Skip to content

5431/24

Beskrivelse:

Nævnet fandt, at den fornyede rodbehandling af tanden 6- levede op til gældende specialiststandard. Det forhold, at der skete genopblussen af rodspidsbetændelsen i juli 2023, havde med overvejende sandsynlighed ikke årsag i rodbehandlingen, men derimod i en mulig rodfraktur eller subpulpal (fraktur af tanden under tandnervens niveau). 'Dry socket' var en almindelig komplikation til udtrækning af tanden. Nævnet tiltrådte derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade.

Sagsfremstilling:

Sagen drejer sig om skadelidte, som henvendte sig hos tandlægen den 1. februar 2018 for at få undersøgt sine tænder. Ved hjælp af et røntgenbillede blev der konstateret rodspidsbetændelse ved tanden -6, hvorefter revis blev indledt den 20. marts 2018. Tandlægen anbefalede skadelidte at få kronet tanden den 4. juli 2019 og den 18. oktober 2022.

Den 13. juli 2023 var der smerter i tanden, og ved hjælp af et røntgenbillede blev der konstateret omfattende rodspidsbetændelse ved tanden, og det blev mistænkt, at der var sket en fraktur af tandroden. Tanden -6 blev fjernet den 6. september 2023. Den 8. september 2023 blev det noteret, at skadelidte havde smerter fra området samt dårlig lugt fra såret, hvorefter der blev skyllet med saltvand. På grund af vedvarende smerter i tanden blev der diagnosticeret ”dry socket” den 11. september 2023, hvorefter der blev skyllet med klorhexidin samt ilagt en meche med smertestillende, hvilket blev gentaget den 12. september 2023. Til kontrol den 26. september 2023 blev det noteret, at der sås fin heling ved området, men der var en skarp knoglekant, som med tiden ville remodulæres.

Skadelidte har søgt om erstatning, fordi denne mener, at en rodbehandlet tand blev fjernet, hvorefter der opstod ”dry socket”.

Afgørelse fra 1. instans:

I brev af 30. november 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1. Tryg fandt, at skadelidte efter rodbehandling af tanden 6- blev anbefalet kronebehandling af tanden henholdsvis i 2019 og 2022 for at forhindre fraktur af tanden, hvilket ikke blev indledt.

Tryg lagde vægt på, at røntgenbilledet af 13. juli 2023 dokumenterede rodspidsbetændelse samt tegn på, at tanden var revnet på langs. På den baggrund vurderede Tryg, at der var indikation for fjernelse af tanden den 6. september 2023. I forbindelse med tandudtrækningen blev tandkronen delt og fjernet, hvorefter tandrødderne blev delt og fjernet enkeltvis. Knoglen blev herefter skyllet med saltvand. Efter tandfjernelsen havde skadelidte stærke smerter, og der blev diagnosticeret ”dry socket”.

På baggrund af operationsbeskrivelsen fandt Tryg, at udtrækning af tanden var blevet udført i overensstemmelse med erfaren specialiststandard. Det forhold, at der opstod ”dry socket”, var en hændelig biologisk komplikation, der havde årsag i enzymer i spyttet og udgjorde ikke en behandlerpåført skade. Tilstanden med ”dry socket” blev herefter behandlet i overensstemmelse med fagligt anerkendte principper, og det blev den 26. september 2023 noteret, at der var fin heling i området. Som følge heraf var det Trygs konkrete vurdering, at hvis skadelidte fortsat havde gener, kan dette have årsag i den skarpe knoglekant ved såret, hvilket på sigt vil modulæres over, og udgjorde heller ikke en skade i lovens forstand. Samlet set vurderede Tryg, at der i forbindelse med behandling af tanden 6- ikke var sket en erstatningsberettigende skade, hvorfor skadelidte ikke var berettiget til erstatning efter tandbehandlingen.

Anken:

Den 28. februar 2024 har skadelidte anket afgørelsen fra Tryg af 30. november 2023, da skadelidte ikke mærkede til tanden inden revis blev indledt. Skadelidte mener ikke, at åbningen af tanden igen har været lavet ordentligt tilbage i 2018.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 30. november 2023 med den af Tryg anførte begrundelse. Nævnet finder ud fra det foreliggende materiale, at den fornyede rodbehandling af tanden 6- lever op til gældende specialiststandard, hvilket understøttes af røntgenbillede optaget i juni 2019, som dokumenterer, at rodspidsbetændelsen ved tanden 6- ses at være helet. Det forhold, at der sker genopblussen af rodspidsbetændelsen i juli 2023, har med overvejende sandsynlighed ikke årsag i rodbehandlingen, men derimod i en mulig rodfraktur eller subpulpal (fraktur af tanden under tandnervens niveau). Nævnet finder videre, at fjernelse af tanden 6- er udført bedst muligt under de givne omstændigheder, selv om der senere opstod ”dry socket”, hvilket er en almindelig komplikation til udtrækning af tanden. Komplikation med ”dry socket” er ikke tilstrækkelig sjælden og alvorlig set i forhold til grundlidelsen i form af behov for fjernelse af tanden 6-. Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Lovgrundlag:

Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1