5284/24
Beskrivelse:Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der med overvejende sandsynlighed ikke var sket behandlerpåført skade, hverken vedrørende implantatbehandlingen eller parodontalbehandlingen. | |
Sagsfremstilling:Sagen drejer sig om en 42-årige skadelidte, der klager over implantatbehandling samt udførte parodontalbehandlinger. Hos forrige tandlæge blev der indsat et implantat, svarende til området for tanden -6 den 10. december 2013, da tanden manglede. Kronen blev monteret på implantatet den 1. maj 2014. Efterfølgende blev kronen løs, hvorefter skadelidte henvendte sig hos tidligere tandlæge den 22. maj 2017. Ved hjælp af røntgen blev det noteret, at implantatet var knækket i den øverste 1/3 del, hvorefter dette blev fjernet den 13. september 2017. Herefter blev der indsat et nyt implantat samme dag, og kronen blev monteret den 12. april 2018. Eftersom porcelænet på implantatkronen var knækket, blev der monteret en ny krone på implantatet den 3. maj 2018. Skadelidte henvendte sig hos tandlægen den 16. september 2019, da implantatet ved området for tanden -6 igen var løst. Det blev noteret, at der var en løs skrue, som blev skruet fast igen. Herefter henvendte skadelidte sig hos ny tandlæge på samme klinik den 7. februar 2022, hvor det blev noteret, at der var blødning fra tandkødet, samt fordybede tandkødslommer ved kindtandsområdet samt betændelse ved implantatet, svarende til tanden -6. Skadelidte blev anbefalet parodontalbehandling, og det blev noteret, at skadelidte ønskede at få tjekket det løse implantat ved området for tanden -6, hvorefter skadelidte blev henvist til en specialist. Implantatet ved området for tanden -6 blev fjernet den 14. februar 2022 hos en kæbekirurg, og det blev noteret, at der ikke kunne foretages en ny implantatbehandling før skadelidtes parodontitis var behandlet. Skadelidte fik foretaget udvidet tandrensning samt tandrodsrensninger på kindtænderne i dels over- og underkæben. Parodontalbehandlingen blev gentaget den 7. juni 2022. Efterfølgende fik skadelidte indsat et nyt implantat, svarende til tanden -6 hos ny tandlæge, hvorefter der den 8. juni 2023 blev monteret en forbindelsesdel og krone på implantatet. Skadelidte har søgt om erstatning, fordi denne er utilfreds med, at tandlægen ikke har behandlet et løst implantat ved området for tanden -6 den 7. februar 2022, og ikke vil betale for en ny krone til implantatet. Skadelidte anfører desuden, at der er blevet udført parodontalbehandling uden, at der har været behov for det. | |
Afgørelse fra 1. instans:I brev af 11. oktober 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. 20 stk. 1. Tryg fandt, at skadelidte ikke var blevet påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen. Vedrørende implantatet ved området for tanden -6 fandt Tryg, at implantatet var blevet indsat hos anden tandlæge i 2013 og 2017, og at det igen var løst ved første undersøgelse hos tandlægen den 7. februar 2022. Desuden lagde Tryg vægt på, at implantatet efterfølgende var blevet fjernet i 2022, hvorefter der blev indsat et nyt i 2023 hos anden tandlæge. Tryg lagde også vægt på, at der var blevet monteret krone på implantatet i 2014, 2018 og 2023 hos andre tandlæger. På den baggrund fandt Tryg, at implantat- eller kronebehandlingen ved området for tanden -6 ikke var blevet udført hos tandlægen. Tryg henviste til, at utilfredshed med implantat- og/eller kronebehandlinger var en sag mellem skadelidte og de tandlæger, der havde udført behandlingerne. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Vedrørende skadelidtes parodontitis fandt Tryg, at der hos tandlægen var blevet diagnosticeret et behov for parodontal behandling den 7. februar 2022, og at der den 14. februar 2022 samt 7. juni 2022 blev foretaget udvidet tandrensninger og tandrodsrensninger. På baggrund af det foreliggende journalmateriale vurderede Tryg, at skadelidte ved undersøgelsen den 7. februar 2022 havde begyndende parodontitis. Det forhold, at skadelidte vurderede, at der ikke var behov for at få foretaget udvidet tandrensninger og tandrodsrensninger, udgjorde ikke en skade, men var et forhold mellem skadelidte og tandlægen, der var dermed ikke ret til erstatning efter behandlingen. | |
Anken:Skadelidte har anket Trygs afgørelse af 11. oktober 2023 og har anført, at skruen i det indsatte tandimplantat var defekt. | |
Tandskadeankenævnets afgørelse:Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 11. oktober 2023 med den af Tryg anførte begrundelse. Nævnet finder, at der med overvejende sandsynlighed ikke er sket en behandlerpåført skade hos den pågældende tandlæge, hverken vedrørende implantatbehandlingen eller parodontalbehandlingen. Nævnet tiltræder således Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1. For så vidt angår en eventuel tilbagebetaling af honorar for den udførte implantatbehandling, skal nævnet henvise skadelidte til at gøre kravet gældende over for den tandlæge, der udførte behandlingen, idet nævnet ikke har kompetence til at træffe afgørelse herom. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. | |
Lovgrundlag:Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1 |