Skip to content

5267/23

Beskrivelse:

Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse dog med ændret begrundelse. Nævnet fandt, at der ikke var sket en skade i forbindelse med indsættelse af rodstiften i tanden +7, da man ikke kan gå med en gennembrudt rod i 8 år uden, at der opstår gener og/eller symptomer i tanden.

Sagsfremstilling:

Sagen drejer sig om en 55-årige skadelidte, der henvendte sig hos tandlægen den 11. december 2012, hvor der ved hjælp af røntgen blev diagnosticeret henfald af nerven i tanden +7, hvorefter rodbehandlingen blev indledt. Efterfølgende blev tanden +7 rodfyldt og behandlet med en midlertidig fyldning den 18. december 2012, og kontrol af tanden den 28. juni 2013 blev beskrevet med pæne forhold efter rodfyldning.

Skadelidte henvendte sig herefter hos tandlægen den 10. april 2014, fordi denne havde tygget i noget hårdt, hvorefter der lød et smæld fra tanden +7. Ved hjælp af røntgen mistænkte tandlægen, at den forreste-, kindvendende rod på tanden +7 var knækket. Den 6. maj 2014 havde skadelidte mistet kronen på tanden +7, hvorefter denne blev cementeret fast igen.

Skadelidte henvendte sig hos tandlægen den 25. november 2022, da rodstiften og kronen på tanden +7 var faldet ud. Tandlægen noterede, at der var caries på tandstubben, og der var flere revner i tanden samt en gennembrydning, hvorfor tanden ikke var bevaringsværdig. Tanden +7 blev fjernet den 1. december 2022.

Skadelidte har søgt om erstatning, fordi denne mener, at denne er blevet påført en skade i forbindelse med rodbehandlingen foretaget i 2014. Skadelidte oplyser, at selve rodbehandlingen blev foretaget på en specialklinik, men at tanden +7 blev behandlet med stift og krone hos tandlægen. Kronen røg ud kort efter den blev monteret, og i den forbindelse har skadelidte siden da haft symptomer og reaktioner. I slut november 2022 blev tanden konstateret død og smuldret, og stiften på kronen stak ud gennem et hul i tandroden.

Afgørelse fra 1. instans:

I brev af 2. november 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1 og § 20, stk. 1. Tryg fandt, at der ikke forelå den nødvendige dokumentation for, at skadelidte var blevet påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg lagde vægt på, at det ikke var muligt ud fra det indsendte røntgen- og journalmateriale at se behandlingshistorikken med krone- og stiftbehandling af tanden +7. Der blev lagt vægt på, at røntgen af 28. juni 2013 viste tanden +7, som var rodbehandlet, og røntgen af 3. april 2018 viste tanden behandlet med en stift samt krone. Tryg lagde desuden vægt på, at det ifølge journalnotat af 6. maj 2014 fra tandlægen stod anført, at en metalkeramisk krone på tanden +7 var gået løs. På den baggrund vurderede Tryg, at kronebehandlingen måtte være udført i perioden fra 28. juni 2013 til 6. maj 2014.

Slutteligt anførte Tryg, at der på baggrund af foreliggende journalmaterialet ikke var oplysninger om, hvor behandlingen var foretaget, men at skadelidte var velkommen til at fremsende en regning eller anden dokumentation for, at behandlingen var udført hos tandlægen, for at anmode om genoptagelse af sagen, dog med forældelsesfristen for øje jf. KEL § 59, stk. 2. Tryg anførte, at såfremt stiften eksempelvis var isat den 1. januar 2014, ville forholdet være forældet i erstatningsmæssig henseende den 1. januar 2024, og såfremt behandlingen var foretaget hos en anden tandlæge, blev der anmodet om fremsendelse af en ny anmeldelse med angivelse af denne tandlæge som skadevolder.

Anken:

Skadelidte anker herefter Trygs afgørelse af 2. november 2023, da hun mener, at afgørelsen er forkert, eftersom skaden på tanden skete på grund af montering af kronen efter selve rodbehandlingen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 2. november 2023 dog med ændret begrundelse. Nævnet finder, at der ikke er sket en skade i forbindelse med indsættelse af rodstiften i tanden +7, da man ikke kan gå med en gennembrudt rod i 8 år uden, at der opstår gener og/eller symptomer i tanden. Nævnet tiltræder således Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Lovgrundlag:

Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.