5243/23
Beskrivelse:Skadelidtes nuværende tandafvigelsen kunne med overvejende sandsynlighed udbedres ved fornyet tandreguleringsbehandling, uden at det ville have en negativ påvirkning på tænderne eller forringe skadelidtes tandstatus. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse. | |
Sagsfremstilling:Sagen drejer sig om en 65-årige kvinde, som gennem længere periode havde været patient på en tandklinik. Det blev noteret den 9. april 2021, at skadelidte havde en tandstillingsfejl, herunder dybt bid med risiko for slid af fortænderne, hvorfor denne blev opfordret til behandling med aftagelige skinner (alignerbehandling), som blev opstartet den 1. juni 2021. Efterfølgende gennemgik skadelidte et tandreguleringsforløb med regelmæssige konsultationer, og den 7. december 2021 samt den 29. juni 2022 blev der optaget fornyet skanning af tandstillingen til fremstilling af nye aligners. Herefter kontaktede skadelidte en anden tandklinik for en second opinion, som ved konsultation den 10. august 2022 noterede en tandstillingsfejl, hvorefter skadelidte blev anbefalet ophør med igangværende tandreguleringsbehandling med aftagelige skinner, og i stedet få behandlet tandstillingsfejlen med fastsiddende bøjler, som skadelidte accepterede. Den 19. august 2022 og den 3. september 2022 fik skadelidte optaget fotos, røntgen og 3D scanning med henblik på en behandlingsplan. Skadelidte har søgt om erstatning, fordi denne mener at være påført en skade i forbindelse med tandreguleringsbehandlingen, da denne har fået foretaget tandregulering for at rette op på et dybt bid. Behandlingen har dog resulteret i problemer med at kunne tygge, hvorfor behandlingen med aligners er blevet afbrudt, og nu skal der igangsættes en tandreguleringsbehandling med fastsiddende bøjler. | |
Afgørelse fra 1. instans:I brev af 25. august 2023 traf Tryg en afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade, jf. KEL § 19, stk. 1 og § 20, stk. 1. Tryg lagde vægt på, at skadelidtes aktuelle tandstillingsfejl var dokumenteret ved fotos og 3D scanning af 19. august 2022 og af 3. september 2022. Tryg lagde endvidere vægt på, at der blev udført tandreguleringsbehandling med aligners i perioden fra den 1. juni 2021 og frem til 10. august 2022, hvorefter behandlingen blev afbrudt efter anbefaling. Dernæst fandt Tryg, at selv om behandlingen muligvis ikke havde opfyldt skadelidtes forventninger til resultatet eller eventuelt fulgt alment anerkendte retningslinjer, kunne behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling, hvormed mulig tandstillingsafvigelse kan afhjælpes ved fornyet tandregulering, uden at det vil have en negativ påvirkning af skadelidtes tænder eller forringe dennes tandstatus. Tryg fandt, at det forhold, at denne behandling skal foretages igen, ikke i sig selv var en skade i lovens forstand, hvorfor der ikke kan ydes erstatning efter KEL § 19, stk. 1 og § 20, stk. 1, som følge af behandlingen, også selvom genbehandlingen skal ske med fast bøjle i stedet for aligners. Det samme gjorde sig gældende for en behandling, der eventuelt var blevet dyrere end forventet. Desuden fandt Tryg, at spørgsmålet om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling med aligners eller omgåelse af den tidligere udførte behandling var en sag mellem skadelidte og den tandlæge, der udførte behandlingen, og henviste til Styrelsen for Patientklager. | |
Anken:Den 21. november 2023 har skadelidte anket afgørelsen fra Tryg af 25. august 2023. Skadelidte har desuden fremsendt kommentarer til partshøringen den 15. december 2023, hvor det oplyses, at der allerede er indgivet en sag til Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn samt Styrelsen for Patientklager. | |
Tandskadeankenævnets afgørelse:Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 25. august 2023 med den af Tryg anførte begrundelse. Nævnet finder ud fra det foreliggende materiale, at tandafvigelsen med overvejende sandsynlighed kan udbedres ved fornyet tandreguleringsbehandling, uden at det vil have en negativ påvirkning på tænderne eller forringe skadelidtes tandstatus. Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1. | |
Lovgrundlag:Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1. |