5248/23
Beskrivelse:Nævnet fandt, at der var tale om udskudt behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse. | |
Sagsfremstilling:Sagen drejer sig om en 44-årige kvinde, som fik undersøgt sine tænder hos tandlægen den 22. januar 2015, og tandlægen noterede, at skadelidtes bidfunktion var normal. Den 5. august 2015 blev det noteret, at skadelidte led af hovedpine, og hun blev derfor anbefalet en bidskinne. Den 10. august 2015 blev det noteret, at skadelidte led af daglig hovedpine, og i den forbindelse var under udredning hos en kranio-sakralterapeut. Det blev aftalt, at skadelidte ville henvende sig på klinikken, hvis denne ønskede en henvisning til en specialist i bidfunktion. Efterfølgende henvendte skadelidte sig hos tandlægen for undersøgelser den 16. marts 2016, den 1. september 2017 og den 3. august 2018, hvor der ikke blev journaliseret forhold om bidfunktion eller hovedpine. Den 9. september 2019 opstartede skadelidte i et forløb på grund af gener med hovedpine samt trætte øjne. Herefter henvendte skadelidte sig igen hos tandlægen den 23. oktober 2019, hvor der ikke blev registreret forhold om bidfunktion og/eller hovedpine. Den 2. marts 2020 blev der foretaget en konklusion på synsundersøgelsen, hvor det blev noteret, at skadelidtes læge havde anbefalet en synsundersøgelse på grund af forværret hovedpine 7 år tidligere i forbindelse med en stor opgave på studiet. Det blev noteret, at skadelidte oplevede selv, at hovedpinen var relateret til øjnene i forbindelse med koncentration ved læsning, computerarbejde og brug af mobiltelefon — efterfulgt af nakkeproblemer også. Skadelidte blev derfor anbefalet at fortsætte i et synstræningsforløb, som havde vist en forbedring siden oktober 2019, dog med tilbagefald ved opstart af nyt arbejde i november 2019. Skadelidte henvendte sig igen hos tandlægen i forbindelse med en undersøgelse den 24. februar 2021 og igen den 18. august 2021, hvor det blev noteret, at der var knæk fra kæbeleddet, dog intet at bemærke ved skadelidtes tyggemuskulatur. Skadelidte blev herefter afsluttet på synsplejen den 29. marts 2021, og det blev noteret, at skadelidte mærkede forbedringer efter træningsforløbet, dog med tilbagefald, når denne pressede sig selv til at læse mere. Efterfølgende blev skadelidte behandlet hos kiropraktoren i perioden fra den 1. september 2021 til den 11. februar 2022, og det blev noteret, at hendes kroniske hovedpine var debuteret 10 år tidligere, da skadelidte læste sin kandidat, hvor denne oplevede udtalt problemer fra nakke/skulder og stivhed i øvre ryg. Senere henvendte skadelidte sig hos tandlægen den 17. juni 2022, hvor det blev noteret, at skadelidte skar tænder — hvorefter denne blev anbefalet behandling med bidskinne. Efter bidfunktionsundersøgelse den 22. juni 2022 blev det noteret, at der var ubalance mellem skadelidtes sammenbid og underkæbens idealposition. Skadelidte fik udleveret en refleksfrigørende bidskinne den 14. juli 2022, og ved kontrol hos tandlægen den 18. august 2022 blev det noteret, at der var bedring af skadelidtes hovedpine. Den 26. oktober 2022 blev det noteret, at skadelidte ikke længere var plaget af hyppig og længerevarende hovedpine. Den 11. januar 2023 blev det noteret, at der skulle foretages plastopbygning af sliddet på kindtænderne samt tandreguleringsbehandling. | |
Afgørelse fra 1. instans:Skadelidte har søgt om erstatning, fordi denne mener, at tandlægen ikke har diagnosticeret et dybt bid rettidigt, hvilket har medført slid på tænderne samt invaliderende hovedpine i mange år. I brev af 30. august 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1 og § 20, stk. 1. Tryg lagde vægt på, at skadelidte havde lidt af hovedpine i mere end 10 år, og at denne havde været mere intens efter studiestart i 2011. Desuden anførte Tryg, at journalmaterialet dokumenterede, at skadelidte havde haft hovedpine relateret til øjnene i forbindelse med koncentration ved læsning, computerarbejde samt ved brug af mobiltelefon, samt smerter i ryg, da tidligere gymnast. Tryg lagde desuden vægt på, at tandlægen havde anbefalet skadelidte behandling med en bidskinne den 10. august 2015, samt tilbudt henvisning til en specialist i bidfunktion, hvilket blev fravalgt. Efterfølgende fik skadelidte udleveret en bidskinne, som havde haft god effekt på hovedpinen. Desuden anførte Tryg, at journalmaterialet fra en klinik viste, at skadelidte havde dybt bid samt en tandstilling, hvor overkæbens fortænder næsten helt dækker underkæbens samt slid på kindtændernes tyggeflader, og låsning af sammenbiddet, hvilket med overvejende sandsynlighed kan udløse eller forværre tendens til tænderskæren. På den baggrund fandt Tryg, at behovet for tandregulering havde årsag i skadelidtes grundlidelse, herunder medfødt dybt bid, og at tandsliddet kan have forværret tandstillingen samt gener i hoved, hals og ryg. Tryg fandt dermed, at behovet for regulering og/eller plastbehandlingen af sliddet var behandling af skadelidtes grundlidelse og dermed ikke et behandlingsbehov, som var udløst som følge af mangelfuld eller manglende behandling hos tandlægen. Vedrørende hovedpinegenerne vurderede Tryg, at det lange udredningsforløb var uden sammenhæng med mangelfuld eller manglende behandling hos tandlægen. | |
Anken:Skadelidte har anket Trygs afgørelse af 30. august 2023 og vedlagt en skrivelse, hvori denne har anført, at afgørelsen fra 1. instans er forkert og bør omstødes. Skadelidte har videre anført, at det er forkert, at journalen beskriver bidfunktion i.a. Ligeledes har skadelidte uddybet, at sliddet på tænderne ikke er blevet diagnosticeret, samt at hovedpine/bid ikke er blevet tydeliggjort over for denne. | |
Tandskadeankenævnets afgørelse:Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 30. august 2023 med den af Tryg anførte begrundelse. Nævnet finder ud fra det foreliggende materiale, at der ikke er en behandlerpåført skade. Der er alene tale om udskudt behandling. Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1. | |
Lovgrundlag:Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1 |