5297/24
Beskrivelse:Nævnet fandt, at skadelidtes nuværende gener med overvejende sandsynlighed ikke havde årsagssammenhæng med tandrensningen, men skyldtes derimod grundlidelsen, svamp i munden og oral lichen planus, som nu var diagnosticeret ved undersøgelse af mundhulen. TSAN tiltrådte således Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. | |
Sagsfremstilling:Sagen drejer sig om en 64-årig mand, der var til undersøgelse den 11. oktober 2019 hos tandlægen. Det blev noteret, at skadelidtes tandkød var rødt og betændt, og der var blødning fra tandkødet. Der blev herefter foretaget en tandrensning. Den 16. september 2020 havde skadelidte oplyst, at der var brændende og skoldet fornemmelse i tandkødet, og skadelidte havde skyllet med klorhexidin i 3 uger uden effekt på generne. Der var mistanke om en svampeinfektion eller lichen planus (kronisk bindevævssygdom i hud og slimhinder). Skadelidte havde den 29. september 2020 oplyst, at det var svært at børste tænderne på grund af smerter i tandkødet, og der sås hvidlige pletter på slimhinderne. Det blev noteret, at skadelidte havde den opfattelse, at tidligere behandler havde været for hård mod tandkødet. Den 22. september 2020 fik skadelidte ordineret medicin mod svamp i mundhulen, og den 17. maj 2021 blev det noteret, at der fortsat var gener i munden. Den 21. maj 2021 fik skadelidte ordineret medicin mod svamp og lichen planus, og den 11. marts 2022 blev der noteret fortsatte gener. Efterfølgende har skadelidtes læge noteret den 28. juni 2022, at lægen ikke var bekendt med, at skadelidte før 2019 skulle have haft en kronisk sygdom i mundhulen eller tænderne. Skadelidte har søgt om erstatning, fordi han mener, at der efter en tandrensning hos tandlægen, opstod smerter i kæben og blev herefter diagnosticeret med sygdommen ’oral lichen planus’. Skadelidte mener derfor, at han efter fejlbehandlingen fik store smerter, og lige siden har haft besvær med at indtage alle former for mad og drikke. | |
Afgørelse fra 1. instans:I brev af 24. oktober 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. 20 stk. 1. Tryg fandt, at skadelidte ikke var blevet påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen. Tryg havde lagt til grund, at der den 11. oktober 2019 blev foretaget en tandrensning, hvor skadelidtes tandkød var rødt, betændt og med blødning. Efterfølgende fik skadelidte gener og fik konstateret svamp samt lichen planus. Tryg fandt, at der muligvis var tidsmæssigt sammenfald mellem tandrensningen og de opståede gener. Der var dog ikke tilvejebragt den nødvendige dokumentation for en årsagssammenhæng mellem på den ene side svampeinfektion samt lichen planus og på den anden side den givne behandling. Det var derfor Trygs konkrete vurdering, at tandrensningen ikke havde forårsaget hverken svampeinfektionen eller lichen planus. Derimod fandt Tryg det for overvejende sandsynligt, at forholdene var opstået som følge af forhold hos skadelidte selv og dermed grundlidelse, og ikke på grund af behandlingen eller mangel på samme. Skadelidte var derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen. Slutteligt anførte Tryg, at hvis der kunne tilvejebringes dokumentation, havde skadelidte mulighed for at søge om genoptagelse, inden for en periode på 10 år fra skadedatoen, 11. oktober 2019, jf. KEL § 59, stk. 2. | |
Anken:Københavns Retshjælp har på vegne af skadelidte anket Trygs afgørelse af 24. oktober 2023 og har i den forbindelse anført, at skadelidte blev bedøvet af tre omgange i forbindelse med tandrensningen, og at tandrensningen var dybere end normalt, hvorved der blev forvoldt en skade. Ligeledes har fuldmagtshaver anført, at skadelidtes gener er opstået i forbindelse med tandrensningen, og ikke har årsag i hans kroniske lidelse, lichen planus. | |
Tandskadeankenævnets afgørelse:Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 24. oktober 2023 med den af Tryg anførte begrundelse. Nævnet finder, at skadelidtes nuværende gener med overvejende sandsynlighed ikke har årsagssammenhæng med tandrensningen, men skyldes derimod grundlidelsen, svamp i munden og oral lichen planus, som nu er diagnosticeret ved undersøgelse af din mundhule. Nævnet tiltræder således Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1. | |
Lovgrundlag:Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1 |