5418/24
Beskrivelse:Nævnet fandt, at tanden +6 var tabt som følge af forhold ved tanden selv (grundlidelse) i form af revner. Nævnet fandt således ikke, at tabet af tanden skyldtes kæbehulebetændelse, ligesom nævnet ikke fandt det overvejende sandsynligt, at den manglende rodfyldning var årsag til kæbehulebetændelsen. Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. | |
Sagsfremstilling:Sagen drejer sig om en 49-årige kvinde, der henvendte sig hos tandlægen den 12. marts 2014, fordi tanden +6 var knækket. Ved hjælp af et røntgenbillede blev der konstateret rodspidsbetændelse ved tanden, hvorfor rodbehandlingen blev indledt, og skadelidte blev anbefalet en krone på tanden efter afsluttet rodbehandling. Tanden blev rodbehandlet færdigt den 20. marts 2014, hvorefter tanden blev behandlet med en plastisk opbygning. Den 21. februar 2022 blev der optaget et kontrolrøntgen af tanden +6, hvorefter skadelidte blev anbefalet en krone på tanden, fordi der var gode rodspidsforhold ved tanden. Den 8. marts 2023 blev det noteret, at skadelidte var blevet tilset af en øre-næse-halslæge på grund af vedvarende symptomer og infektion i den ene kæbehule i venstre side. Det blev noteret, at 3D-scanningen viste tegn på infektion med gennembrydning af kæbehulen samt manglende rodfyldning af tandens ene rodkanal, hvorefter skadelidte blev henvist til en rodbehandlingsspecialist. Den 31. marts 2023 henvendte skadelidte sig hos en tandklinik, hvor der blev indledt en fornyet rodbehandling af tanden +6; i den forbindelse blev det noteret, at der var en knækket rodfil i tanden. Den 26. april 2023 blev det noteret, at der sås revne udenpå tanden samt en gennemgående revne i tanden, hvorfor tanden blev fjernet den 3. maj 2023 hos specialtandlæger. Skadelidte har søgt om erstatning, fordi hun mener, at der er sket en skade i forbindelse med rodbehandling af tanden +6, hvor der efterfølgende viste sig, at der var en rodkanal, der ikke var blevet behandlet, og som havde medført betændelse i kæbehulen, hvorefter tanden skulle rodbehandles hos en specialist. | |
Afgørelse fra 1. instans:I brev af 20. november 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1 og § 20, stk. 1. Tryg fandt, at der var tandlægefagligt grundlag for at rodbehandle tanden +6 i perioden 12. marts 2014 til 20. marts 2014, på grund af rodspidsbetændelse samt dyb caries i tanden, hvilket røntgen af 12. marts 2014 dokumenterede. Tryg lagde vægt på, at røntgen af 21. februar 2022 ikke viste tegn på rodspidsbetændelse på tanden +6, og at scanning af 8. marts 2023 viste en ubehandlet rodkanal i tanden +6 samt rodspidsbetændelse ved tanden. Tryg anførte, at en almindelig komplikation ved rodbehandlinger var utilstrækkelige rodfyldninger, hvorefter rodbehandlingen af tanden skal laves om. Selv om behandlingen muligvis ikke havde opfyldt skadelidtes forventninger til resultatet, kunne behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betød, at skadelidte kunne få omgjort rodbehandlingen i tanden +6, uden at det vil have en negativ påvirkning af hendes tænder eller forringe hendes tandstatus, og herefter opnå heling af betændelsen på tanden. Tryg fandt desuden, at det forhold, at en behandling ikke lykkes, heller ikke udgør en skade i lovens forstand. Det samme gælder en behandling, der eventuelt er blevet dyrere end forventet. Slutteligt vurderede Tryg, at tanden +6 havde en gennemgående revne den 26. april 2023, hvorefter tanden blev fjernet den 3. maj 2023, og på baggrund af sagens samlede akter, vurderede de, at tanden +6 med overvejende sandsynlighed var mistet som følge af tandens grundlidelse, rodspidsbetændelse og dybt hul i tanden, som havde medført svækkelse af tanden i form af gennemgående revne. Slutteligt anførte Tryg, at spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling var en sag mellem skadelidte og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. | |
Anken:Den 19. februar 2024 har skadelidte anket afgørelsen fra Tryg af 20. november 2023, da hun er uenig i afgørelsen og henviser til specialistreglen. Den mangelfulde behandling har ført til infektion i skadelidtes venstre kæbehule, hvorefter skadelidte i sidste ende har mistet tanden. Udover behandlingsudgifter har skadelidte været plaget af ubehag og gener fra næse og bihuler, samt været stærkt generet om natten, hvilket har resulteret i dårlig nattesøvn gennem en årrække. Såfremt tandens diagnose var blevet stillet i 2014, mener skadelidte, at tanden var blevet rodbehandlet tilfredsstillende i alle 4 rodkanaler, hvormed generne og tabet af tanden kunne være undgået. | |
Tandskadeankenævnets afgørelse:Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 20. november 2023 med den af Tryg anførte begrundelse. Nævnet finder, at bedste behandling af rodbehandlede tænder er kronebehandling, da dette nedsætter risiko for revner og fraktur, hvilket du blev anbefalet. Tanden +6 mistes dermed som følge af forhold ved tanden selv (grundlidelse) i form af revner. Nævnet finder således ikke, at tabet af tanden skyldes kæbehulebetændelse, ligesom nævnet ikke finder det overvejende sandsynligt, at den manglende rodfyldning er årsag til kæbehulebetændelsen. Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1. | |
Lovgrundlag:Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1. |