Skip to content

1305-08

Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 29. maj 2009 ændret Codans afgørelse af 10. oktober 2008.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 63-årig mand, der den 30. januar 2002 er hos behandlende tandlæge, som følge af tab af stift og plastkrone på tand +4. Der isættes ny stift der påmonteres ny plast. Den 10. juni 2008 konstateres parietal perforation svarende til stiftspidsen, idet der ses hævelse facialt +4. Behandlende tandlæge anbefaler at tanden ekstraheres. Codan finder, at skaden er omfattet af patientforsikringslovens § 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1. Den parietale perforation er placeret i apicale 1/3 af roden, og Codan finder derfor, at kirurgisk aflukning af perforation er mulig med god prognose. Som følge heraf yder Codan erstatning efter regning til rimelige udgifter til kirurgisk aflukning af parietal perforation i tanden +4. Behandlende tandlæge anker med henvisning til udtalelse fra en specialist i tand-, mund- og kæbekirurgi, der kommer frem til, at den korrekte behandling er ekstraktion, idet prognosen er meget ringe på grund af den korte rod kombineret med, at opklaring kun efterlader ca. 2 mm knogle marginalt.

1. instans afgørelse:

I brev af 10. oktober 2008 traf Codan afgørelse om, at skaden er omfattet af patientforsikringslovens § 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1. Begrundelsen herfor er, at tanden +4 er rodbehandlet og forsynet med plastkrone retineret af rodstift. Den 10. juni 2008 er der betændelse ud for tanden, og røntgen viser, at der er parietal perforation svarende til stiftspidsen. På røntgen dateret den 3. september 1983 ses tanden rodbehandlet. Rodfyldningen er tilsyneladende udført bedst muligt, men der er rodspidsbetændelse på tanden, som på røntgen fra 28. maj 1998 og 17. august 1999 er uforandret. Plastkrone med stift knækker i marts 2001, ny stift isættes og tanden forsynes med ny plastkrone. I januar 2002 er der atter tab af stift og plastkrone. Der isættes ny stift, der påmonteres ny plast, selvom behandlende tandlæge anbefaler krone. Tanden har gennem mange år haft et betydeligt behandlingsbehov og der er ikke notater, der viser, at rodspidsbetændelsen er behandlet. Den parietale perforation er placeret i apicale 1/3 af roden, som betyder, at kirurgisk aflukning af perforation er mulig med god prognose. Codan kan derfor betale udgifterne i forbindelse hermed og såfremt tanden senere mistes som følge af skaden, kan sagen genoptages.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af den 10. oktober 2008.

 

Nævnet har lagt vægt på, at det kan konstateres at der i 2002 var både rodspidsbetændelse og paradontose af en sådan karakter, at tanden +4 allerede på dette tidspunkt ikke var bevaringsværdig. Den parietale perforationen har på den baggrund ikke forværret tandens tilstand eller funktionelle værdi.

 

Nævnet finder på denne baggrund, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om Patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.