Skip to content

5237/23

Beskrivelse:

Nævnet fandt, at det var overvejende sandsynligt, at den knækkede rodfil i tanden -6, havde medført rodspidsbetændelse ved tanden. Nævnet fandt, at den af Tryg tilkendte godtgørelse for svie og smerte på skønsfastsat beløb på 3.000,00 kr., svarede godt i overensstemmelse med de dokumenterede gener skadelidte havde haft. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Sagsfremstilling:

Sagen drejer sig om en 58-årige kvinde, der henvendte sig hos tandlægen den 7. juli 2017 på grund af tandpine. Tandlægen noterede, at tanden +5 sås fraktureret og med caries, og ligeledes var der et dybt hul i tanden -6. I forbindelse med renboring af tanden -6 blev det noteret, at der var smerter. Tandlægen indledte rodbehandling af tanden -6 den 28. august 2017. Ved hjælp af røntgen blev der konstateret en knækket rodfil i tanden -6, som skadelidte blev informeret om.

På grund af ømhed i tanden -6 henvendte skadelidte sig hos tandlægen den 16. januar 2018. Ved hjælp af røntgen blev der diagnosticeret rodspidsbetændelse ved tanden, hvorefter tanden blev aflastet i højden. Beslibning af tanden fandt sted igen den 18. maj 2018. Efterfølgende henvendte skadelidte sig hos tandlægen, hvor tandlægen opdagede hævelse ved tanden -6, og tanden var meget øm ved tryk. På den baggrund fik skadelidte indledt en fornyet rodbehandling af tanden, hvor den knækkede rodfil i tandens bagerste rodkanal blev fjernet under mikroskopi. Behandlingen blev afsluttet den 10. januar 2023.

Skadelidte har søgt om erstatning, fordi denne mener, at der er sket en skade på ukendt tidspunkt vedrørende rodbehandling, som blev udført den 28. august 2017. Her knækkede en rodfil i tanden, og som følge heraf har skadelidte haft murren i tanden, hvorefter tanden er blevet beslebet i højden uden det hjalp på sigt.

Afgørelse fra 1. instans:

I brev af 8. juni 2023 traf Tryg afgørelse om, at skadelidtes erstatningskrav var forældet jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 59, stk. 1. Tryg fandt, at skadelidte senest den 28. august 2017 fik kendskab til, at der var sket en skade i forbindelse med rodbehandling af tanden. Tryg fandt, at eftersom anmeldelsen først var modtaget hos Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning den 17. januar 2023, var forældelsesfristen på 3 år overskredet.

Tryg berigtigede afgørelsen af 8. juni 2023 ved afgørelse dateret den 22. juni 2023, eftersom det blev vurderet, at skadelidte først den 2. december 2022 var blevet gjort bekendt med, at der var betændelse ved tanden -6. Tryg fandt, at skadelidte var blevet påført en skade i form af rodspidsbetændelse på tanden -6’s bageste rod, som følge af en knækket rodfil, jf. KEL § 20, stk. 1 nr. 1.

Tryg godkendte i den forbindelse skadesudbedrende behandling i form af rimelige udgifter til fjernelse af den knækkede rodfil i tandens bageste rod samt rodbehandling af samme. Tryg fandt, at der var grundlag for at rodbehandle tanden -6 grundet dyb caries i tanden samt smerter. Desuden fandt Tryg, at røntgenbilledet af 28. august 2017 viste, at der i forbindelse med rodbehandlingen knækkede en rodfil i tanden -6’s bageste rod. Efterfølgende røntgen af 18. maj 2018 og 17. januar 2023 viste desuden, at der var opstået rodspidsbetændelse ved tanden.

Tryg fandt, at eftersom den knækkede rodfil i tanden forhindrede behandling af rodspidsbetændelsen med en ny almindelig rodbehandling, skulle rodspidsbetændelsen behandles ved fjernelse af den knækkede rodfil samt en ny rodbehandling af den samme rod, hvorfor rodbehandlingen hos tandlægen havde medført et øget behandlingsbehov. Slutteligt fandt Tryg, at en erfaren specialist under hensyn til rodens anatomi og forløb ville have sikret en skånsom udboring af tanden, hvorved man med overvejende sandsynlighed havde undgået, at rodfilen knækkede. Herved havde behovet for fjernelse af den knækkede rodfil og fornyet rodbehandling med overvejende sandsynlighed været undgået.

Den 12. september 2023 sendte Tryg en erstatningsopgørelse i sagen, hvor der blev opgjort skønsmæssig erstatning for udgifter til antibiotika og smertestillende medicin på 1.200,00 kr. Desuden fandt Tryg, at skadelidte var berettiget til skønsmæssig godtgørelse for svie og smerte på 3.000,00 kr., eftersom skadelidte havde haft dokumenterede gener fra 16. januar 2018 samt fra den 19. december 2022 og frem til afslutningen af den fornyede rodbehandling af tanden, selvom skadelidte ikke havde været syg.

Tryg fremsendte herefter en afsluttende erstatningsopgørelse den 23. oktober 2023, hvor skadelidtes erstatning blev opgjort til 3.677,76 kr. for den skadesudbedrende behandling af tanden -6, herunder fjernelse af den knækket rodfil, 1x rodbehandling af tandens bageste rodkanal, et røntgenbillede og en lokalbedøvelse. Tryg fandt desuden, at skadelidte ikke var berettiget til yderligere godtgørelse for svie og smerte.

Anken:

Skadelidte anker herefter Trygs afgørelse af 12. september 2023, da denne var utilfreds med erstatningens størrelse, samt med opgørelsen af svie og smerte på kun 3.000,00 kr. Skadelidte oplyste, at denne ønskede godtgørelse for svie og smerte for at have haft smerter og murren i venstre side af tand og hovedet i over 5 år.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 22. juni 2023 med den af Tryg anførte begrundelse. Nævnet finder ud fra det foreliggende materiale, at det er overvejende sandsynligt, at den knækkede rodfil i tanden -6 har medført rodspidsbetændelse ved tanden. Den knækkede rodfil skal nu fjernes, hvorefter der skal foretages en ny rodbehandling af den skadede tandrod. Nævnet finder desuden, at den af Tryg tilkendte godtgørelse for svie og smerte på skønsfastsat beløb på 3.000,00 kr., svarer godt i overensstemmelse med de dokumenterede gener skadelidte har haft, selvom hun ikke har været syg. Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Lovgrundlag:

Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1