5484/24
Beskrivelse:Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse, dog med nedenstående supplerende bemærkninger. Nævnet fandt, at der med overvejende sandsynlighed ikke var sket en behandlerpåført skade i forbindelse med kronebehandling af tanden -6 og fjernelse af tanden -7. Der var ikke en tidsmæssig sammenhæng. Vedrørende afvigelser i skadelidtes sammenbid var der tale om grundlidelse (formforandringer i kæbeleddet). | |
Sagsfremstilling:Sagen drejer sig om en 65-årige kvinde, som henvendte sig hos tandlægen den 1. oktober 2019 til et almindeligt tandeftersyn, hvor der blev diagnosticeret caries i tanden -7, som herefter blev behandlet med en fyldning den 28. oktober 2019. I den forbindelse blev det noteret, at der var en revne i tandbenet. Af den grund blev skadelidte informeret om risiko for rodbehandling og fik anbefalet krone på tanden. Ved hjælp af et røntgenbillede af tænderne -6 og -7 den 20. november 2019, blev der konstateret caries på den bagerste flade af tanden -6, hvorefter tanden blev renboret samt forberedt til plastkrone, som blev monteret den 19. december 2019. Det blev noteret, at farven på kronen ikke var tilfredsstillende, hvilket skadelidte accepterede. Den 11. maj 2020 var der smerter i tanden -7, og ved røntgen blev der diagnosticeret rodspidsbetændelse ved tanden, hvorefter tanden blev rodbehandlet den 12. maj 2020. Den 2. juni 2020 blev tanden -7 rodfyldt samt behandlet med en plastfyldning. Herefter henvendte skadelidte sig hos tandlægen den 15. december 2020 på grund af smerter fra venstre side af underkæben. Ved røntgen blev der mistænkt rodspidsbetændelse ved tanden. Det blev også noteret, at skadelidte pressede tænder, og at der var kæbeledslyde i form af gruslyde og knæk. Ved undersøgelse sås, at der alene var sammenbid på fortænderne, og tandlægen anbefalede, at der straks blev indledt en behandling med en bidskinne for at redde kæbeled, og dernæst behandles med bidhævning for at genoprette et normalt sammenbid. Den 17. december 2020 noterede man, at skadelidte ikke ønskede behandling med bidskinne. Der var fortsat smerter i venstre side af over- og underkæben, men det gik bedre efter, at tanden -7 var blevet aflastet. Tanden -7 havde været enekontakt. 1. april 2021: Smerter i tanden -7, bankeøm, røntgen viste rodspidsbetændelse. 31. maj 2021 blev tanden -7 fjernet efter stor besvær, inkl. fjernelse af knogle forud for udtrækningen. 2. august 2021 oplyste skadelidte, at tanden -6 var følsom for kulde. 22. februar 2022: Dårlig smag fra området ved tanden -6, ømhed og trykken. Klinisk fordybet tandkødslomme, røntgen viste tab af tandbærende knogle. Diagnose: parodontitis, behandling med tandrodsrensning blev indledt. 3. juni 2022: Biddet havde været anderledes siden krone på tand -6, mad sætter sig fast. Skævt bid i begge sider, manglende sammenbid i side-regionerne. Kontaktpunkt -5/-6 tilfredsstillende, men mad samler sig udenfor. 16. august 2022: Ingen tegn på infektion om -5/-6. 24. august 2022: Knoglen ved -7 var hård, normale forhold. 4. marts 2023: Ny tandlæge pga. manglende sammenbid. Konstateret kontakt kun på +6/-6, åbent bid i øvrige sæt. Samme dag blev højden korrigeret på +6/-6 og plast på +4/-4. 3. april 2023: Stadig smerter efter -7 fjernet, trækker mod venstre øre, vågner flere gange om natten pga. smerter trods smertestillende for gigt. Af og til opstår hævelser, forværres ved anstrengelse. 5. april 2023: Undersøgelse på hospital, CBCT-scanning. Ingen tegn på sygdom ved -7, tab af knogle ved -6, uhensigtsmæssig kronekant på -6. 8. juni 2023: Bidhævning med plast flere steder. 10. august 2023: Fortsat smerter venstre underkæbe, mulig neurogen skade efter fjernelsen af -7. Skadelidte søger erstatning for skade efter behandlinger 2019-2022: Tandudtrækning medførte konstante smerter, krone der ikke passede i størrelsen gav forkert bid og betændelse i tandkød/tænder. Nervesmerter der, hvor tanden blev fjernet, dagligt ubehag og betændelse ved krone. | |
Afgørelse fra 1. instans:I brev af 12. april 2024 traf Tryg afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1 og § 20, stk. 1. Vedrørende smerter og forkert bid fandt Tryg, at der var grundlag for at indlede en kronebehandling af tanden -6 den 19. december 2019 da tanden tidligere var behandlet for caries. Der var også grundlag for fjernelse af tanden -7 den 31. maj 2021 pga. rodspidsbetændelse og revne i tanden. Tryg vurderede, at det ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, at disse behandlinger med overvejende sandsynlighed havde medført forkert bid og konstante smerter. Journalnotat af 15. december 2020 dokumenterer tandpres, kæbeledslyde og at der kun var sammenbid på fortænderne samt anbefaling om bidskinne, som blev afslået. Tryg fandt, at generne derfor havde årsag i grundlidelse – altså forhold ved skadelidte selv, tandpres og kæbeledsgener – og ikke de to behandlinger. Skadelidte var ikke berettiget til erstatning efter behandling hos Tandklinikken. Vedr. kronen på -6 fandt Tryg, at der var grundlag for kronebehandling pga. tidligere caries, og røntgen før behandlingen viste allerede tab af tandbærende knogle imellem røddernes forgrening (parodontitis). Journalnotat bekræftede uhensigtsmæssig kronekant, men det ansås ikke som en skade i lovens forstand. Parodontitis og knogletab var til stede før behandlingen. Selvom kronebehandlingen måske ikke opfyldte skadelidtes forventninger kunne behandlingen laves om uden negativ påvirkning. At en behandling skal laves om er ikke i sig selv en skade i lovens forstand. Tilbagebetaling af honorar eller omgjort behandling er et forhold mellem skadelidte og tandlægen og kan behandles ved Styrelsen for Patientklager eller civilt søgsmål. | |
Anken:Den 23. maj 2024 har skadelidte anket afgørelsen fra Tryg af 12. april 2024, idet Tryg ikke har vurderet skadelidtes psykiske- og sociale ménskader, som kom af måden tanden blev fjernet på og grundet manglende renhold under og ved kronen. Skadelidte klager over ikke at være blevet hørt, og skal nu leve med mange smerter. | |
Tandskadeankenævnets afgørelse:Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 12. april 2024, dog med nedenstående supplerende bemærkninger. Nævnet finder, at der med overvejende sandsynlighed ikke er sket en behandlerpåført skade i forbindelse med kronebehandling af tanden -6 og fjernelse af tanden -7. Der ses ikke at være en tidsmæssig sammenhæng mellem cementeringen af krone på tanden -6 og fremkomsten af smerter. Ved denne lejlighed ses rodspidsbetændelse ved nabotanden -7, som kan forklare smerterne. Afvigelser i sammenbiddet vurderes med overvejende sandsynlighed ikke at skyldes de udførte behandlinger. I stedet skyldes dette grundlidelse, formforandringer i kæbeleddet, da der er beskrevet knæk og gruslyde. Nævnet tiltræder, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1. | |
Lovgrundlag:Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1. |