Skip to content

5272/24

Beskrivelse:

Nævnet fandt, at tanden +6 med overvejende sandsynlighed var tabt som følge af grundlidelser, cyste på tanden samt revner, som ikke var forårsaget af den knækkede rodfil i forbindelse med rodbehandlingen. Nævnet tiltrådte således Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade.

Sagsfremstilling:

Sagen drejer sig om en 49-årige kvinde, der tidligere havde fået rodbehandlet tanden i 2014 hos anden tandlæge, grundet fraktur af tanden, dybt hul samt rodspidsbetændelse. Ved hjælp af et røntgenbillede den 21. februar 2022 blev der konstateret gode rodspidsforhold ved tanden +6, hvorfor skadelidte blev anbefalet krone på tanden. Den 8. marts 2023 blev det noteret, at skadelidte var blevet tilset af en øre-næse-hals-læge, grundet vedvarende symptomer samt infektion i den ene kæbehule i venstre side. Der blev optaget en 3D-scanning, og det blev noteret, at denne viste tegn på infektion med gennembrydning af kæbehulen, samt manglende rodfyldning af én rodkanal i tanden +6, hvorfor skadelidte blev henvist til en rodbehandlingsspecialist. Efterfølgende henvendte skadelidte sig hos tandlægen den 31. marts 2023, og det blev noteret, at der var rodspidsbetændelse på tanden +6 med mulig forbindelse til kæbehulen. Herefter blev der indledt en fornyet rodbehandling af tanden +6, og i den forbindelse knækkede der en rodfil i tanden. Den 26. april 2023 konstaterede tandlægen, at der var en revne udenpå tanden, samt en gennemgående revne i tanden, hvorfor tanden ikke var bevaringsværdig. Tanden +6 blev fjernet kirurgisk ved specialtandlægen den 3. maj 2023, og det blev noteret, at tandens rødder havde tæt kontakt til sinus, og der sås en stor cyste, som gennembrød kæbehulen. Skadelidte har søgt om erstatning, fordi denne mener, at der er sket en skade den 26. april 2023 i forbindelse med behandling hos tandlægen. Skadelidte oplyser, at der ved behandling af tandroden ved 2. behandling viste sig, at tanden ikke kunne færdigbehandles, hvorfor denne blev anbefalet fjernelse af tanden.

Afgørelse fra 1. instans:

I brev af 20. november 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1 og § 20, stk. 1. Tryg fandt, at der var tandlægefagligt grundlag for at foretage en fornyet rodbehandling af tanden +6 den 31. marts 2023, da der var tegn på rodspidsbetændelse med mulig forbindelse til kæbehulen. Herudover lagde Tryg vægt på, at journalnotat af 31. marts 2023 dokumenterede, at der i forbindelse med revisionsrodbehandlingen knækkede en rodfil i tanden +6. Tryg anførte, at en knækket rodfil kan fungere som en tilstrækkelig rodfyldning i tanden, hvilket betyder, at en knækket rodfil ikke i sig selv er en skade i lovens forstand. Ifølge lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet er der kun sket en skade, hvis den knækkede rodfil medfører negative konsekvenser for tanden i form af behov for en mere omfattende behandling end den behandling, der var nødvendig under alle omstændigheder som følge af betændelsen eller tandens generelle stand. Tryg fandt, at tanden +6 havde en gennemgående revne den 26. april 2023, og den 3. maj 2023 blev tanden fjernet kirurgisk. Tryg vurderede på baggrund af sagens samlede akter, at tanden +6 med overvejende sandsynlighed var tabt som følge af tandens grundlidelse, rodspidsbetændelse samt dybt hul i tanden, hvilket tilsammen havde medført svækkelse af tanden i form af gennemgående revne. Tryg anførte desuden, at det var en velkendt følgevirkning til rodbehandlede tænder, at der senere kom revnedannelse i tanden, og en sådan revne ofte kunne være så smal, at den ikke kan ses med det blotte øje, når rodoverfladen inspiceres af tandlægen. Slutteligt anførte Tryg, at skadelidtes grundlidelse beskrev forhold ved denne eller tanden selv, som ikke skyldtes den anmeldte behandling. På den baggrund vurderede Tryg, at behandlingen og i sidste ende tabet af tanden +6 kunne henføres til skadelidtes grundlidelse, hvorfor skadelidte ikke var berettiget til erstatning efter behandling. Slutteligt anførte Tryg, at spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for rodbehandling foretaget den 31. marts 2023 var en sag mellem skadelidte og den tandlæge, der udførte behandlingen, og at der ved uenighed kunne indbringes en sag for Styrelsen for Patientklager, eller indledes et civilt søgsmål mod tandlægen.

Anken:

Skadelidte anker herefter Trygs afgørelse af 20. november 2023, eftersom hun er uenig i afgørelsen, da hun mener, at der er blevet forårsaget en skade på tanden.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 20. november 2023 med den af Tryg anførte begrundelse. Nævnet finder, at tanden +6 med overvejende sandsynlighed mistes som følge af grundlidelser, cyste på tanden samt revner, som ikke kan være forårsaget af den knækkede rodfil i forbindelse med rodbehandlingen. Tanden havde en dårlig prognose inden rodbehandlingen blev indledt, hvorfor den knækkede rodfil ikke har haft indflydelse på tab af tanden. Nævnet tiltræder således Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Lovgrundlag:

Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1