5274/24
Beskrivelse:Nævnet ændrede grundlaget for skadelidtes, og ændrede derudover Trygs afgørelse af 8. november 2023, da man fandt, at der kunne tilkendes godtgørelse for varigt mén på 8 %, grundet næsten ophævet sensibilitet i området samt ikke ubetydeligt ubehag. Sagen blev hjemvist til Tryg med henblik på en endelig beregning af godtgørelsen for varigt mén. | |
Sagsfremstilling:Sagen drejer sig om en 31-årig kvinde, som fik pådraget sig en føleforstyrrelse i forbindelse med en tandbehandling. Skadelidte henvendte sig for en undersøgelse hos tandlægen den 9. juli 2019, hvor det blev konstateret, at visdomstanden -8 var brudt delvist frem. Tanden -8 blev røntgenfotograferet den 3. september 2019, og det blev noteret, at der sås en tæt relation mellem tanden og underkæbens nervekanal. Det blev den 31. januar 2020 noteret, at skadelidte ønskede fjernelse af tanden -8 hos tandlægen, og den 18. februar 2020 blev der lagt et oversigtsrøntgen af tænder og kæber ind. Tanden -8 blev fjernet den 17. juni 2020. Efterfølgende kontaktede skadelidte tandlægen telefonisk den 18. juni 2020, da denne oplevede følelsesløshed på hagen og kinden, og dette var vedvarende den 28. august 2020. Skadelidte blev undersøgt hos tandlægen den 11. marts 2021, og det blev noteret, at skadelidte var blevet undersøgt på et hospital, og var blevet tilbudt et indgreb til mulig bedring af nerven, hvilket skadelidte takkede nej til. Føleforstyrrelserne var vedvarende den 30. maj 2022, hvorfor skadelidte blev henvist til en neurosensorisk undersøgelse, som blev udført den 17. oktober 2023 hos specialtandlæger. Skadelidte har søgt om erstatning, fordi denne mener, at der efter behandling med en kirurgisk fjernelse af tanden -8 hos tandlægen den 17. juni 2020 skete en skade, hvor denne efterfølgende har fået nedsat følevne ved n. mentalis sin. | |
Afgørelse fra 1. instans:I brev af 8. november 2023 traf Tryg afgørelse om, at der var sket en erstatningsberettigende skade jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 20 stk. 1, nr. 1. Tryg fandt, at skadelidte med overvejende sandsynlighed var blevet påført en skade i form af føleforstyrrelser i venstre side af underlæben/hagen som følge af behandlingen hos tandlægen. Tryg lagde vægt på, at der var grundlag for fjernelse af tanden -8 den 17. juni 2020. Desuden lagde Tryg vægt på, at røntgen af 3. september 2019 samt oversigtsrøntgen af 3. februar 2020 dokumenterede, at der var en intim relation mellem tanden -8 og underkæbenerven, da nervekanalen passerede hen over rodkomplekset således, at roden på tanden lå foran nervekanalen. Desuden skrev Tryg, at nervekanalen ændrede forløb ved passagen af roden på tanden -8, at tanden havde en birod, som havde en 90 graders afbøjning i bagudvendende retning, og lå langs med underkæbens nervekanal. Endelig anførte Tryg, at røntgenbillederne dokumenterede, at der var mistet tandbærende knogle ved den bagerste del af kronen på tanden -8, hvilket var tegn på betændelse (pericoronitis). Tryg fandt, at journalnotat af 17. juni 2020 ikke indeholdt en beskrivelse af selve det operative indgreb og/eller en beskrivelse af hvorvidt de forskellige behandlingsmuligheder var blevet fremlagt for skadelidte og/eller om skadelidte har givet sit samtykke hertil. Tryg fandt, at den erfarne specialist havde sørget for at føre en detaljeret journal over indgrebet, herunder inkluderet vurderinger af billeddokumentationen, foretaget en risikoanalyse, og fremlagt behandlingsalternativer, såsom en coronectomi (delvis fjernelse af tanden) for netop at mindske påvirkning af nerven. Tryg fandt desuden, at den erfarne specialist havde sørget for, at der var ført journal over skadelidtes samtykke til behandlingen. Tryg anførte, at man herved havde med overvejende sandsynlighed undgået, at der var sket en påvirkning af nerven, hvorfor skadelidte havde ret til erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. Slutteligt opgjorde Tryg skadelidtes godtgørelse for varigt mén efter Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vejledende méntabel punkt A.1.4. Der blev lagt vægt på, at oplysningerne i den indhentede neurosensoriske erklæring viste, at skadelidte havde en konstant næsten helt mistet følelse/delvist mistet følelse i venstre side af underlæben/hage, af næsten konstante ubehagsgener, der føltes sovende/hævet/bedøvet, og af gener, da denne har læbepåbidning, spilder, og det føltes ubehageligt ved brug af tandtråd samt ved tandbørstning. Af objektive symptomer lagde Tryg vægt på, at der var konstateret påvirket føleevene, svarende til underlæbens og hagens hud inkl. det læberøde i venstre side, samt en påvirkning følenerven, svarende til læbens slimhinde i venstre side, inkl. ydersiden af tandkødet ved tænderne -12345. På den baggrund fandt Tryg, at skadelidte var berettiget til en méngodtgørelse på 48.950,00 kr., svarende til 5 % i mén. | |
Anken:Skadelidte anker herefter Trygs afgørelse af 8. november 2023, da hun ikke blev underrettet om risikoen for nerveskade ved selve indgrebet. Skadelidte skriver, at forløbet var uprofessionelt, og at hun gjorde, som tandlægen anbefalede. Skadelidte gengiver sine gener i anken, og skriver desuden, at når hun er udenfor, føltes det som om, at den kolde luft blæser igennem hendes hud og rammer tænderne, så hun får isninger i tænderne, på trods af, at munden er lukket. Skadelidte skriver, at dette er alt sammen ting, der i høj grad påvirker hendes livskvalitet negativt, og af grund mener hun ikke, at afgørelsen fra Tryg afspejler den sag, der er blevet fremlagt. | |
Tandskadeankenævnets afgørelse:Indledningsvist finder Tandskadeankenævnet, at den gennemførte behandling i form af kirurgisk fjernelse af tanden -8 var indiceret, på grund af kommunikation til foranstående tand -7 med risiko for skader på denne. Dernæst finder nævnet, at behandlingen er udført bedst muligt under de givne omstændigheder, hvilket fremgår af journalen. Grundlaget for din ret til erstatning er derfor ikke § 20, stk. 1 nr. 1 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL), men § 20, stk. 1 nr. 4, idet skaden må anses at gå ud over, hvad du med rimelighed må tåle ved sådan behandling. Tandskadeankenævnet ændrer derudover Trygs afgørelse af 8. november 2023, som anført nedenfor. Nævnet finder på baggrund af den neurosensoriske undersøgelse samt beskrivelsen af de subjektive gener, at der kan tilkendes godtgørelse for varigt mén på 8 %, idet der er beskrevet næsten ophævet sensibilitet i området samt ikke ubetydeligt ubehag. Sagen hjemvises derfor til Tryg med henblik på en endelig beregning af godtgørelsen for varigt mén. | |
Lovgrundlag:Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1 |