5457/24
Beskrivelse:Nævnet tiltrådte Trygs om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. Nævnet fandt, at fraktur af skærekanten på tanden 1+ med overvejende sandsynlighed havde årsag i skadelidtes grundlidelse, slid og tænderskæren, hvormed der ikke var sket en behandlerpåført skade i forbindelse med beslibning af tanden. | |
Sagsfremstilling:Sagen drejer sig om en 22-årige mand, som sendte en mail til tandlægen den 31. maj 2023, om at der var knækket en del af inder fladen på tanden 1+. Det blev noteret, at det var til gene for skadelidtes tunge, idet kanten var skarp. Tanden var blevet beslebet, og skadelidte mente, at denne beslibning gjorde tanden tynd i skærekanten og inder fladen, og at tanden var gået mere i stykker som følger heraf. Skadelidte blev herefter henvist til egen tandlæge for behandling af det bagerste hjørne på tanden 1+. Den 30. januar 2024 henvendte skadelidte sig hos egen tandlæge, hvor det blev forsøgt at opbygge tanden 1+ med plast. Plasten opnåede dog ikke den forventede form og/eller farve, grundet tynd og gennemsigtig emalje efter beslibning af tanden på skolen for klinikassistenter og tandplejere. Af den grund blev skadelidte anbefalet en facade i plast eller porcelæn. Skadelidte har søgt om erstatning, fordi tanden 1+ i forsøget på fjerne en overgang/ruhed hos skolen for klinikassistenter og tandplejere blev beslebet for meget og dermed fik behov for en plastfyldning. | |
Afgørelse fra 1. instans:I brev af 12. februar 2024 traf Tryg afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1. Tryg fandt, at skadelidte ikke var blevet påført en skade som følge af behandlingen hos skolen for klinikassistenter og tandplejere. Tryg lagde vægt på, at det kliniske foto af 17. februar 2023 viste tænderne 1+1 med plastfyldninger i fladerne 1 og 2. Tryg anførte, at plasten på tanden 1+ var på den fremadvendende flade og fortsatte på skærekanten i sin fulde bredde. Tryg lagde også vægt på, at det kliniske foto af 27. juni 2023 dokumenterede, at tanden 1+ sås med en defekt i skærekanten efter det afbrækkede stykke plast eller tand. Resten af skærekantens plastfyldning sås. Desuden sås lodrette streger i emaljen på blandt andet tænderne 2+, +2 og 1- samt tendens til små afbrækkede stykker emalje fra skærekanten samt et markant slid i forhold til skadelidtes alder af tanden 3+ og fortænderne. På den baggrund vurderede Tryg, at de skarpe kanter, der generede skadelidte, var årsagen til selve beslibningen, som skete omkring den 29. maj 2023. Beslibningen havde dog ikke forringet skadelidtes tandstatus, da tanden 1+ i forvejen var behandlet med plast for slid. Tandens, 1+, behandlingsbehov havde således årsag i grundlidelsen, slid af tænderskæren, og er ikke forårsaget af tandlægens behandling eller mangel på samme. Skadelidte var derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos skolen for klinikassistenter og tandplejere. | |
Anken:Den 17. april 2024 har skadelidte anket afgørelsen fra Tryg af 12. februar 2024 og anført, at hele tandens bagflade blev slebet til, og skadelidte forstår ikke, hvorfor tanden 1+ ikke er blevet nævnt i journalen. Beslibningen har medført en negativ skade, eftersom tanden er knækket, der opleves isninger, og tanden kan ikke opbygges i plast. Den plastfyldning, der blev lavet indledningsvist, var grundet kosmetik, herunder på grund af diastema mellem fortænder, og skaden er sket på en flade, hvor der ikke er behandlet med plast. Skadelidte har påpeget, at hun aldrig har haft problemer med tandslid, og ønsker erstatning for en facade/krone på tanden 1+. | |
Tandskadeankenævnets afgørelse:Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 12. februar 2024 med den af Tryg anførte begrundelse. Nævnet finder ud fra de foreliggende kliniske fotos, at fraktur af skærekanten på tanden 1+ med overvejende sandsynlighed har årsag i din grundlidelse, slid og tænderskæren, hvormed der ikke er sket en behandlerpåført skade i forbindelse med beslibning af tanden. Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1. | |
Lovgrundlag:Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1 |