Skip to content

5462/24

Beskrivelse:

Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der var sket en erstatningsberettigende skade, da bedst mulig behandling havde indebåret behandling af blødningen fra tandkødet ved tanden +8, inden der blev foretaget aftryk. Vedrørende tanden -6 fandt nævnet, at der skulle være sket rettidig diagnosticering og behandling af caries.

Sagsfremstilling:

Sagen drejer sig om en 51-årig kvinde, som henvendte sig hos tandlægen den 16. april 2020 på grund af en tabt fyldning i tanden -6, hvorefter tanden blev behandlet med en midlertidig fyldning, og skadelidte blev anbefalet en krone på tanden, som blev monteret på tanden den 20. maj 2020. I den forbindelse blev det noteret, at kronen umiddelbart ikke passede, hvorfor den blev beslebet, så den kunne komme på plads. Den 20. juli 2020 blev der fjernet overskydende cement fra monteringen af kronen på tanden -6.

Herefter henvendte skadelidte sig hos tandlægen den 24. august 2022, fordi der var gener fra tænderne -67. Området blev røntgenfotograferet, og skadelidte blev anbefalet brug af mellemrumsbørster i stedet for tandstikker. Den 19. september 2022 var tanden +7 knækket, hvorefter denne blev behandlet med en plastfyldning, og skadelidte blev anbefalet en krone på tanden. Kronebehandlingen blev indledt den 24. januar 2023. Der var en del problemer med aftrykstagning på grund af skadelidtes opkastningsfornemmelser, og dels på grund af blødning fra tandkødet på grund af tilboring under tandkødet. Tanden +7 blev herefter fjernet. Samme dag blev tanden 6- behandlet med plast på ydersiden, og i den forbindelse opstod der en ansamling af luft (emfysem), svarende til højre kind, som strakte sig ned på halsen. Der blev optaget en oversigtsrøntgen af tænder og kæber, og skadelidte blev anbefalet at kontakte egen læge. Den 17. april 2023 konsulterede skadelidte en ny tandlæge med henblik på vurdering af behandlingen, som endte med fjernelse af tanden +7.

Den 11. maj 2023 blev skadelidte undersøgt for en mørk revne under kronen på tanden -6. Ved hjælp af røntgen blev der konstateret caries under kronen på tanden -6. Tanden blev behandlet med en midlertidig fyldning, og skadelidte blev informeret om, at tanden havde en dårlig prognose for bevarelse.

Skadelidte har søgt om erstatning, fordi kronebehandlingen af tanden -6 har været utilstrækkelig, hvilket har medført caries og en dårlig prognose for bevarelse af tanden.

Afgørelse fra 1. instans:

I brev af 9. april 2024 traf Tryg afgørelse om, at der var sket en erstatningsberettigende skade vedrørende tab af tænderne -6 og +7. Samtidig anførte Tryg, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade vedrørende emfysemet.

Tryg fandt, at der med overvejende sandsynlighed var sket en skade i form af tab af tænderne -6 og +7 som følge af tandbehandlingen. Tryg lagde vægt på, at røntgen viste, at det ville være svært at få renboret tanden -6 og samtidig opretholde det biologiske breddeprincip med den efterfølgende kronebehandling. Herudover lagde Tryg vægt på, at røntgen viste, at ringgrebet på kronen på tanden -6 ikke var tæt og sikkert. Yderligere lagde Tryg vægt på, at røntgen viste, at der var caries i forbindelse med kronen bagtil på tanden -6, og at røntgen viste total destruktion af tanden -6 som følge af caries. På den baggrund vurderede Tryg, at tanden -6 ikke kunne bevares. I forhold til behandlingen vurderede Tryg, at den erfarne specialist ville have renboret tanden -6, og derefter monteret en krone på tanden med et tæt og sikkert ringgreb. Herved havde tabet af tanden -6 med overvejende sandsynlighed været undgået.

Vedrørende tanden +7 lagde Tryg vægt på, at røntgen viste, at tanden +7 sad højt i kæben, og der blev behandlet med en større fyldning, men at tanden ikke var blevet boret ren for caries. På den baggrund kunne det ikke udelukkes, at det var nødvendigt at tilbore tanden +7 delvist under tandkødet. Dette var ikke en fejlbehandling, men betød, at tandkødet efterfølgende kunne være blødende, hvorfor det kunne være nødvendigt at udskyde aftrykstagningen eller iværksætte behandlingen af blødningen, inden der blev taget aftryk. Tryg lagde også vægt på, at tanden +7 var blevet fjernet, fordi aftrykstagningen var udfordrende, og fordi der var foretaget tilboring af tanden under tandkødet. Tryg vurderede herefter, at den erfarne specialist ville have foretaget behandling af blødningen fra tandkødet om tanden +7, inden der blev foretaget aftryk, eller alternativt ville den erfarne specialist have behandlet tanden med en tætsluttende midlertidig fyldning og givet en ny tid til aftrykstagning, når tandkødet var faldet til ro. Herved havde det med overvejende sandsynlighed været muligt at tage aftryk, og derefter montere krone på tanden. Tanden kunne på den måde med overvejende sandsynlighed være bevaret.

Vedrørende emfysem lagde Tryg vægt på, at røntgen viste, at fyldningen på ydersiden af tanden 6- lå ned over rodoverfladen. Det betød, at der i forbindelse med renboring af tanden i sjældne tilfælde kunne være mulighed for at puste luft fra boremaskinen ind under tandkødet og derved danne en luftlomme (emfysem). Tryg fandt, at et emfysem som dette ikke ville kunne medføre, at en lunge klappede sammen, og dette blev også bekræftet ved undersøgelse på skadestuen. Emfysemet havde dermed ikke medført negative konsekvenser i form af et forøget behandlingsbehov, og derfor var der ikke sket en erstatningsberettigende skade.

Anken:

Den 29. april 2024 har tandlægen anket afgørelsen fra Tryg af 9. april 2024, idet der ikke er enighed om, at der ikke var et sikkert ringgreb rundt om tanden. Det anføres i anken, at der var blevet renboret inden tanden blev gjort klar til krone. Tandlægen skriver, at han ikke ved, hvorfor kronen har været utæt, og der var løbende blevet taget røntgenkontroller af tanden.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 9. april 2024 med den af Tryg anførte begrundelse. Nævnet finder, at bedst mulig behandling havde indebåret behandling af blødningen fra tandkødet ved tanden +8, inden der blev foretaget aftryk. Efterfølgende, når tandkødet var faldet til ro, kunne man have taget aftryk og behandlet tanden med en krone.

Vedrørende tanden -6 skulle der være sket rettidig diagnosticering og behandling af caries. Herved er det overvejende sandsynligt, at tænderne ikke var mistet.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Lovgrundlag:

Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1