Skip to content

5411/24

Beskrivelse:

Nævnet fandt på baggrund af den neurosensoriske undersøgelse og de beskrevne gener, at mén-graden skulle fastsættes til 10 %, som er maksimum i henhold til Arbejdsmarkeds Erhvervssikrings vejledende méntabel pkt. A 1.4. for skade på én nervegren, herunder nerven lingualis (tungens følenerve alene som består af en nervegren). Nævnet tiltrådte derfor Trygs afgørelse om, at der kan tilkendes en godtgørelse for varigt mén på 10 %.

Sagsfremstilling:

Sagen drejer sig om en 29-årig kvinde, som blev undersøgt hos tandlægen efter henvisning vedrørende fjernelse af visdomstænderne 8+ og 8-. Der blev optaget oversigtsrøntgen af tænder og kæber, hvorefter der blev lagt bedøvelse og tænderne fjernet.

Skadelidte kontaktede tandlægen telefonisk den 2. juli 2021 og oplyste, at der var følelsesløshed i højre side af tungen. Ved kontrol den 17. august 2021 blev det noteret, at der var en sovende fornemmelse i højre side af tungen. Den 16. marts 2022 blev skadelidte tilset hos specialtandlægen, hvor journalen dokumenterer, at skadelidte har en tid til operation den 29. april 2022 i et forsøg på at udbedre skaden på tungenerven.

Skadelidte har søgt om erstatning, fordi denne mener, at der skete en nerveskade i forbindelse med fjernelse af to visdomstænder.

Afgørelse fra 1. instans:

I brev af 5. maj 2022 traf Tryg afgørelse om, at der var sket en erstatningsberettigende skade, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 20, stk. 1, nr. 4.

Tryg fandt, at behandlingen hos tandlægen var udført i overensstemmelse med, hvad der efter tandlægefaglig videnskab og erfaring har været det bedst mulige i situationen, og lagde vægt på, at der var grundlag for at fjerne visdomstanden 8- den 1. juli 2021, da denne ikke kunne bryde ordentligt frem.

Tryg vurderede, at skadelidtes skade i form af føleforstyrrelser på højre side af tungen efter en operativ fjernelse af en visdomstand, var en sjælden komplikation (under 2%). Desuden vurderede Tryg, at behandlingsskaden var alvorlig i forhold til grundsygdommen (vanskeligt tandfrembrud), som skadelidte blev behandlet for. Der blev lagt vægt på, at der var tale om et ukompliceret indgreb, som ikke medfører sygemelding eller varige gener. Skadelidtes nuværende gener som følge af behandlingsskaden var derfor mere omfattende, end hvad denne med rimelighed må tåle i forhold til grundsygdommen. Skaden var derfor omfattet af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

I brev af 7. december 2023 har Tryg fastsat skadelidtes varige mén til 10 % jf. Erhvervssikrings vejledende méntabel punkt A.1.4 og udbetalt 97.900,00 kr. herfor i godtgørelse. Ved vurderingen lagde Tryg vægt på oplysningerne i den indhentede neurosensoriske erklæring, hvor der bl.a. fremgik:

* Subjektive gener i form af en konstant næsten helt mistet følelse i højre side af tungen

* Konstante ubehagsgener der føltes prikkende/stikkende/sovende/dødt samt en helt mistet smagssans

* Gener ved tale, læspen på 's'-er, især på engelsk

* Gener ved indtagelse af føde og væske, påbidning af tunge, mindre grad savlen, samt blod ved påbidning af tungen

Samlet set havde føleforstyrrelsen i meget høj grad (10 på en skala op til 10) negativ indvirkning på skadelidtes livskvalitet, og objektivt blev der konstateret manglende føle- og smagsevne, svarende til højre side af tungen.

Anken:

Den 7. december 2023 har skadelidte anket afgørelsen fra Tryg af 7. december 2023, og anførte i den forbindelse, at der er sket en skade på flere nervegrene i én side, hvorfor skadelidte bør få 15 % i mén.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 7. december 2023 med den af Tryg anførte begrundelse. Nævnet finder på baggrund af den neurosensoriske undersøgelse og de beskrevne gener, at méngraden skal fastsættes til 10 %, som er maksimum i henhold til Arbejdsmarkeds Erhvervssikrings vejledende méntabel pkt. A 1.4. for skade på én nervegren, herunder nerven lingualis (tungens følenerve alene som består af en nervegren). Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der kan tilkendes en godtgørelse for varigt mén på 10 %.

Lovgrundlag:

Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, samt lovbekendtgørelse nr. 1070 af 24. august 2018 om erstatningsansvar § 1.