Skip to content

5265/23

Beskrivelse:

Nævnet fandt, at der med overvejende sandsynlighed var sket en behandlerpåført skade på tanden -4 i form af gennembrydning af rod med betændelse til følge. Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om fradrag for opbygning og krone.

Sagsfremstilling:

Sagen drejer sig om en 73-årig skadelidte, der har mistet tanden -4 som følge af en gennembrydning i forbindelse med rodbehandling af tanden. Skadelidte henvendte sig akut hos tandlægen den 28. oktober 2022, grundet smerter. Tandlægen diagnosticerede rodspidsbetændelse ved tanden, hvorefter rodbehandlingen blev indledt.

I forbindelse med den fortsatte rodbehandling den 7. november 2022, skete der en gennembrydning af tandroden, som blev aflukket med MTA-cement den 5. december 2022, hvorefter tanden blev rodfyldt. Skadelidte kontaktede tandlægen den 16. januar 2023 grundet smerter fra tanden, og blev informeret om, at smerterne formentligt havde årsag i gennembrydningen, hvorefter tanden blev fjernet den 1. september 2023.

Skadelidte har søgt om erstatning, fordi han mener, at tanden -4 skal erstattes, da der i forbindelse med rodbehandlingen skete en gennembrydning af tanden.

Afgørelse fra 1. instans:

I brev af 27. november 2023 traf Tryg afgørelse om, at der var sket en erstatningsberettigende skade jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 20, stk. 1 nr. 1. Tryg fandt, at skadelidte med overvejende sandsynlighed var blevet påført en skade i form af tab af tanden -4, som følge af behandlingen. Tryg lagde vægt på, at der var indikation for rodbehandling af tanden -4 den 28. oktober 2022 grundet rodspidsbetændelse.

Desuden lagde Tryg vægt på, at der i forbindelse med udboringen for at lokalisere endnu en rodkanal i tanden -4 den 7. november 2022, skete en gennembrydning af tandroden, hvorefter tanden senere blev fjernet på grund af symptomer. På den baggrund vurderede Tryg, at rodbehandlingen havde medført negative konsekvenser for tanden samt en større behandling end tandens grundlidelse.

Tryg fandt derfor, at der var sket en skade i lovens forstand, og vurderede, at hvis en erfaren specialist havde anvendt en mere skånsom teknik, kunne gennembrydningen og følgerne heraf formentlig være undgået. Slutteligt anførte Tryg, at hvis skaden ikke var sket, skulle tanden efter rodbehandlingen være forsynet med en opbygning og en krone for bevarelse på lang sigt. På den baggrund blev der fastsat et fradrag herfor på 9.000,00 kr.

Anken:

Skadelidte anker derefter Trygs afgørelse af 27. november 2023. Skadelidte har desuden fremsendt en skrivelse af 14. december 2023, hvori han gennemgår forløbet.

Han forklarer, at han ikke er blevet anbefalet en krone på tanden fra tandlægens side og er dermed uenig i det fastsatte fradrag. Skadelidte anfører, at skadeforløbet har medført store negative konsekvenser for ham, dårlig tyggefunktion med daglige tungebid, smerter mv. Slutteligt anfører skadelidte, at han ikke er interesseret i kompensationen på de oplyste 4.000,00 kr.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 27. november 2023 med den af Tryg anførte begrundelse. Nævnet finder, at der med overvejende sandsynlighed er sket en behandlerpåført skade på tanden -4 i form af gennembrydning af rod med betændelse til følge. Nævnet finder ligeledes, at der skal foretages fradrag for opbygning og krone, idet tanden -4 bærer meget af tyggetrykket, og du er blevet informeret om kronebehandlingsbehov efter rodbehandlingen jf. din tandlægejournal. Du skulle således have afholdt udgiften til en krone, hvis ikke skaden var sket. Nævnet tiltræder således Trygs afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 20, stk. 1 nr. 1.

Lovgrundlag:

Lovbekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1