5518/24
Beskrivelse:Der var ikke er en tidsmæssig sammenhæng mellem forskydning af tanden 1+ og reparation af tråden. Nævnet tiltrådte således Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. | |
Sagsfremstilling:Sagen drejer sig om en 25-årige kvinde, som har modtaget tandregulerende behandling hos tandplejen, hvorefter der blev monteret en retentionstråd på fronttænderne. Efterfølgende har skadelidte fået foretaget regelmæssige tandeftersyn hos en privatpraktiserende tandlæge, hvor der blev udført reparation af holdetråden i overkæben den 7. september 2015, den 1. februar 2016, den 21. marts 2016, den 4. august 2017, den 24. september 2020, den 6. oktober 2020 og den 30. august 2021. Skadelidte henvendte sig hos tandlægen den 5. december 2023 for tandeftersyn, hvor der blev konstateret fejlstilling af tanden 1+. Det blev noteret, at fejlstillingen formentlig var opstået de sidste 2-4 uger, og holdetråden bag fortænderne sås løsnet på nabotanden 2+ og var aktiveret, hvorefter denne blev genmonteret. Efterfølgende henvendte skadelidte sig hos specialtandlægen den 10. januar 2024, og der blev noteret grundlag for fornyet tandreguleringsbehandling med fast bøjle. Den 2. april 2024 blev der optaget en 3D scanning og det blev noteret, at der sås en fejlposition af tanden 1+ samt tab af tandbærende knogle omkring tanden. Skadelidte har søgt om erstatning, fordi denne mener, at der skete en skade i forbindelse med genmontering af holdetråden. | |
Afgørelse fra 1. instans:I brev af 16. maj 2024 traf Tryg afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1. Tryg lagde til grund, at skadelidte i perioden den 7. september 2015 til den 5. december 2023 havde modtaget behandling hos tandlægen, og der var blevet udført en reparation af holdetråden i overkæben. Den 5. december 2023 blev der konstateret fejlstilling af fortanden 1+. Tryg fandt, at journalen af 5. december 2023 dokumenterede, at tråden på nabotanden 2+ var løsnet og at fejlstillingen af fortanden 1+ var sket over en relativ kort periode på 2-4 uger, hvorefter holdetråden blev genmonteret. Tryg lagde videre vægt på, at kliniske fotos af 5. december 2023 dokumenterede omfanget af den aktuelle tandstillingsfejl med udtalt fejlplacering af fortanden 1+. Tryg vurderede det for overvejende sandsynligt, at denne lokale fejlstilling af tanden 1+ skyldtes en aktivering af holdetråden, som havde ændret tandstillingen af tanden 1+. Tryg vurderede det dog for overvejende sandsynligt, at den aktuelle tandstillingsfejl ikke var relateret til de reparationer og genmonteringer, som var blevet udført i perioden fra den 7. september 2015 og frem til den 30. august 2021. Den sidste reparation blev udført den 30. august 2021, og der var derfor ikke en tidsmæssig sammenhæng mellem denne reparation og den påståede skade 2 år efter. Hvis der var blevet foretaget en fejlmontering af holdetråden i perioden den 7. september 2015 til den 30. august 2021, blev det vurderet for overvejende sandsynligt, at der ville have været en større grad af tidsmæssig overensstemmelse mellem disse. Tryg vurderede, at den aktuelle aktivering af holdetråden skyldtes en deformering af holdetråden under funktion, for eksempel ved tygning, hvilket var et kendt fænomen og risiko ved disse holdetråde. Tryg vurderede det for overvejende sandsynligt, at den aktuelle tilstand kunne behandles med en fornyet tandregulering, hvilket var dokumenteret ved specialtandlægen den 10. januar 2024. Slutteligt anførte Tryg, at tænderne flyttede sig livslangt også efter afsluttet tandregulering, hvilket var årsagen til, at der udføres regelmæssige efterbehandlingskontroller. Metaltråden bag på fortænderne bliver påsat for at reducere graden af den efterfølgende naturlige tandflytning. Påsætning af retainers var ikke en garanti for, at tænderne ikke efterfølgende flyttede sig. Tværtimod oplevede mange, at deres sammenbid og tandstilling ændrede sig med tiden, både folk som tidligere havde modtaget tandreguleringsbehandling såvel som folk, som ikke havde gennemgået en sådan behandling. Nogle få patienter oplevede med tiden, at holdetråden begyndte at udføre uhensigtsmæssige tandflytninger. Ofte ville sådant forhold blive opdaget tidligt og dermed give mulighed for at fjerne holdetråden. I enkelte tilfælde ville en deformeret holdetråd kunne give anledning til betydelig tandstillingsfejl, hvis den ikke blev fjernet i tide. Sammenfattende vurderede Tryg, at der ikke var en overvejende sandsynlig sammenhæng mellem den aktuelle tandstillingsfejl og den behandling, som skadelidte havde modtaget i perioden den 7. september 2015 til den 5. december 2023. Skadelidte var derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen. | |
Anken:Den 14. august 2024 har skadelidte anket afgørelsen fra Tryg af 16. maj 2024 og anført, at der er sket en skade, da retentionstråden er blevet aktiveret. Skadelidte har fremsendt billeder af sine tænder, for at vise, at fortanden med sikkerhed var skæv den 30. maj 2023 og den 14. oktober 2022, hvorfor der er en sammenhæng mellem behandling og skaden, idet flytningen af tanden helt ud af knoglen er foregået over længere tid. Der er dermed ikke sket en tyggeskade, og skadelidte anfører, at da tråden blev sat fast den 8. august 2024 blev der trukket i tråden, imens den blev fikseret. | |
Tandskadeankenævnets afgørelse:Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 16. maj 2024 med følgende supplerende bemærkninger: Nævnet finder, at der ikke er en tidsmæssig sammenhæng mellem forskydning af tanden 1+ og reparation af tråden, eftersom journalen dokumenterer, at retentionstråden på hjørnetanden 3+ blev repareret den 30. august 2021, og denne reparation ville ikke kunne give en aktivitet, som forskyder tanden 1+, der sidder en tand væk fra tanden 3+. Af journalmaterialet fremgår ligeledes, at nabotanden 2+ blev repareret den 6. oktober 2020, hvilket er 2 år inden forskydning af tanden 1+, som blev dokumenteret den 14. oktober 2020. Nævnet finder det derfor overvejende sandsynligt, at der ikke er en tidsmæssig sammenhæng, da en mulig displacering vil kunne ses inden for uger til måneder. Nævnet finder videre, at den aktuelle aktivering af holdetråden med overvejende sandsynlighed kan skyldes en deformering af holdetråden ved spisning, der bevirker en aktivitet i holdetråden, som flytter tænderne. Nævnet tiltræder således Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1. | |
Lovgrundlag:Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1 |