5302/24
Beskrivelse:Nævnet fandt, at der var sket en erstatningsberettigende skade på tanden -4, da tanden er blevet rodbehandlet, og ændrede derfor Trygs afgørelse til fordel for skadelidte. | |
Sagsfremstilling:Sagen drejer sig om en 59-årige kvinde, der henvendte sig hos tandlægen den 3. oktober 2018 for at få behandlet tanden -6 med en fyldning, grundet caries. Det blev noteret den 21. december 2021, at skadelidte havde smerter i venstre side af underkæben, hvorefter rodbehandlingen blev indledt af tanden -6 den 3. januar 2022 på grund af betændelse i tandens nerve. Den 1. februar 2022 blev rodbehandlingen afsluttet, og det blev noteret, at der i den forbindelse var knækket en rodfil i tandens forreste-, tungevendende rodkanal. Den 5. oktober 2022 fik skadelidte ordineret antibiotika, og skadelidte henvendte sig hos øre-næse halslægen i Sønderborg grundet bihulebetændelse i venstre side. Det blev noteret, at skadelidte havde nedsat hørelse i venstre side. På grund af smerter i tanden -6, blev tanden røntgenfotograferet den 23. januar 2023, og tandlægen konstaterede, at der var rodspidsbetændelse ved tanden, hvorfor skadelidte blev anbefalet fjernelse af tandens ene rod og derefter kroning af tanden, som blev foretaget den 27. januar 2023. Ved hjælp af et røntgenbillede den 7. februar 2023 blev der konstateret normale forhold ved tanden. Skadelidte henvendte sig herefter hos øre-næse halslægen i Sønderborg den 13. februar 2023, og det blev noteret, at der var bedring i betændelsesforholdet efter fjernelse af tandens ene rod. Tandlægen noterede den 19. april 2023, at på grund af vedvarende rodspidsbetændelse ved tanden -6 skulle tanden fjernes og erstattes med et implantat forudgået af knogleopbygning. Øre-næse halslægen i Sønderborg noterede de 28. april 2023, at der fortsat var betændelse ved kæberegionen/næsen. Skadelidte har søgt om erstatning, fordi denne mener, der den 3. januar 2022 blev efterladt en knækket rodfil i tanden, som har givet infektion i tanden, og som har påvirket skadelidtes almene tilstand, herunder forhøjet infektionstal, feber, bihule- og kæbehulebetændelse, tab af hørelsen på venstre øre samt påvirket hendes lungefunktion. | |
Afgørelse fra 1. instans:I brev af 15. august 2023 traf Tryg afgørelse om, at der var sket en erstatningsberettigende skade, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 20 stk. 1, nr. 1, vedrørende tab af tanden -6. Tryg fandt, at skadelidte var blevet påført en skade på tanden -6 som følge af behandlingen hos tandlægen. Vedrørende høretabet i skadelidtes venstre side, fandt Tryg, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade, jf. KEL § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1. Tryg lagde vægt på, at skadelidtes journal fra 3. januar 2022 dokumenterede, at der var smerter i tanden -6 samt betændelse i tandens nerve, og dermed var der indikation for at rodbehandle tanden. Tryg lagde også vægt på, at der i forbindelse med rodbehandlingen af tanden -6 knækkede rodfile i relation til begge rødder, og der skete en gennembrydning af tanden, jf. røntgenbilledet af 20. januar 2022. Journalen fra 23. januar 2023 dokumenterede, at skadelidte havde smerter i tanden -6, og ved hjælp af et røntgenbillede blev der konstateret rodspidsbetændelse ved tanden -6, hvorefter tandens ene rod blev fjernet den 27. januar 2023. Røntgenbilledet af 7. februar 2023 viste tanden -6 efter fjernelse af den ene rod, og med fortsat knækket rodfil i tandroden. Den knækkede rodfil stak ud af tandens rodspids ud i knoglen, og tandens rod sås gennembrudt. Tryg fandt, at journalen fra 19. april 2023 dokumenterede, at tanden efterfølgende blev fjernet på grund af vedvarende rodspidsbetændelse. Tryg vurderede, at de knækkede rodfile i tanden -6 samt gennembrydningen med overvejende sandsynlighed havde medført en utilstrækkelig desinficering af rodkanalerne, hvorved der skete en udvikling af rodspidsbetændelse, som resulterede i, at tanden ikke længere kunne bevares. Slutteligt vurderede Tryg, at den erfarne specialist under hensyn til rodens anatomi ville have sikret en skånsom oplukning af tanden til nervekammer og kanalindgange og foretaget en forsigtig udrensning af tandens rodkanaler. Hvis ovenstående tiltag var blevet anvendt, var det overvejende sandsynligt, at udrensningen kunne være sket uden risiko for brud på rodfilene, og uden gennembrydning af tandens rod. Herved havde tabet af tanden -6 med overvejende sandsynlighed været undgået. I den forbindelse godkendte Tryg et behandlingsoverslag vedrørende implantat ved området for tanden -6 på maksimalt 37.000,00 kr., samtidig afviste Tryg at yde erstatning til udgifter for behandling af tanden -4, da der ikke var anerkendt en skade på tanden. Tryg fandt desuden, at der ikke var sket en skade vedrørende høretabet i skadelidtes venstre side, idet journalen af 17. januar 2023 dokumenterede, at skadelidte havde henvendt sig hos øre-næse halslægen på grund af bihulebetændelse i venstre side. Det blev noteret, at der var nedsat hørelse i venstre side. Tryg fandt dermed, at de knækkede rodfile i tanden -6 og efterfølgende betændelse ikke med overvejende sandsynlighed havde forårsaget høretabet i venstre side, hvorfor der ikke var tilvejebragt den nødvendige dokumentation for årsagssammenhæng mellem rodbehandlingen og det oplyste høretab. I brev af 8. november 2023 godkendte Tryg et behandlingsoverslag delvist vedrørende udtrækning af tanden -6 samt erstatning med en bro på i alt 26.805,76 kr. Tryg lagde vægt på, at der ikke kunne ydes erstatning til broleddet ved -4 på 7.880,00 kr., da der ikke var anerkendt en skade på tanden, jf. Trygs afgørelse af 15. august 2023. I brev af 1. februar 2024 traf Tryg afgørelse om, at skadelidte var berettiget til erstatning på 1.535,00 kr., svarende til udgifter til udtrækning af tanden -6. | |
Anken:Skadelidte har anket Trygs afgørelse af 8. november 2023 og har anført, at der er sket en fejlbehandling af tanden -4. | |
Tandskadeankenævnets afgørelse:Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 8. november 2023, som anført nedenfor. Nævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade på tanden -4 i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Nævnet finder, at der er sket en behandlerpåført skade på tanden -4, da tanden er blevet rodbehandlet, dog ses tanden ikke at være mistet. Hvis tanden mistes på sigt, har skadelidte mulighed for at bede Tryg om at genoptage sagen inden for 10 år efter skadedatoen den 3. januar 2022. Dog gælder der en 3-årig forældelsesfrist, som løber fra det tidspunkt, hvor skadelidte ved eller bør vide, at der er behov for tandfjernelse. Nævnet stadfæster herefter Trygs afgørelse af 15. august 2023 med den af Tryg anførte begrundelse. | |
Lovgrundlag:Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatnings-adgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, samt lovbekendtgørelse nr. 1070 af 24. august 2018 om erstatningsansvar § 1 |