Skip to content

5309/24

Beskrivelse:

Nævnet fandt, at skadelidtes anmodning om genoptagelse samt anken ikke indeholdte nye faktiske og væsentlige oplysninger i forhold til den anmeldelse/de oplysninger, som skadelidte tidligere har sendt. I den forbindelse findes det ikke overvejende sandsynligt, at skadelidtes beskrevne gener havde årsagssammenhæng med tandfjernelserne. Nævnet tiltrådte således Trygs afgørelse om, at sagen ikke kunne genoptages.

Sagsfremstilling:

Sagen drejer sig om en 48-årige kvinde, der henvendte sig hos tandlægen den 30. oktober 2020 på grund af tandsmerter, og ved hjælp af et røntgenbillede af visdomstanden -8, blev der konstateret dyb caries i tanden.

Den 1. december 2020 blev visdomstanden -7 fjernet ved, at kronen blev delt, og der blev fjernet knogle ved tanden. Det blev noteret den 7. december 2020, at skadelidte telefonisk havde oplyst, at der havde været mange problemer efter operationen, og at skadelidte var blevet klippet i læben, samt havde en hudflap i kinden samt tandkødet føltes mærkeligt.

Den 9. december 2020 blev skadelidte behandlet med smertestillende indlæg (eugenol-meche) på grund af smerter fra operationssåret.

Den 15. december 2020 fik skadelidte fjernet suturer, og det blev noteret, at der var normale forhold omkring føleevnen, samt pæn heling.

Den 25. februar 2021 blev det noteret, at der var caries i tanden 7+, og den 1. marts 2021 blev der konstateret caries i tanden 8+. Den 9. marts 2021 blev tænderne 8+ og 7+ fjernet.

Skadelidte blev tilset den 23. marts 2021 i forbindelse med en kontrol, og det blev noteret, at der var lidt smerter efter tandfjernelserne, men normale forhold vedrørende føleevnen.

Skadelidte har søgt om erstatning, fordi denne mener, at der er sket en skade hos tandlægen, i forbindelse med behandling af visdomstanden samt nabotanden.

Afgørelse fra 1. instans:

I brev af 25. april 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. 20 stk. 1. Tryg fandt, at skadelidte ikke var blevet påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg lagde vægt på, at der var grundlag for at fjerne visdomstanden -8, grundet dyb caries i tanden, og der var grundlag for fjernelse af tænderne 8+ og 7+ grundet caries. Tryg vurderede, at det ikke var overvejende sandsynligt, at en behandling med fjernelse af en tand kunne medføre problemer i form af, at mad gled af de øvrige tænder, eller at de øvrige tænder voksede ud af tandkødet. Tryg fandt, at der ikke var forhold ved selve behandlingerne, som indikerede, at behandlingerne ikke var foretaget bedst muligt efter de gældende retningslinjer.

I forhold til smerterne i kæben fandt Tryg, at der var grundlag for at fjerne tænderne -8, 8+ og 7+, grundet caries. Journalnotat af 9. december 2020 dokumenterede, at skadelidte efter fjernelsen af tanden i venstre side fik smerter, som blev behandlet med efterfølgende pæn heling. Journalnotat af 23. marts 2021 dokumenterede, at skadelidte efter fjernelsen af tænderne i højre side af overkæben havde lidt smerter, men at der ellers ikke var andet. Det efterfølgende journalnotat omtalte ikke forhold omkring smerter fra kæben af nogen art.

Ud fra en konkret vurdering af sagens foreliggende oplysninger vurderede Tryg, at det ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, at der med overvejende sandsynlighed var sket en skade i form af vedvarende smerter efter behandling med fjernelsen af tænderne. Tryg lagde vægt på, at journalmaterialet i sagen ikke indeholdte informationer herom, og anførte i den forbindelse, at en periode med smerter/gener af varierende karakter på op til 14 dages efter en behandling med fjernelse af tænder var normalt og forventeligt. Slutteligt lagde Tryg vægt på, at det var normalt med smerter, som krævede behandling med eugonol-meche (smertestillende indlæg).

Den 13. september 2023 afviste Tryg at genoptage sagen, da skadelidte havde anmodet om genoptagelse grundet mange smerter i tænder og kæber. Den 22. december 2023 anmodede skadelidte om genoptagelse af sagen på ny, og Tryg fandt, at der ikke var grundlag for at genoptage sagen.

Anken:

Skadelidte har anket Trygs afgørelse af 22. december 2023, da skadelidte ikke er enig i afgørelsen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 22. december 2023 med den af Tryg anførte begrundelse. Nævnet finder, at skadelidtes anmodning om genoptagelse samt anken ikke indeholder nye faktiske og væsentlige oplysninger i forhold til den anmeldelse/de oplysninger, som skadelidte tidligere har sendt. I den forbindelse findes det ikke overvejende sandsynligt, at skadelidtes beskrevne gener har årsagssammenhæng med tandfjernelserne. Nævnet tiltræder således Trygs afgørelse om, at sagen ikke kan genoptages.

Lovgrundlag:

Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1