5307/24
Beskrivelse:Nævnet fandt, at det ikke var overvejende sandsynligt, at der var sket en skade i forbindelse med tandreguleringsbehandlingen, idet de efterfølgende smerter og øvrige symptomer skyldtes forhold ved skadelidte selv, herunder fejlagtigt sammenbid og forskydning af bruskskiven i kæbeleddene. Nævnet tiltrådte derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade. | |
Sagsfremstilling:Sagen drejer sig om en 43-årige kvinde, der fik undersøgt sine tænder den 5. marts 2020 hos tandlægen, da hun ønskede tandregulering med aftagelige skinner. Behandling med aligners blev indledt den 9. marts 2021 og afsluttet den 10. november 2021. Skadelidte fik foretaget plastopbygninger på flere af kindtænderne den 15. september 2022, den 22. september 2022 og den 5. oktober 2022. Den 23. december 2022 blev det noteret, at skadelidte havde oplyst om forkert sammenbid, og den 28. december 2022 blev det noteret, at skadelidte måtte skubbe sin underkæbe frem for at få sin tandstilling til at passe. Tandlægen kunne ikke konstatere forhold, som indikerede fejlagtig tandstilling, hvorefter skadelidte blev anbefalet kontakt til en specialist i bidfunktion. Den 20. februar 2023 blev der foretaget en bidfunktionsundersøgelse hos tandlægen, og det blev noteret, at der sås forskydning af brusskiven i venstre kæbeled samt betændelse omkring ledkapslen. På den baggrund blev der indledt behandling med skinne i overkæben den 5. juni 2023, så sammenbiddet kunne vurderes. Den 22. august 2023 blev det noteret, at skadelidte ikke længere oplevede smerter fra kæbeled eller tyggemuskler efter fuldtidsbrug af skinnen. Skadelidte har søgt om erstatning, fordi denne mener, at tandreguleringsbehandlingen med aligners hos tandlægen har givet anledning til gener og symptomer fra tyggemuskler og kæbeled samt følelsen af fejlagtigt sammenbid. | |
Afgørelse fra 1. instans:I brev af 9. november 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. 20 stk. 1. Tryg fandt, at der ikke var tidsmæssig sammenhæng mellem den udførte tandreguleringsbehandling og skadelidtes symptomer, idet behandlingen blev udført i 2021, og skadelidte kontaktede først tandlægen med symptomerne omkring 13 måneder senere. Derudover fik skadelidte foretaget plastopbygninger på flere tænder efter tandreguleringsbehandlingen. Tryg fandt det overvejende sandsynligt, at plastopbygningerne havde været årsagen til skadelidtes symptomer (fornemmelse af fejlagtigt sammenbid). Tryg lagde vægt på, at det den 20. februar 2023 blev noteret, at skadelidtes symptomer kunne være opstået som følge af en betændelse omkring ledkapslen ved kæbeled i venstre side grundet forskydning af bruskskiven i kæbeleddet, som var grundlidelse. Tryg vurderede, at behandlingen med skinne fra den 20. februar 2023 havde været behandling af skadelidtes grundlidelse, hvilket ikke var en skade. Der var dermed ikke sket en erstatningsberettigende skade som følge af tandreguleringsbehandlingen, hvorfor skadelidte ikke var berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen. | |
Anken:Skadelidte har anket Trygs afgørelse af 9. november 2023 og har henvist til, at hendes lægerapport viser, at hun aldrig har haft problemer med kæbe, nakke eller ryg før tandkorrektion med usynlig bøjle blev gennemført. Skadelidte har gennemgået forløbet hos tandlægen og har refereret til, at der mangler billeder fra hendes tandstilling for hele 2021 til og med 27. maj 2022. Desuden har skadelidte vedhæftet journaler fra egen læge, kiropraktor, fra specialtandlægen og to andre tandlæger. | |
Tandskadeankenævnets afgørelse:Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 9. november 2023 med den af Tryg anførte begrundelse. Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at der er sket en skade i forbindelse med tandreguleringsbehandlingen, idet de efterfølgende smerter og øvrige symptomer skyldes forhold ved skadelidte selv, herunder fejlagtigt sammenbid og forskydning af bruskskiven i kæbeleddene. Desuden finder nævnet, at der kan indledes en fornyet tandreguleringsbehandling under samme forudsætninger som forud for behandlingen i 2021. Det forhold, at behandlingen skal laves om, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand. Der kan derfor ikke tilkendes erstatning for fornyet tandreguleringsbehandling. Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1 nr. 1. | |
Lovgrundlag:Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1 |