5507/24
Beskrivelse:Det var ikke overvejende sandsynligt, at den udførte behandling var årsagen til skadelidtes nuværende gener. Årsagen til smerterne i venstre side af ansigtet skyldtes forhold ved skadelidte selv. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse. | |
Sagsfremstilling:Sagen drejer sig om en 51-årig mand, som henvendte sig hos tandlægen den 22. marts 2021 på grund af ømhed i kæbeleddet, hvorefter tandlægen foretog udredning af begge kæbeled. Der blev aftalt kontrol samt regulering af bidskinne. Den 14. juni 2021 blev det journaliseret, at skadelidte tog smertestillende medicin mod smerter (tramadol), og smerterne i kæbeleddene var ophørt. Den 5. april 2022 blev der igen noteret kraftige muskelspændinger og smerter (myoser i de store tyggemuskler). Skadelidte blev anbefalet behandling med massage samt brug af bidskinne. Ved kontrol den 19. september 2022, blev der noteret ingen smerter og mindre stress. Herefter henvendte skadelidte sig hos tandlægen den 4. oktober 2022, grundet smerter fra tænderne +6 og +7, hvorefter tanden +6 blev behandlet med en fyldning den 17. oktober 2022 grundet caries, og skadelidte fik udleveret en blød bidskinne. Tanden +7 blev behandlet med en fyldning den 4. november 2022 grundet samling af føderester mellem tænderne +6 og +7. Den 2. december 2022 blev rodbehandling af tanden +6 opstartet grundet vedvarende smerter, og den 22. december 2022 blev tanden rodfyldt. Det blev noteret, at skadelidte var under udredning hos en neurolog samt læge, øre-, næse- og halslæge. I forbindelse med en neurologisk undersøgelse den 4. august 2023 blev det noteret, at skadelidte havde smerter i venstre side af ansigtet, men som ikke var forenelige med neuropatiske smerter, men kunne have sammenhæng med tandbehandlinger. Skadelidte har søgt om erstatning, fordi denne mener, at der er opstået smerter/gener i venstre side af ansigtet efter rodbehandling af tanden +6. | |
Afgørelse fra 1. instans:I brev af 2. juli 2024 traf Tryg afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1. Tryg lagde vægt på, at skadelidte allerede inden behandlingen af tanden +6 den 17. oktober 2022 havde et komplekst smertebillede både med spændingshovedpine, myoser mv. fra tyggemuskler og kæbeled. Derudover lagde Tryg vægt på, at læger, tandlæger og specialtandlæger alle var kommet med mulige konklusioner til skadelidtes gener. Uagtet det omfattende materiale med undersøgelser fra tandlæger, læger og specialtandlæger, var der efter Trygs opfattelse ikke tilvejebragt den nødvendige dokumentation for, at behandlingen af tanden +6 med bedøvelse, rodbehandling og senere udtrækning med overvejende sandsynlighed havde sin årsag til skadelidtes smerter i venstre side af ansigtet. Tryg vurderede, at årsagen til smerterne i stedet skulle søges i skadelidtes grundlidelse eller andre forhold. Skadelidte var derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling. | |
Anken:Den 8. juli 2024 har skadelidte anket afgørelsen fra Tryg af 2. juli 2024 og anført, at han ikke er enig, eftersom hans kæber fungerer korrekt, jf. konstatering fra tandlægen. Problemet med hovedpinen var slet ikke relateret til tænder eller kæbeled. Lige siden rodbehandlingen har skadelidte haft konstante smerter, svien, snurren og jagende gener. Skadelidte mener, at hans nerver er blevet beskadiget ved behandlingen, hvilket neurologen har bekræftet. Skadelidte havde altså ikke disse gener før rodbehandlingen og er blevet anbefalet at klage af flere behandlere, da den udførte behandling har medført konstante gener, som er invaliderende i hans dagligdag. | |
Tandskadeankenævnets afgørelse:Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 2. juli 2024 med den af Tryg anførte begrundelse. Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at den udførte behandling er årsagen til skadelidtes nuværende gener. Derimod vurderes, at årsagen til smerterne i venstre side af ansigtet skyldes forhold ved skadelidte selv. Nævnet tiltræder således Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1. | |
Lovgrundlag:Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1 |