Skip to content

5452/24

Beskrivelse:

Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at det ikke var overvejende sandsynligt, at den udførte operative behandling i form af fjernelse af visdomstænderne i underkæben 8- og -8, var årsagen til skadelidtes nuværende gener fra kæbeled og tyggemuskler. For så vidt angik skadelidtes føleforstyrrelser, tiltrådte nævnet Trygs afgørelse om, at der var sket en erstatningsberettigende skade.

Sagsfremstilling:

Sagen drejer sig om en 23-årige kvinde, der henvendte sig hos specialtandlægen den 26. juni 2023 og fik optaget et panoramarøntgen. Skadelidte fik herefter fjernet tænderne 8- og -8, da de var semiretinerede og der var periodevise smerter.

Efterfølgende kontaktede skadelidte tandlægen den 27. juni 2023 grundet smerter, og den 28. juni 2023 havde lægevagten ordineret smertestillende medicin til skadelidte – skadelidte var hævet i kind og tunge. Det blev noteret den 29. juni 2023, at der var nedsat gabeevne samt føleforstyrrelser i højre side af tungen, hvorefter skadelidte fik ordineret antibiotika som 2-stofsbehandling.

Skadelidte kontaktede tandlægen telefonisk den 6. juli 2023 og oplyste, at smerterne, hævelsen og nedsat gabeevne var aftagende, men at der fortsat var føleforstyrrelser og smagsforstyrrelser. Det blev noteret den 7. september 2023, at skadelidte telefonisk havde oplyst, at føleforstyrrelserne i tungen næsten var væk.

Herefter ringede skadelidte til sin egen tandlæge den 7. juli 2023 og oplyste, at hun følte en knusen i kæben og havde nedsat gabeevne, der var smertejag ved gabning, hvorefter skadelidte blev henvist til tandlæge med særlig interesse for kæbeledsgener. Den 10. juli 2023 blev der hos ny tandlæge noteret, at skadelidte ikke kunne gabe efter fjernelse af visdomstænderne 8- og -8. Skadelidtes kæbeled var begyndt at knase, og der var smerter op langs kindben og næseryg op til tindingen.

Herefter blev skadelidte undersøgt igen den 20. juli 2023, hvor der blev noteret en bedring, og det blev noteret, at skadelidte var kendt med en ukendt type af gigt i rygsøjlen. Ved konsultation den 23. august 2023 blev der noteret ømhed i begge kæbeled, og skadelidte havde føderetention i området for tænderne 8- og -8, hvor tænderne var blevet fjernet. Skadelidte blev instrueret i renhold med skyllesprøjte.

Ved telefonisk kontakt den 12. februar 2024 havde skadelidte oplyst, at der fortsat var føleforstyrrelser i form af sovende fornemmelse i tungen, om end i mindre grad.

Skadelidte har søgt om erstatning, fordi denne mener, at der er sket en skade i forbindelse med fjernelse af visdomstænderne, hvorefter skadelidte ikke kunne åbne munden så godt. Ca. 10 dage efter satte skadelidtes kæbe sig fast, og der var knaselyde fra kæben med stikkende smerte fra gane og opefter.

Afgørelse fra 1. instans:

I brev af 26. februar 2024 traf Tryg afgørelse om, at der var sket en erstatningsberettigende skade, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 4, vedrørende føleforstyrrelser, svarende til højre side af skadelidtes tunge.

Samtidig traf Tryg afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade, jf. KEL § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1, vedrørende gener i form af nedsat gabeevne, lyddannelse og smerter i kæbeled.

Vedrørende nedsat gabeevne, lyddannelse og smerter i kæbeled fandt Tryg, at journalmaterialet dokumenterede, at den kirurgiske behandling udført den 26. juni 2023 blev foretaget i overensstemmelse med erfaren specialiststandard. Der var ikke tidligere notater om kæbeledsgener, men ved ny tandlæge blev det noteret, at skadelidte var kendt med ukendt gigtsygdom i ryggen. Tryg lagde desuden vægt på, at trismus (stivhed i tyggemusklerne) var en kendt og hyppig, om end uheldig, bivirkning til kirurgisk fjernelse af visdomstand, og trismus udgjorde derfor ikke en erstatningsberettigende skade. Nedsat gabeevne var en naturlig konsekvens af trismus. Endelig lagde Tryg vægt på, at tandfjernelsen blev foretaget den 26. juni 2023. Den 29. juni 2023 var der nedsat gabeevne, og den 6. juli 2023 var gabeevnen i bedring. Dagen forinden, den 5. juli 2023, havde skadelidte oplevet jagende smerte fra højre kæbeled. Den 7. juli 2023 blev det oplyst, at skadelidte havde følt en knusen i kæben og nu havde nedsat gabeevne. Og igen 10. juli 2023 blev det noteret, at skadelidte et par dage forinden havde haft knasen i kæbeled og smerter op langs kindben og næseryg op til tindingen. Der var således tale om opståede smerter i kæbeleddet ca. 10 dage efter indgrebet (5. juli 2023), og Tryg vurderede på den baggrund, at der ikke var årsagssammenhæng mellem indgrebet den 26. juni 2023 og skadelidtes kæbeleds-smerter.

Vedrørende føleforstyrrelser i højre side af tungen fandt Tryg, at behandlingen var udført i overensstemmelse med, hvad der efter tandlægefaglig videnskab og erfaring havde været det bedst mulige i situationen. Skadelidtes behandling havde således været i overensstemmelse med, hvad den erfarne specialist ville have gjort på det pågældende område. Tryg lagde vægt på, at der var indikation for fjernelse af tanden 8-, og at der forud herfor var optaget røntgen til diagnostik og vurdering. Der var tale om fastlåst visdomstand med betændelse. Selve indgrebet sås at have fulgt alment anerkendte retningslinjer på området. Der blev fjernet knogle, og tanden 8- blev delt for at lette udtagningen. Bløddelsvævet blev beskyttet i forbindelse med indgrebet. Den opståede komplikation i form af føleforstyrrelser i højre side af tungen vurderede Tryg derfor som en hændelig komplikation til et i øvrigt korrekt udført indgreb. Tryg vurderede, at skaden i form af føleforstyrrelser i højre side af tungen efter kirurgisk fjernelse af visdomstand var en sjælden komplikation, idet dette vurderes at opstå i under 2 % af tilfældene ved denne behandling. Tryg vurderede også, at føleforstyrrelser var relativt alvorlige i forhold til den grundsygdom (fastlåst visdomstand med betændelse), som skadelidte blev behandlet for. Tryg lagde vægt på, at der var tale om et indgreb, som forventeligt medfører kortvarigt ubehag/smerter og betændelse fra området (under en måned), men normalt ikke varige gener. Skadelidtes nuværende gener var som følge af behandlingsskaden derfor mere omfattende, end hvad skadelidte med rimelighed må tåle, set i forhold til sin grundsygdom. Tryg vil kontakte skadelidte omkring juli 2024 med henblik på neurosensorisk undersøgelse hos specialtandlæge.

Anken:

Den 2. april 2024 har skadelidte anket afgørelsen fra Tryg af 26. februar 2024 og har anført, at afgørelsen fra Tryg er behæftet med fejl.

Skadelidte har henvist til, at specialtandlægen har udtalt, at skadelidte har fået degenerationer i begge sine kæbeled, dog værst i højre side, hvilket er opstået efter fjernelse af visdomstænderne. Desuden har skadelidte anført, at hun fra midt februar 2024 har haft kronisk hovedpine og kronisk ørepine, hvilket specialtandlægen mener, er en bivirkning fra operationen. Skadelidte har oplyst, at hun på operationsdagen ikke blev oplyst om eventuelle bivirkninger, og heller ikke undersøgt for hyper mobilitet. Skadelidte har endvidere oplyst, at der fortsat er føleforstyrrelser.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 26. februar 2024 med den af Tryg anførte begrundelse. Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at den udførte operative behandling i form af fjernelse af visdomstænderne i underkæben 8- og -8, er årsagen til skadelidtes nuværende gener fra kæbeled og tyggemuskler. I den forbindelse har nævnet lagt vægt på, at det ikke er overvejende sandsynligt, at maksimal gabning i forbindelse med indgrebet ville give anledning til de opståede komplikationer, medmindre skadelidte allerede forud for behandlingen var prædisponeret for at udvikle problemer i tyggeapparatet. Skadelidtes gener findes dermed at skyldes forhold ved skadelidte selv, som muligvis er blevet forværret i forbindelse med den udførte behandling. For så vidt angår skadelidtes føleforstyrrelser, tiltræder nævnet Trygs afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 4. I den forbindelse skal der indhentes en neurosensorisk undersøgelse.

Lovgrundlag:

Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, samt lovbekendtgørelse nr. 1070 af 24. august 2018 om erstatningsansvar § 1