5250/23
Beskrivelse:Nævnet fandt, at tandlægen har levet op til gældende specialiststandard i forhold til diagnostik og behandling af tanden -8 og dernæst tanden -6. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. | |
Sagsfremstilling:Sagen drejer sig om en 50-årige mand, som henvendte sig hos tandlægen for første gang den 27. januar 2023, fordi der var smerter i visdomstanden -8. Ved hjælp af et røntgenbillede opdagede tandlægen, at der var dyb caries i tanden, hvorfor tanden blev fjernet ved et operativt indgreb. Det blev journaliseret, at der var blevet lagt lokalbedøvelse, hvorefter den bagudvendende rod på tanden -8 knækkede og herefter blev fjernet. Skadelidte henvendte sig herefter hos tandlægen den 30. januar 2023, fordi der var hævelse samt smerter fra området, hvorefter denne fik ordineret antibiotika. Hævelsen var vedvarende, og den 23. februar 2023 blev det noteret, at der klinisk ikke sås tegn på sygdom, og at helingen var igang. Skadelidte henvendte sig herefter hos tandlægen den 23. marts 2023, fordi der var gener, og tandlægen mente, at det var tanden -6, som udløste disse. Det blev noteret, at der var pus fra tandkødslommen samt caries i tanden og en løs fyldning. Skadelidte har søgt om erstatning, fordi denne mener, at tandudtrækningen af -8 har forårsaget betændelse med behov for antibiotika, og efterfølgende er der opstået gener og smerter ved en anden tand, herunder -6. | |
Afgørelse fra 1. instans:I brev af 21. juni 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1 og § 20, stk. 1. Tryg fandt, at der var klar indikation for at fjerne tanden -8, grundet dyb caries, og i perioden frem til den 23. marts 2023 var der ikke tegn på sygdom i området ved visdomstanden. Der var fin heling. Efterfølgende opstod der gener/smerter ved tanden -6, og tandlægen konstaterede, at fyldningen var løs. Der var betændelse fra tandkødslommen og røntgen dokumenterede, at der var rodspidsbetændelse ved tanden. Tryg fandt, at det med overvejende sandsynlighed var tanden -6, som var årsagen til smerterne, med årsag i grundlidelsen caries, og dermed ikke fjernelse af tanden -8. Skadelidte kontaktede herefter Tryg ved brev af 21. juli 2023 og anmodede om en genoptagelse af sagen grundet forløb med betændelse og smerter efter fjernelse af en visdomstand. Tryg afviste at genoptage sagen i afgørelse af 5. september 2023, eftersom der ikke blev vurderet grundlag for at genoptage sagen efter de forvaltningsretlige regler om genoptagelse. Tryg fandt, at skadelidtes seneste brev ikke indeholdte nye faktiske eller retlige oplysninger i forhold til den anmeldelse/de oplysninger, som tidligere var blevet indsendt, eftersom der ikke havde været tale om varige gener efter tandfjernelsen, og visdomstanden var behandlingskrævende. Slutteligt fandt Tryg, at kortvarige gener/smerter ikke kan undgås, grundet betændelse, og behandlingen var udført efter erfaren specialiststandard. Genoptagelse er ansøgt før udløb af fristen for at anke Trygs afgørelse af 21. juni 2023. Denne frist var derfor afbrudt efter en måneds forløb i medfør af forvaltningslovens § 20, stk. 3. I Trygs afgørelse af 5. september 2023 var der alene oplyst om en ankefrist på 3 måneder. Da anken var modtaget den 30. november 2023 og dermed inden udløbet af den oplyste ankefrist. Tandskadeankenævnet har derfor set bort fra overskridelsen af ankefristen for så vidt angår Trygs afgørelse af 21. juni 2023, jf. KEL § 58 b, stk. 3, jf. § 3, stk. 2, 2. pkt. i Tandskadeankenævnets forretningsorden. | |
Anken:Skadelidte har anket Trygs afgørelse af 21. juni og 5. september 2023 med påstand om erstatning. | |
Tandskadeankenævnets afgørelse:Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 21. juni og 5. september 2023 med de af Tryg anførte begrundelser. Nævnet finder ud fra det foreliggende materiale, at tandlægen har levet op til gældende specialiststandard i forhold til diagnostik og behandling af tanden -8 og dernæst tanden -6. Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1. | |
Lovgrundlag:Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1 |