5244/23
Beskrivelse:Tandskadeankenævnet ændrede delvist Trygs afgørelse til ulempe for skadelidte. Nævnet vurderede, at der ikke kunne udbetales erstatning for implantatbehandling på tanden +7’s plads, da denne tand var tabt som følge af forhold ved tanden selv i form af infraktion. | |
Sagsfremstilling:Sagen drejer sig om skadelidte, der henvendte sig hos tandlægen den 26. oktober 2021. Ved hjælp af røntgen diagnosticerede tandlægen caries i tanden +7, som blev behandlet med en fyldning den 4. november 2021. Efterfølgende henvendte skadelidte sig hos tandlægen den 16. juni 2022 på grund af smerter i tanden +7, hvorefter rodbehandlingen blev indledt. Som følge af vedvarende smerter fik skadelidte kirurgisk rodbehandlet tanden +7 hos en specialtandlæge den 15. september 2022. Skadelidte fik ordineret antibiotika mod betændelse den 10. oktober 2022. Det blev noteret, at tanden +7 klinisk var bankeøm, og specialtandlægen vurderede, at ømheden skyldtes revner i tanden, hvorfor tanden skulle fjernes. Den 24. oktober 2022 fik skadelidte fjernet tanden +7, og samtidig blev nabotanden +8 også fjernet grundet løsning i omkringliggende knogle. Det blev noteret den 31. oktober 2022 til suturfjernelse, at skadelidte fortsat havde smerter, men at smerterne var aftagende. Skadelidte har søgt om erstatning, da han mener der er sket en skade i forbindelse med tandbehandlingen. Tanden +7 blev fjernet grundet smerter, og ved en fejl blev nabotanden +8 også fjernet, da der var sket skade på kæbeknoglen. Skadelidte søger desuden om erstatning for påført skade på tanden 6+, samt implantatbehandling ved tanden +7, så der er modbid til underkæbetænderne -7 og -8. | |
Afgørelse fra 1. instans:TandErstatningen i Tryg (1. instans) traf den 24. april 2023 afgørelse om, at der var sket en erstatningsberettigende skade jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 20, stk. 1, nr. 1, vedrørende tab af tanden +8 i forbindelse med fjernelse af tanden +7. I den forbindelse godkendte Tryg skadesudbedrende behandling i form af rimelige udgifter til implantatbehandling ved området for tanden +7 inkl. knogleopbygning hvis behov herfor. Tryg vurderede, at der med overvejende sandsynlighed var sket en skade i form af tab af tanden +8 som følge af behandlingen hos tandlægen. Røntgenbilledet fra 26. oktober 2021 viste tæt kontakt mellem tænderne +7 og +8, dybt hul i tanden +7 samt overfladisk hul ved tandhalsen på tanden +8. På den baggrund fandt Tryg, at løsningen af tanden +8 med omgivende knogleblok var utilsigtet og har medført tab af skadelidtes to bagerste kindtænder og dermed også modbidstænder til underkæben. Tryg vurderede desuden, at den erfarne specialist kunne have fjernet tanden +7 uden, at knogleblokken omkring tanden +8 blev påvirket og behovet for erstatning af en tand til modbid kunne være undgået. I forhold til tanden +6 vurderede Tryg, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade jf. KEL § 19, stk. 1, da journalen kun dokumenterede fortsatte smerter ved suturfjernelse, men ikke efterfølgende nærmere forhold om tanden +6. Dette blev betragtet som forventelige smerter efter tandfjernelserne og ikke en skade. Den 29. august 2023 fik skadelidte 2.795,00 kr. i foreløbig erstatning for udgifter til CBCT-scanning og implantatplanlægning. Yderligere godkendtes et behandlingsoverslag vedr. 2 x røntgen, abutment m. guldskrue, krone samt plastfyldning +7 på i alt 11.973,06 kr. Et tredje behandlingsoverslag vedrørende injektion, knogleopbygning (large), implantatoperation, fixtur, 3 x røntgen, membran og 3 x kontrol +7 på i alt 25.953,28 kr. blev delvist godkendt. Der blev ikke ydet fuld erstatning på 13.300,00 kr. for knogleopbygning (10.500,00 kr.) og membran (2.800,00 kr.). Tryg mente, at der var anerkendt en skade på tanden +8 og at implantatbehandlingen kunne foretages på tanden +7’s plads af hensyn til tyggefunktionen. Billeder viste en knoglehøjde på 9 mm men knoglen ved området for tanden +7 var ikke helet op efter den kirurgiske rodbehandling. En del af behovet for knogleopbygning var altså grundlidelsen. Behandlingsoverslaget blev godkendt med maksimalt 7.000,00 kr. til knoglebygning og implantat, samlet 19.653,28 kr. | |
Anken:Den 21. november 2023 ankede skadelidte afgørelsen fra Tryg af 29. august 2023. Skadelidte var utilfreds med, at der ikke kunne ydes erstatning for knogleopbygning forinden implantatbehandling ved området for tanden +7. Specialtandlægen vurderede, at den delvise godkendelse fra Trygs side var ukorrekt og at der burde ydes fuld erstatning. Specialtandlægen noterede, at knoglen ved området for tænderne +7 og +8 var reduceret meget, hvorfor det ville være nødvendigt at opbygge den der, hvor implantatet skal placeres i regio +7 i tre dimensioner, muligvis med knogleblok af human knogle fikseret med fikseringsskruer og membran eller med knoglegranulat af human knogle med membran. Begge dele skal specifikt bestilles hjem fra knoglebank i Tyskland. Der suppleres med BioOss eller Xenograft for yderligere stabilisering. Hvis det kan gøres samtidig med implantatindsættelsen, vil det være at foretrække, da implantatet også har en understøttende funktion for knoglen i området. Hvis det foregår over to operationer (4-6 mdr.), er det ekstra dyrt, medmindre der i anden operation er brug for supplerende knogleopbygning – prisen for indgrebet kan ikke reduceres. Vedrørende knoglen som er svundet ind (resorberet), oplyser tandlægen, at der ofte kommer en lille resorption hvor en tand er fjernet, især hvis der ikke indsættes implantat hurtigt nok eller hvis der mangler nabotænder. Det største knoglesvind sker mellem 3 og 6 måneder efter tandfjernelse. Her var knoglen svundet ekstra meget i regio +7, da +8 også var fjernet og den understøttende funktion dermed mistet, hvilket gav markant knoglekollaps i området. Specialtandlægen forsøgte forgæves at finde en anden specialist, som kunne udføre nødvendig behandling til lavere pris. Der er risiko for at det kan blive endnu dyrere hvis der senere opstår behov for yderligere knogleopbygning. | |
Tandskadeankenævnets afgørelse:Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til KEL § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1. nr. 1, vedrørende tab af tanden +8. Nævnet ændrer dog Trygs afgørelse om erstatningsudmåling, da nævnet vurderer, at der ikke kan udbetales erstatning for implantatbehandling på +7’s plads, da denne tand mistes som følge af forhold ved tanden selv i form af infraktion. Nævnet tilkender en kompensation for tab af tanden +8 på 4.000,00 kr. Regningen for tandfjernelsen skal derfor fremsendes til Tryg med henblik på udbetaling af erstatning samt kompensation. | |
Lovgrundlag:Lovbekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, samt lovbekendtgørelse nr. 1070 af 24. august 2018 om erstatningsansvar § 1. |