5277/24
Beskrivelse:Nævnet fandt, at skadelidtes smerter skyldtes forhold ved ham selv i form af grundlidelsen trigeminusneuralgi, som ikke kan forårsages af tandbehandling. Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. | |
Sagsfremstilling:Sagen drejer sig om en 74-årige mand, der efter en tandudtrækning oplevede voldsomme smerter ved øvre del af overkæben. En neurolog havde mistænkt trigeminus neuralgi. Skadelidte var hos tandlægen den 20. marts 2007, hvor denne fik afrundet en skarp kant på tanden +6, og der var mistet lidt af den eksisterende sølvamalgamfyldning. Tænderne +67 blev penslet den 7. juni 2011 på grund af følsomme tandhalse, hvilket blev gentaget den 4. oktober 2012 grundet irritation af slimhinden. Skadelidte fik undersøgt sine tænder den 16. marts 2018, og ved hjælp af et røntgenbillede blev der diagnosticeret caries under eksisterende dyb fyldning i tanden +6, hvorefter tanden blev delvis renboret samt behandlet med en ny sølvamalgamfyldning. Det blev noteret den 19. november 2018, at der fortsat var symptomer i tanden +6, men ingen rodspidsbetændelse; tanden blev derfor aflastet i højden. Den 9. maj 2019 oplevede skadelidte en klar bedring. Den 31. maj 2021 viste scanning af kæbehulen betændelse ved tanden +6’s rødder, hvorefter rodbehandling blev indledt og tanden rodfyldt 25. juni 2021. Den 11. november 2021 blev der igen konstateret betændelse ved tanden, og der blev ordineret penicillin. Tanden +6 blev fjernet 24. november 2021, og ved kontrol 20. december 2021 var der normal heling. Grundet ømhed ved tygning eller berøring henvendte skadelidte sig igen 7. februar 2022, hvor tandlægen vurderede, at der måske var blevet afstødt et stykke knogle. En CBCT-scanning den 25. februar 2022 viste mangelfuld heling, og der blev foretaget kirurgisk oprensning den 4. marts 2022. Den 5. juli 2022 henvendte skadelidte sig igen med kraftige smerter, men en øre-, næse- og halslæge fandt sunde forhold i kæbehulen. Den 21. november 2022 var der ingen gener fra området. Den 12. januar 2023 klagede skadelidte over smerter i venstre side af overkæben, men røntgen viste normale forhold. Den 23. januar 2023 fik skadelidte stillet diagnosen trigeminusneuralgi efter beskrivelse af anfaldsvise, stærke, jagende, skærende smerter, udløst ved fysiske aktiviteter, og MR-scanning viste neurovaskulær kontakt ved trigeminus i venstre side. | |
Afgørelse fra 1. instans:I brev af 22. november 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. 20 stk. 1. Tryg fandt, at der var grundlag for at fjerne tanden +6 den 24. november 2021 på grund af vedvarende betændelse ved tanden, og at journalmaterialet forud dokumenterede, at tanden var svækket pga. sygdomshistorik og sporadisk tandpleje. Tryg fandt også, at de symptomer, skadelidte oplevede efter fjernelsen, var inden for det forventelige efter sådan behandling og uden karakter af neuralgi. Efterfølgende var skadelidte smertefri i perioder. Notatet af 12. januar 2023 beskrev smerter, men med lighed til tidligere gener, særligt ømhed ved spisning af ost og appelsin samt kuldefølsomhed. Diagnosen trigeminusneuralgi blev stillet efter MR-scanning og vurderedes at skyldes en latent lidelse med ændring af blodkar i hjernen, som trykker på trigeminusnerven – en grundlidelse, der ikke kan forårsages af tandbehandling, men evt. udløses af den. Symptomdebut kunne ikke præcist dokumenteres, men var i et vist omfang til stede før behandlingen. Derfor mente Tryg ikke, der var grundlag for erstatning. | |
Anken:Skadelidte ankede afgørelsen, idet han fortsat har stærke smerter on/off og er på stærk epilepsimedicin. Han anfører, at han aldrig før har oplevet sådanne smerter efter en tandbehandling. Tryg fastholder sin vurdering af sagen. | |
Tandskadeankenævnets afgørelse:Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 22. november 2023 med den af Tryg anførte begrundelse. Nævnet finder, at der med overvejende sandsynlighed ikke er sket en behandlerpåført skade, men at smerterne skyldes forhold ved dig selv i form af grundlidelsen trigeminusneuralgi, som ikke kan forårsages af tandbehandling. Diagnosen er støttet af fund på MR-scanning samt effekt af lægemidlet Tegretol på smerterne. Nævnet tiltræder således Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1. | |
Lovgrundlag:Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1. |