tab af tand på grund af infraktion. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Rodbehandling og efterfølgende tab af tand på grund af infraktion. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 64-årig kvinde, der ved anden tandlæge den 5. december 2018 fik noteret infraktionslinie i bl.a. tanden +6. Den 8. marts 2021 henvendte patienten sig til den behandlende tandlæge på grund af hævelse ved tanden +6. Det blev noteret, at tanden var meget øm, og røntgen fandtes at vise rodspids-betændelse. Der blev herefter ordineret antibiotika. Den 31. marts 2021 blev der indledt rodbehandling af tanden, men tandlægen kunne ikke finde rodkanalerne. Tanden blev derfor aflukket med en midlertidig fyldning, og patienten blev henvist til en tandlæge med speciale inden for endodonti. Den 15. juni 2021 noterede specialtandlægen, at tanden have en vertikal krone-rodfraktur, hvorfor patienten skulle henvende sig til den behandlende tandlæge for ekstraktion. Tanden 6+ blev herefter fjernet den 18. juni 2021 af den behandlende tandlæge. Patienten henvendte sig herefter til en anden tandlæge den 20. juli 2021 for en vurdering af +6,7. Det blev konstateret, at emaljen på tanden +7 var beskadiget som følge af udtrækningen af tanden +6. Desuden var der knoglesekvest i såret ved regio +6. Der blev taget foto og røntgen, hvorefter sekvestet blev fjernet.

Patienten søger nu om erstatning for manglende tand +6.

1. instans afgørelse:

I brev af 8. marts 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af rodbehandlingen hos tandlægen.

Indledningsvist fandt Tryg, at rodbehandlingen af tanden +6 blev påbegyndt den 31. marts 2021. Da tandlægen ikke kunne lokalisere rodkanalerne grundet forkalkning, blev patienten herefter henvist til tandlæge med speciale i endodonti (rodbehandlinger). Desuden havde tanden +6 revnedannelse (infraktion) ifølge tandlægejournalen fra 2018.

Tryg fandt derfor, at der var klart grundlag for at foretage rodbehandlingen af tanden +6 grundet infraktionen og rodspidsbetændelsen.

Tryg fandt herefter, at tanden +6 ikke med overvejende sandsynlighed var knækket og mistet som følge af tandlægens behandling. Det er nærmere medårsagsgrundlag i forhold omkring tanden selv. D.v.s. patientens grundlidelse med tidligere caries, revnedannelse og den nødvendige åbning til tandens nervekammer. Dermed var tanden svækket i forvejen inden behandlingen.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 8. marts 2022 med den begrundelse, som Tryg har anført.

 

Nævnet finder, at tanden +6 mistes som følge af grundlidelsen i form af en revne i tanden. I den forbindelse er der lagt vægt på, at nerven var død i tanden +6, og tænder, hvor nerven er død, har en forøget risiko for at revne. Revnedannelsen skyldes med overvejende sandsynlighed ikke tandlægens behandling af tanden.

 

For så vidt angår tanden +7 finder nævnet, at en eventuel skadesudbedrende behandling af tanden vil beløbe sig til under 1.000 kr., hvilket er minimumsgrænsen for udbetaling af erstatning.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk.1, jf. § 20, stk. 1.