Skip to content

5308/24

Beskrivelse:

Nævnet fandt, at der var tale om et behandlingsforløb, hvor der havde været uklar kommunikation og manglende forventningsafstemning vedrørende behandlingen, som var blevet omlavet ved fornyet behandling med plast hos ny tandlæge. Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade.

Sagsfremstilling:

Sagen drejer sig om en 30-årige kvinde, som henvendte sig hos tandlægen den 12. juni 2023, for at få lavet porcelænsfacader (uden beslibning non-prep) på tænderne 3-, 2-, 1-, -1, -2, -3, 2+, 1+, +1 og +2 samt fremstilling af midlertidige fyldninger i plast.

Efter behandlingen den 12. juni 2023 var tænderne blevet forsynet med midlertidige plastiske fyldninger. Efterfølgende faldt disse af, hvorefter skadelidte opdagede, at der var blevet beslebet på tænderne. Den 28. juni 2023 blev det noteret, at skadelidte var ked af, at tænderne var blevet beslebet, hvorefter behandlingen blev afbrudt, og skadelidte fik sit á conto beløb tilbageført.

Herefter henvendte skadelidte sig hos ny tandlæge den 5. juli 2023 for en second opinion. Det blev noteret, at der ikke kunne tilbydes facadebehandling uden beslibning af tænderne, men der kunne tilbydes behandling med plast af de beslebne emaljeområder. Efterfølgende blev tænderne 3-, 2-, 1-, -1, -2, -3, 2+, 1+, +1 og +2 behandlet med plast den 21. juli 2023, og til kontrol den 17. august 2023 blev det noteret, at skadelidte var glad for resultatet.

Skadelidte har søgt om erstatning, fordi hun mener, at der er blevet slebet på tænderne, uden hun har givet samtykke til det, og at der er blevet lavet almindelige tandfacader, selvom hun havde bedt om at få lavet non-prep laminat veneers.

Afgørelse fra 1. instans:

I brev af 14. november 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1 og § 20, stk. 1. Tryg lagde vægt på, at behandlingen hos tandlægen havde været meget usikker, og at der var tale om ufuldstændig kommunikation jf. sms-korrespondancerne parterne imellem i forhold til beslibning/non-prep, og at der hos ny tandlæge var blevet fremstillet plastiske fyldninger med godt resultat. Tryg fandt, at sådanne fyldninger eller senere facadebehandlinger i porcelæn var fuldgode erstatninger for de beslebne emaljeområder, hvormed behandlingen ikke havde haft negative konsekvenser for tandsættet. Slutteligt vurderede Tryg, at oplysningerne vedrørende behandlingsforløbet faldt udenfor TandErstatningens vurderingsområde, eftersom utilfredshed med behandlingen og forløbet bør rettes og anmeldes hos Styrelsen for Patientklager, hvilket skadelidte har gjort.

Anken:

Den 8. februar 2024 har skadelidte anket afgørelsen fra Tryg af 14. november 2023, idet behandlingen er blevet udført uden hendes samtykke. Desuden påpeger skadelidte, at klinikken har journaliseret meget sparsomt, og at beslebning af tænderne først blev opdaget, da de plastiske provisorier faldt af. Skadelidte påpeger desuden, at hendes bid har ændret sig, da hendes nedslebne tænder støder på hinanden, og hun kan ikke bide fra, når hun spiser. Der er fortsat smerter i tænderne, ondt i kæberne samt isninger.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 3. oktober 2023 med den af Tryg anførte begrundelse. Nævnet finder ud fra det foreliggende materiale, at der er tale om et behandlingsforløb, hvor der har været uklar kommunikation og manglende forventningsafstemning vedrørende behandlingen, som er blevet omlavet ved fornyet behandling med plast hos ny tandlæge. Behandlingen har dermed ikke haft negative konsekvenser for skadelidtes tandsæt. Der er derfor ikke tale om en skade i lovens forstand. Hvis du ønsker, at der skal tages stilling til det manglende samtykke forinden tandbehandlingen, har du mulighed for at indgive en klage til Styrelsen for Patientklager, der herefter vil træffe afgørelse herom. Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Lovgrundlag:

Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1