Skip to content

5245/23

Beskrivelse:

Tandskadeankenævnet ændrede Trygs afgørelse til fordel for skadelidte. Nævnet fandt at fjernelse af tanden 6+ ikke var bedst mulig behandling, da tanden med overvejende sandsynlighed kunne være bevaret, hvis relevant behandling i form for fornyet rodbehandling eller hemisektion var blevet udført. Sagen blev hjemvist til Tryg med henblik på fastsættelse af fradragets størrelse samt opgørelse af erstatningen.

Sagsfremstilling:

Sagen drejer sig om en 78-årig mand, som henvendte sig hos tandlægen den 13. juni 2023 hos en tandklinik for en undersøgelse. Det blev noteret, at tanden 6+ var rodbehandlet, og der var betændelse ved tanden 6+. Ved hjælp af røntgen blev der diagnosticeret tab af tandbærende knogle omkring tanden – parodontitis marginalis totalis, hvorfor tanden ikke var bevaringsværdig, og blev fjernet den 19. juni 2023.

Skadelidte var til undersøgelse igen den 11. juli 2023 hos anden tandlæge, hvor der blev diagnosticeret tandbærende knogle ved flere tænder. Det blev noteret den 2. august 2023, at tanden 6+ var blevet fjernet på forkert grundlag, eftersom røntgenbilledet af 13. juni 2023 viste, at der alene var tabt 20 % af den tandbærende knogle ved tanden.

Skadelidte har søgt om erstatning, fordi denne mener, at tanden 6+ er blevet fjernet på et forkert grundlag.

Afgørelse fra 1. instans:

TandErstatningen i Tryg (1. instans) har den 1. november 2023 truffet en afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1 og § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at røntgenbilledet af 13. juni 2023 dokumenterede totalt tab af tandbærende knogle omkring den forreste, ydre rod på tanden 6+ samt mindre tab af tandbærende knogle omkring resten af tanden, hvorfor det blev vurderet, at tanden ikke var bevaringsværdig. Tryg fandt, at der var indikation for fjernelse af tanden 6+ den 19. juni 2023.

Tryg fandt desuden, at tabet af tanden 6+ havde årsag i skadelidtes grundlidelse – tab af tandbærende knogle, og dermed ikke var tabt som følge af tandlægens behandling eller mangel på samme. Slutteligt vurderede Tryg, at behandling af grundlidelse ikke var en skade i lovens forstand.

Anken:

Den 22. november 2023 anker skadelidte afgørelsen fra Tryg af 1. november 2023, da denne anfører, at tanden kunne være bevaret ved omlavning af rodbehandlingen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade efter KEL § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, og ændrer derfor Trygs afgørelse af 1. november 2023 som anført nedenfor.

Nævnet finder, at fjernelse af tanden 6+ ikke er bedst mulig behandling. Det fremgår af røntgenbillede fra juni 2023, at tanden 6+ ses med omfattende tab af tandbærende knogle omkring den ene af tandens kindvendende rødder. Derimod ses ikke tab af tandbærende knogle i relation til tandens to andre rødder, og tanden ses desuden tilfredsstillende rodfyldt. Det vurderes dermed, at tanden med overvejende sandsynlighed kunne være bevaret, hvis relevant behandling i form for fornyet rodbehandling eller hemisektion var blevet udført.

Sagen hjemvises til Tryg med henblik på fastsættelse af fradragets størrelse samt opgørelse af erstatningen.

Lovgrundlag:

Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1