5280/24
Beskrivelse:Tandskadeankenævnet ændrede Trygs afgørelse til ulempe for skadelidte. Nævnet fandt, at tanden +6 med overvejende sandsynlighed kunne være behandlet via rodbehandling, opbygning og krone, hvilket svarede til tandens behandlingsbehov i 2019. Den af Tryg tilkendte ret til erstatning bortfaldt. | |
Sagsfremstilling:Sagen drejer sig om en 55-årig mand, som fik et forøget behandlingsbehov for tanden +6. Skadelidte henvendte sig hos tandlægen den 19. oktober 2016, fordi tanden +6 var knækket, hvorefter denne blev behandlet med en plastfyldning. Efterfølgende var tanden knækket igen, hvorefter denne blev repareret med en plastfyldning den 30. juli 2018. Ved hjælp af et sammenbidsrøntgen den 8. januar 2019 blev der konstateret lidt fyldningsoverskud bagerst på tanden +6. Ved undersøgelse den 16. april 2019 blev det noteret, at der var symptomer i tanden +6, men det blev aftalt at se tiden an. Tanden +6 blev røntgenfotograferet den 13. november 2019, og der blev ikke fundet behandlingskrævende tilstande ved tanden. Som følge af fraktur den 3. januar 2022 og den 24. november 2022 blev tanden repareret med plast. Som følge af vedvarende gener fra tanden +6 blev tanden aflastet i højden den 22. december 2022, og ved sidste undersøgelse hos tandlægen blev det den 24. januar 2023 noteret, at der ikke længere var symptomer fra tanden. Den 9. maj 2023 henvendte skadelidte sig hos ny tandlæge, da tanden +6 var knækket. I den forbindelse blev der optaget røntgen, og der blev konstateret caries under fyldningen i tanden +6 samt på tandens rod. Skadelidte blev informeret om behandlingsmuligheder og ønskede at få fjernet tanden. Tanden blev fjernet den 26. juni 2023, da der var betændelse i tandens nerve, og der var mistet tandbærende knogle ved tanden. Skadelidte har søgt om erstatning, fordi denne mener, at en tandlæge har overset caries i tanden +6 i november 2022. | |
Afgørelse fra 1. instans:I brev af 5. januar 2024 traf Tryg afgørelse om, at der var sket en erstatningsberettigende skade, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 21, stk. 1, jf. 20, stk. 1, nr. 1. Tryg lagde vægt på, at der med overvejende sandsynlighed var sket en skade på tanden +6 i form af behov for rodbehandling af tanden +6 (som kunne være gennemført, hvis tanden ikke var blevet fjernet 26. juni 2023) som følge af behandlingen hos tandlægen. Tryg lagde vægt på, at røntgen optaget den 13. november 2019 viste, at der var caries i tanden +6, hvilket ikke blev diagnosticeret. Skadelidte havde symptomer fra tanden, og det blev aftalt at se tiden an. Desuden lagde Tryg vægt på, at tanden +6 var knækket den 3. januar 2022 og 24. november 2022, hvilket blev repareret med plastfyldninger. Yderligere lagde Tryg vægt på, at tanden +6 var knækket igen den 9. maj 2023, og at der på baggrund af røntgenoptagelse den dag blev konstateret caries under fyldningen i tanden. På baggrund af røntgen optaget den 9. maj 2023 vurderede Tryg, at tanden +6 på daværende tidspunkt kunne være bevaret ved rod- og kronebehandling, men skadelidte valgte imidlertid på et informeret grundlag at få tanden fjernet efterfølgende. Tryg fandt, at den erfarne specialist ville have diagnosticeret caries i tanden +6 senest den 13. november 2019, og umiddelbart derefter renboret og kronebehandlet tanden, hvormed behovet for rodbehandling i 2023 med overvejende sandsynlighed var undgået. Tryg vurderede på den baggrund, at der ikke kunne ydes erstatning til udgifter i forbindelse med den skadesudbedrende behandling af tanden +6, herunder til rekonstruktion, men tabet af tanden kunne kompenseres med 4.000,00 kr. | |
Anken:Skadelidte har anket Trygs afgørelse af 5. januar 2024 og har anført, at tandlægen har overset caries i en tand, selvom skadelidte havde nævnt gener fra tanden adskillige gange, hvorefter ny tandlæge vurderede, at tanden ikke kunne bevares. | |
Tandskadeankenævnets afgørelse:Tandskadeankenævnet finder, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, og ændrer derfor Trygs afgørelse af 5. januar 2024, som anført nedenfor. Nævnet finder, at tanden +6 med overvejende sandsynlighed kunne være behandlet via rodbehandling, opbygning og krone, hvilket svarer til tandens behandlingsbehov i 2019. Hvis skadelidte ønsker, at der skal tages stilling til, hvorvidt der er sket en erstatningsberettigende skade i forbindelse med udtrækning af tanden +6 (uberettiget tandfjernelse), kan skadelidte indgive en ny anmeldelse til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning påført navnet på den tandlæge, som fjernede tanden. Den af Tryg tilkendte ret til erstatning bortfalder derfor. | |
Lovgrundlag:Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, samt lovbekendtgørelse nr. 1070 af 24. august 2018 om erstatningsansvar § 1. |