5247/23
Beskrivelse:Tandskadeankenævnet fandt, at der ikke var tale om sådanne alvorlige og omfattende gener (kæbeledssmerter), der lå ud over, hvad man med rimelighed måtte tåle i forbindelse med behandlingen. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse af 25. august 2023 med den af Tryg anførte begrundelse. | |
Sagsfremstilling:Sagen drejer sig om en 46-årig kvinde, som fik gjort tanden -7 klar til en krone hos tandlægen den 4. oktober 2022. Det blev journaliseret, at der under behandlingen blev lagt lokalbedøvelse samt taget aftryk i triple-tray, og da aftrykket skulle fjernes, var skadelidtes gabeevne nedsat – hvorfor fjernelsen var vanskelig. Af samme årsag fik skadelidte ikke monteret en midlertidig krone på tanden -7. Efterfølgende blev skadelidte undersøgt på sygehuset, hvor det blev noteret, at gabevnen var på cirka 30 mm uden smerter og der var ingen føleforstyrrelser. Der var normale sideudslag ved bevægelse af underkæben, og oversigtsrøntgen af kæber og tænder viste ingen tegn på sygdom i kæbeled i højre og venstre side. Smerterne blev kategoriseret som muskulære gener, og skadelidte blev anbefalet gabeevelser. Den 7. november 2022 blev det noteret, at skadelidtes gabeevne var i bedring, og at der nu kunne åbnes 35 mm. Den 25. oktober 2022 blev kronen på tanden -7 monteret. Skadelidte har i en mail af 3. marts 2023 oplyst, at denne skal have foretaget en kikkertundersøgelse af kæbeleddet. Skadelidte har søgt om erstatning, fordi denne mener, at der er sket en skade i forbindelse med behandlingen hos tandlægen, da skadelidtes kæbe var gået af led, hvilket medførte mange smerter. | |
Afgørelse fra 1. instans:I brev af 25. august 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1 og § 20, stk. 1. Tryg fandt, at behandlingen hos tandlægen var udført i overensstemmelse med, hvad der efter tandlægefaglig videnskab og erstatning havde været den bedst mulige behandling i den givne situation. Skadelidtes behandling havde været i overensstemmelse med, hvad en erfaren specialist ville have gjort på det pågældende område. Der blev anlagt bedøvelse og taget aftryk i triple-tray, hvor både UK og OK blev taget samtidig, så der ikke har været særlig langvarig åbning af kæberne. Tryg vurderede, at komplikationen i form af kæbeledsgener var en hændelig komplikation til et i øvrigt korrekt udført indgreb, hvorfor skadelidte ikke var berettiget til erstatning efter KEL § 20, stk. 1, nr. 1. Tryg nævnte også, at der kan ydes erstatning, hvis en skade er meget sjælden og mere omfattende end, hvad skadelidte rimeligvis må tåle, jf. KEL § 20, stk. 1, nr. 4. Her blev det vurderet, at kæbeledsgenerne var sjældne, men ikke alvorlige nok til at opfylde lovens krav om alvorlighed. Slutteligt bemærkede Tryg, at skadelidte havde haft gener i form af smerter, nedsat gabeevne samt diskus-displacering som følge af aftrykstagningen, men at disse gener ifølge journalmaterialet ikke havde været vedvarende, eftersom de blev normaliseret med tiden. Derfor fandt Tryg ikke, at der var tale om sådanne alvorlige og omfattende gener, som lå ud over, hvad man med rimelighed må tåle i forbindelse med behandlingen, og skadelidte blev ikke fundet berettiget til erstatning. | |
Anken:Skadelidte anmodede om genoptagelse af sagen med henvisning til, at hun fik foretaget en kikkertundersøgelse af kæbeleddet i venstre side på Kæbekirurgisk Aftalesygehus. Tryg fandt ikke grundlag for at genoptage sagen efter de almindelige forvaltningsretlige regler. Journalmaterialet fra Kæbekirurgisk Aftalesygehus dokumenterede, at gaveevnen var normaliseret til 45 mm, og der var et muskulært element involveret. Ved kontrol den 27. april 2023 blev det noteret, at gabeevnen var på 45 mm, og at der ikke var noget at bemærke ved kæbeled eller muskler. Skadelidte blev anbefalet en skinne til natbrug. Tryg konkluderede, at lovens krav om sjældenhed og alvor fortsat ikke var opfyldt, da der efter kikkertundersøgelsen havde været normal gabeevne samt ingen gener fra muskler eller led – der var tale om gener af forbigående karakter. Skadelidte ankede Trygs afgørelse af 25. august 2023 og oplyste, at forløbet var noget, man ikke bør "tåle" i forbindelse med en kronebehandling, eftersom kæben sad fast ved aftrykstagning. | |
Tandskadeankenævnets afgørelse:Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 25. august 2023, med den af Tryg anførte begrundelse. Ud fra det foreliggende materiale vurderer nævnet, at du har haft gener i form af smerter og nedsat gabeevne samt discus-displacering som følge af aftrykstagning i forbindelse med kronebehandling af tanden -7. Disse gener er dog ifølge journalmaterialet ikke vedvarende, men aftager og normaliseres med tiden. Nævnet finder dermed, at der ikke er tale om sådanne alvorlige og omfattende gener, der ligger ud over, hvad man med rimelighed må tåle i forbindelse med behandlingen. Nævnet tiltræder Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1 og 4. | |
Lovgrundlag:Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1. |