Skip to content

5440/24

Beskrivelse:

Nævnet fandt, at destruktionen af tanden -6 var så omfattende, at kronebehandlingen var en nødvendighed for at sikre en fornuftig langtidsprognose for tanden. Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse. Desuden tiltrådte TSAN fradragets størrelse.

Sagsfremstilling:

Sagen drejer sig om en 52-årig skadelidte, som henvendte sig hos tandlægen den 26. april 2019, fordi tanden -6 (tidl. endo) var knækket, hvorefter tanden blev behandlet med en stiftopbygning.

Den 1. maj 2019 blev der noteret betændelse og hævelse ved tanden, og ved hjælp af et røntgenbillede blev der konstateret overskud af cement mellem tandens rødder, hvorefter skadelidte fik ordineret antibiotika.

Tanden -7 var knækket i niveau med tandkødet den 25. februar 2020, hvorefter tanden blev fjernet den 26. februar 2020.

Skadelidte havde smerter i tanden -5 den 14. januar 2021, hvorefter rodbehandlingen blev udført, og tanden aflukket med en plastfyldning. Tanden blev behandlet med en ny plastfyldning den 18. maj 2021, og den 20. december 2021 konstaterede ny tandlæge, at der var betændelse ved tanden -6, og roden var blevet gennembrudt, da rodstiften var placeret mellem tandens rødder, hvorefter tanden blev fjernet den 12. januar 2022.

Skadelidte har søgt om erstatning, fordi hun mener, at der skete en skade i forbindelse med behandling af tanden -6.

Afgørelse fra 1. instans:

I brev af 27. april 2022 traf Tryg afgørelse om, at der var sket en erstatningsberettigende skade, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 20, stk. 1, nr. 1, vedrørende gennembrydning og dermed tab af tanden -6. Tryg fastsatte et fradrag på kronebehandlingen på 6.000,00 kr.

Vedrørende tænderne -7 og -5 var der ikke sket en erstatningsberettigende skade, jf. KEL § 19, stk. 1.

Tryg fandt, at skadelidte med overvejende sandsynlighed var blevet påført en skade i form af en gennembrydning af tandroden samt displacering af en rodstift i tanden -6 som følge af behandlingen. Tryg lagde vægt på, at tanden -6 blev behandlet med en rodstift den 26. april 2019, og at der efterfølgende den 20. december 2021 blev optaget et røntgenbillede af tanden, som viste, at der var betændelse på tanden samt en gennembrydning, og en displacering af rodstiften mellem tandens rødder. Afslutningsvist lagde Tryg vægt på, at tanden blev fjernet den 12. januar 2022.

Tryg vurderede, at gennembrydningen og displaceringen af rodstiften med overvejende sandsynlighed medførte, at der opstod betændelse på tanden, og at tanden ikke kunne bevares og derfor blev fjernet. I forlængelse heraf vurderede Tryg, at gennembrydningen og displaceringen medførte et behov for yderligere behandling i form af fjernelse af tanden og erstatning af tanden med et implantat. Den erfarne specialist ville have foretaget skånsom udboring til rodstiften og sørget for, at udboringen havde fulgt rodkanalens forløb. Herved havde man med overvejende sandsynlighed undgået tabet af tanden -6 med behov for implantaterstatning til følge.

Vedrørende tænderne -5 og -7 fandt Tryg, at tabet af tanden -7 med overvejende sandsynlighed skyldtes skadelidtes grundlidelse i form af svækkelse af tanden, og manglende tandsubstans som følge af tidligere behandling af tanden med en stor plastisk fyldning. Vedrørende tanden -5 fandt Tryg, at behovet for rodbehandling udgjorde behandling af tandens grundlidelse, idet røntgenbilledet af 2. maj 2019 dokumenterede, at der var et stort hul i tanden med relation til tandens nervekammer. Det faktum, at behandlingen først blev udført i januar 2021, havde ikke medført negative konsekvenser eller øget behandlingsbehov, da behandlingen kunne udføres under væsentligt samme omstændigheder.

Den 14. juni 2022 traf Tryg afgørelse om, at skadelidte var berettiget til 2.016,00 kr. i erstatning samt renter, svarende til udgifter i forbindelse med fjernelse af tanden -6 og lokalbedøvelse.

Den 1. november 2022 godkendte Tryg et behandlingsoverslag, vedrørende erstatning af tanden -6 med implantatbåren krone på i alt 17.427,87 kr.

Den 14. februar 2024 traf Tryg en afgørelse om, at skadelidte var berettiget til 13.025,00 kr. i erstatning, svarende til udgifter i forbindelse med behandling af området for tanden -6 med implantatbåren krone på i alt 11.835,00 kr., transportudgifter på 300,00 kr., samt godtgørelse for svie og smerte på i alt 690,00 kr. Tryg fratrak 6.000,00 kr. i erstatningen, svarende til kroneudgiften på tanden, hvis skaden ikke var sket.

Anken:

Den 8. marts 2024 har skadelidte anket afgørelsen fra Tryg af 14. februar 2024, da hun kun har fået refunderet 13.025,00 kr. i erstatning, og dermed har haft en egen udgift på 2.800,00 kr. Samtidig har skadelidte anført, at hun på grund af smerter var nødsaget til at gå til anden tandlæge, inden forsikringen blev søgt og bevilliget.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 14. februar 2024 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at destruktionen af tanden -6 var så omfattende, at kronebehandlingen var en nødvendighed for at sikre en fornuftig langtidsprognose for tanden. Bedst mulig behandling havde været at forsyne tanden med en krone, hvorfor der skal foretages et fradrag for kronebehandlingen, da der alene tilkendes erstatning for merudgifter som følge af skaden og ikke for udgifter, som du under alle omstændigheder skulle have afholdt, hvis skaden ikke var sket. Desuden tiltrædes fradragets størrelse.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Lovgrundlag:

Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, samt lovbekendtgørelse nr. 1070 af 24. august 2018 om erstatningsansvar § 1.