Skip to content

1210-08

Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 21. august 2009 ændret Codans afgørelse af 12. januar 2009.

Hændelsesforløb:

: Sagen drejer sig om en nu 44-årig mand, der den 8. marts 2007 fik fjernet en visdomstand 8-. Indgrebet tog 3 timer og var meget smertefuldt. Der var et efterforløb på ca. 2½ mdr., hvor patienten havde smerter og infektion og blev behandlet herfor med en operativ fjernelse af alt inficeret knogle. Patienten oplyser, at denne efterfølgende fortsat har manglende føleevne og en forskydning af kæben.

1. instans afgørelse:

I brev af 22. januar 2008 traf Codan afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade, hvorfor man ikke kunne udbetale erstatning. I forbindelse med fjernelse af visdomstanden 8- er der sket en bakteriel infektion af knoglemarven (Osteomyelitis), som Codan vurderede havde sin oprindelse i allerede eksisterende bakteriel forhold pga. paradentose mellem tænderne 8- og 7- samt rodspidsbetændelse på tanden 6-.

Efter henvendelse fra patienten ved brev af 17. april 2008 genovervejer Codan sagen og træffer en ny afgørelse den 11. juni 2008, hvor man som følge af patientens oplysninger i sagen beslutter, at følgevirkningerne ligger ud over hvad patienten bør tåle. Codan yder derfor erstatning i henhold til Lov om erstatningsansvar, såfremt méngraden efter en undersøgelse hos specialtandlæge fastsættes til 5% eller derover. Endvidere kan dokumenterede transportudgifter, tabt arbejdsfortjeneste, udgifter til medicin samt godtgørelse for svie og smerte erstattes mod dokumentation.

Codan traf den 12. januar 2009 afgørelse om méngraden på 5% samt erstatning for øvrige forhold. Méngraden blev fastsat efter konstatering af nedsat føleevne, nedsat gabeevne og smerte fra venstre kæbeled.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet har på et møde den 21. august 2009 truffet følgende

 

Afgørelse

 

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 12. januar 2009, da nævnet finder, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang § 19, stk. 1 og § 20, stk. 1.

 

Nævnet finder i den forbindelse, at den nuværende tilstand skyldes den forudbestående tilstand i form af den allerede eksisterende rodspidsbetændelse på tænderne 7- og 6- samt paradentose mellem 8- og 7-.