Skip to content

5303/24

Beskrivelse:

Nævnet fandt, at der med overvejende sandsynlighed var sket en behandlerpåført skade på tanden +7, hvor der i forbindelse med rodbehandlingen knækkede en rodfil i tandens fremadvendende rod. Nævnet tiltrådte således Trygs afgørelse om, at der var sket en erstatningsberettigende skade.

Sagsfremstilling:

Sagen drejer sig om en 60-årig mand, der henvendte sig hos tandlægen den 31. marts 2017 grundet smerter fra tanden +7. Ved hjælp af et røntgenbillede af tanden blev der konstateret hul i tanden, og der var et løst tandfragment, som involverede nerven i tanden. Tanden blev behandlet med en midlertidig fyldning, og det blev planlagt enten at rodbehandle tanden eller fjerne denne.

Rodbehandlingen blev indledt den 3. maj 2017, hvor tandens tre rodkanaler blev lokaliseret, og disse blev rodfyldt den 23. maj 2017. Det blev noteret den 5. februar 2018, at tanden var knækket, og det blev anbefalet at få kronet tanden. Den 6. april 2018 blev det noteret, at der var smerter fra tanden, og skadelidte fik tilbudt en kontroltid, som denne meldte afbud til.

Skadelidte henvendte sig herefter hos ny tandlæge den 4. december 2019, fordi tanden +7 var knækket. Den 14. september 2023 fik skadelidte undersøgt sine tænder, og det blev noteret, at tanden +7 var øm ved trykpåvirkning, hvorfor han blev henvist for videre behandling af tanden +7. Den 25. september 2023 henvendte skadelidte sig hos anden tandlæge for vurdering af tanden. Det blev noteret, at der var en mulig knækket rodfil i tandens forreste kindvendende rod, hvorfor det blev planlagt at fjerne filen og omgøre rodbehandlingen. Det blev bekræftet den 27. september 2023, at der var en knækket rodfil i tanden +7.

Skadelidte har søgt om erstatning, fordi han mener, at der i forbindelse med en rodbehandling i 2017 knækkede en rodfil og ønsker erstatning for udgifterne i forbindelse med fjernelse af den knækkede rodfil.

Afgørelse fra 1. instans:

I brev af 31. januar 2024 traf Tryg afgørelse om, at der var sket en erstatningsberettigende skade, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 20 stk. 1, nr. 1. Tryg fandt, at skadelidte var blevet påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen og godkendte i den forbindelse at erstatte udgifter til filfjernelse og rodfyldning af den forreste kindvendende rod på tanden +7 på i alt 5.478,52 kr.

Tryg lagde vægt på, at der var grundlag for at rodbehandle tanden +7 den 3. maj 2017 grundet smerter samt et dybt hul. Røntgenbilledet af den 31. marts 2017 viste, at der var et løst tandfragment med involvering af tandnerven, og røntgenbillede af den 23. maj 2017 viste, at tanden +7 var rodfyldt i tre rodkanaler samt den fjerde rodkanal var delvist udfyldt. Tryg lagde vægt på, at røntgenbillede af den 21. maj 2019 viste rodspidsbetændelse ved tandens forreste kindvendende rod, og der var knækket en rodfil, men skadelidte blev først informeret om dette i 2023.

Tryg fandt, at den knækkede rodfil i tanden forhindrede behandling af rodspidsbetændelsen uden en forudgående filfjernelse og omgørelse af rodbehandling. Slutteligt vurderede Tryg, at røntgenbillede af den 21. maj 2019 viste, at rodkanalen med den knækkede rodfil afgik i en skarp vinkel fra nervekammeret, hvilket medfører, at rodfilene skulle bøjes for at komme ind i kanalen og dermed belastes kraftigt under deres rotation. Denne belastning medførte med overvejende sandsynlighed, at rodkanalinstrumentet knækkede i tandens forreste, kindvendende rod. Tryg fandt, at den erfarne specialist ville have fjernet mere tandsubstans i rodkanalens øverste del, hvorved rodkanalinstrumenterne ville have fået en mere lige tilgang til rodkanalernes nederste del. Dette ville have nedsat belastningen på rodkanalinstrumenterne under bearbejdningen af rod-kanalen, hvorved man med overvejende sandsynlighed ville have undgået, at rodfilen var knækket.

Anken:

Skadelidte har anket Trygs afgørelse af 31. januar 2024 og har anført, at man ikke kun kan behandle én rod, men alle tandens rødder skal laves.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 31. januar 2024 med den af Tryg anførte begrundelse. Nævnet finder, at der med overvejende sandsynlighed er sket en behandlerpåført skade på tanden +7, hvor der i forbindelse med rodbehandlingen knækkede en rodfil i tandens fremadvendende rod. Der kan alene tilkendes erstatning for udgiften til fjernelse af den knækkede rodfil, ny rodfyldning på den skadede tandrod, hvor den knækkede rodfil sidder, bedøvelser, røntgen samt plastfyldning, da behovet herfor med overvejende sandsynlighed har årsag i den anerkendte skade. For så vidt angår omlavning af rodfyldningerne, svarende til tandens øvrige rodkanaler, kan der ikke tilkendes erstatning, da udgifterne ikke er en følge af den anerkendte skade i form af den knækkede rodfil, men derimod skyldes tandens grundlidelse, rodspidsbetændelse. Nævnet tiltræder således Trygs afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 20, stk. 1, nr. 1.

Lovgrundlag:

Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatnings-adgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, samt lovbekendtgørelse nr. 1070 af 24. august 2018 om erstatningsansvar § 1