Skip to content

5426/24

Beskrivelse:

Nævnet fandt, at bedst mulig behandling havde været at afmontere broen inden rodbehandling af tanden 6+, som blev udført i august 2023. Herved havde man med overvejende sandsynlighed undgået, at der var sket en gennembrydning af roden på tanden 6+, og at tanden efterfølgende var tabt. Sagen blev hjemvist til Tryg.

Sagsfremstilling:

Sagen drejer sig om en 76-årig mand, som henvendte sig hos tandlægen den 7. august 2023 på grund af smerter i tænderne i højre side af overkæben. Ved hjælp af et røntgenbillede af tanden 6+ blev der konstateret rodspidsbetændelse i tanden, hvorfor rodbehandlingen blev indledt. Rodbehandlingen fortsatte den 16. august 2023, hvor der var blevet lokaliseret 4 rodkanalindgange. Tandlægen noterede, at der var sket en gennembrydning af tandens ganevendende rod, og tanden var ikke bevaringsværdig som følge heraf. Efterfølgende fik skadelidte delt broen fra tanden 6+ til tanden 4+ bag mellemleddet 5+, hvorefter tanden 6+ blev fjernet den 17. august 2023. Skadelidte har søgt om erstatning, fordi denne mener, at tanden 6+ er mistet som følge af gennembryd i forbindelse med rodbehandlingen.

Afgørelse fra 1. instans:

I brev af 9. november 2023 traf Tryg afgørelse om, at der var sket en erstatningsberettigende skade, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1.

I den forbindelse godkendte Tryg et behandlingsoverslag vedrørende implantatbehandling ved området for tænderne 65+ samt en ny krone på tanden 4+, dog med et fradrag på 6.000,00 kr. Tryg lagde vægt på, at der var indikation for rodbehandling af tanden 6+ den 7. august 2023 på grund af rodspidsbetændelse. Desuden lagde Tryg vægt på, at det den 16. august 2023 var svært at lokalisere den ganevendende rod, hvorfor der opstod en gennembrydning.

Rodbehandlingen har givet anledning til yderligere behandling end tandens grundlidelse samt negative konsekvenser for tanden, da tanden efterfølgende blev fjernet og skal rekonstrueres, hvorfor gennembrydningen har medført en skade i lovens forstand. Den erfarne specialist havde sørget for at benytte visuelle hjælpemidler i form af stor forstørrelse og lys under rodbehandlingen. Hvis der fortsat var tvivl om rodkanalernes placering, kunne man have fjernet broen på tanden, så tandens anatomi fremstod tydeligere. Ved denne fremgangsmåde havde man med overvejende sandsynlighed undgået gennemboringen og følgerne heraf. Tryg fandt, at skadelidte havde ret til erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

TandErstatningen i Tryg (1. instans) har den 8. februar 2024 truffet en afgørelse om, at skadelidte var berettiget til 15.048,00 kr. i erstatning, svarende til den kirurgiske del af implantatbehandlingen ved området for tanden 6+, samt forundersøgelse og guideskinne. Samtidig anmodede Tryg om fremsendelse af regninger for den videre implantatbehandling i området for tænderne 65+ samt kronebehandling af tanden 4+.

Anken:

Den 28. februar 2024 har skadelidte anket afgørelsen fra Tryg af 8. februar 2024, da skadelidte ikke forstår fradraget på 6.000,00 kr., vedrørende rodbehandlingen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Indledningsvist skal det bemærkes, at Tandskadeankenævnet er forpligtet til at træffe en materiel korrekt afgørelse, og herunder også kan ændre en tidligere upåklaget delafgørelse om ansvar/erstatning til ugunst for skadelidte. Nævnet ændrer herefter Trygs afgørelse af 9. november 2023, som anført nedenfor. Nævnet finder, at bedst mulig behandling havde været at afmontere broen inden rodbehandling af tanden 6+, som blev udført i august 2023. Herved havde man med overvejende sandsynlighed undgået, at der var sket en gennembrydning af roden på tanden 6+, og at tanden efterfølgende mistes. Skadelidte ville derfor have haft udgiften til en ny 3-leddet bro, uanset om skaden var sket eller ej. Der skal derfor foretages fradrag for udgifter til rodbehandling af tanden 6+, en ny 3-leddet bro samt en plastisk opbygning af tanden 6+. Sagen hjemvises derfor til Tryg med henblik på en ny opgørelse af erstatnings størrelse.

Lovgrundlag:

Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, samt lovbekendtgørelse nr. 1070 af 24. august 2018 om erstatningsansvar § 1