Skip to content

5262/23

Beskrivelse:

Nævnet fandt tiltrådte Trygs afgørelse om, at sagen ikke kunne genoptages. Skadelidtes nuværende behandlingsbehov af tanden +3 (krone), var ikke en følge af den knækkede rodfil eller af fjernelsen af filen.

Sagsfremstilling:

Sagen drejer sig om en 40-årige kvinde, der henvendte sig hos tandlægen grundet smerter den 16. juni 2023. Tandlægen konstaterede den 20. juni 2023, at det var tanden +3, som var smertevoldende, da tanden var øm ved trykpåvirkning, hvorefter rodbehandlingen blev indledt. I den forbindelse blev det noteret, at der knækkede en rodfil under udrensningen, hvorfor skadelidte blev henvist for fjernelse af den knækkede rodfil samt videre rodbehandling af tanden. Denne behandling blev udført den 20. juni 2023 hos en anden tandklinik.

Skadelidte har søgt om erstatning, fordi denne mener, at der i forbindelse med en rodbehandlingen den 20. juni 2023 knækkede en rodfil, hvorfor denne blev henvist for filfjernelse. Skadelidte søger om at få erstattet denne udgift.

Afgørelse fra 1. instans:

I brev af 31. august 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1 og § 20, stk. 1. Tryg fandt, at der var grundlag for at rodbehandle tanden +3 den 20. juni 2023, på grund af betændelse i tandens nerve. Tryg lagde vægt på, at der i forbindelse med udrensningen fastlåste og knækkede en rodfil i tanden +3, som røntgenbillede af den 20. juni 2023 dokumenterede. Rodfilen var knækket i næsten hele rodens længde, hvorfor Tryg vurderede, at denne kunne fjernes.

Tryg anførte, at en knækket rodfil ikke i sig selv var en skade i lovens forstand, da loven tilsiger, at den knækkede rodfil skal medføre negative konsekvenser for tanden, herunder f.eks. vedvarende rodspidsbetændelse. Skadelidte blev herefter henvist for fjernelse af den knækkede rodfil samt for afsluttende rodfyldning, hvilket blev foretaget den 20. juni 2023. Tryg lagde vægt på, at senere optaget røntgenbillede af 20. juni 2023 viste, at rodfilen var blevet fjernet i tanden +3, og tanden rodfyldt, hvorfor den knækkede rodfil dermed ikke havde medført negative konsekvenser for tanden. Der blev gennemført en behandling, som var påbegyndt for at behandle grundlidelsen, herunder betændelse i tandens nerve.

Slutteligt anførte Tryg, at udgifterne til filfjernelse ikke kunne erstattes, da der udelukkende var tale om en økonomisk merudgift i forbindelse med behandling af skadelidtes grundlidelse.

I brev af 4. oktober 2023 traf Tryg afgørelse om, at sagen ikke kunne genoptages efter de almindelige forvaltningsretlige regler om genoptagelse, eftersom skadelidte i en mail af 13. september 2023 havde anmodet om genoptagelse af sagen, grundet skade på tandkronen +3. Tryg anførte, at tanden +3 var forsynet med en krone inden selve rodbehandlingen blev indledt, og der blev lagt vægt på en mail fra tandlægen af 30. august 2023, hvoraf det fremgik, at der var en revne på kronens fremadvendende flade, og efterfølgende var kronen knækket. Desuden lagde Tryg vægt på, at fraktur af en krone er en normal bivirkning til oplukning af tanden (rodbehandling), og at behovet for stiftopbygning i tanden udgjorde behandling af tandens grundlidelse.

Anken:

I brev af 20. december 2023 traf Tryg afgørelse om, at sagen ikke kunne genoptages efter de forvaltningsretlige regler om genoptagelse, på baggrund af et opkald fra tandklinikken af 13. december 2023, da der var smerter fra tanden. Tryg fandt, at skadelidtes seneste brev ikke indeholdte nye faktiske eller retlige oplysninger i forhold til den anmeldelse/de oplysninger, som der tidligere var blevet indsendt, og at journalen fra 6. december 2023 dokumenterede, at der på daværende tidspunkt var smerter fra tanden +3. Tryg lagde endvidere vægt på, at CBCT-scanningen af 8. december 2023 viste tilfredsstillende rodfyldning samt pæne forhold omkring tanden, og slutteligt anførte Tryg, at eventuelle gener efter rodbehandlingen relaterede sig til tandens grundlidelse.

Skadelidte anker herefter Trygs afgørelse af 4. oktober 2023, da denne mener, at det ikke kan være rigtigt, at der er blevet betalt 7.000,00 kr. for en tand, som ikke er symptomfri og kronen er knækket.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 4. oktober 2023 med den af Tryg anførte begrundelse. Nævnet finder, at anken og de fremsendte oplysninger ikke indeholder væsentlige nye faktiske oplysninger i forhold til det grundlag, hvorpå Tryg tidligere traf afgørelse. I den forbindelse findes det ikke overvejende sandsynligt, at det nuværende behandlingsbehov af tanden +3 er en følge af den knækkede rodfil eller af fjernelsen af filen, da røntgen dokumenterer fine forhold ved tandroden efter rodfilen er fjernet og rodbehandlingen er afsluttet. Det er en almindeligt forekommende bivirkning, at der er behov for en ny krone på tanden efter rodbehandling, da den oprindelige krone bliver svækket som følge af behandlingen. Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at sagen ikke kan genoptages.

Lovgrundlag:

Lovbekendtgørelse nr. 1070 af 24. august 2018 om erstatningsansvar § 11