Skip to content

5422/24

Beskrivelse:

Nævnet hjemviste sagen til fornyet behandling i Tryg, idet sagen ikke sås at være belyst i et fyldestgørende omfang. Nævnet fandt således, at der bør indhentes en neurosensorisk undersøgelse med henblik på vurdering af, om der eventuelt var varige gener som følge af den anerkendte skade.

Sagsfremstilling:

Sagen drejer sig om en 53-årige kvinde, der fik fjernet tanden -6 den 23. oktober 2020 grundet rodcaries. Det blev noteret, at tanden var blevet delt i flere dele under operation, og der var blevet fjernet knogle for at lette udtagningen. Skadelidte fik fjernet suturer den 28. oktober 2020, og der blev konstateret pæn heling i området, samt noteret, at området havde en anderledes fornemmelse. Det blev aftalt, at skadelidte skulle henvende sig ved manglende forbedring af føleforstyrrelserne.

Den 22. februar 2021 sås der en tandbyld i området for tanden -6, som skadelidte oplyste havde været der siden operationen. Ved hjælp af røntgen blev der mistænkt et lille afstødt knoglestykke, hvorefter området for tanden -6 blev lukket op den 23. februar 2021, renset, og der blev fjernet betændelsesvæv. Tandlægen noterede, at der ikke var afstødt knoglevæv, og skadelidte havde fået taget blodprøver grundet mistanke om cancer.

Herefter henvendte skadelidte sig igen den 26. marts 2021, hvor det blev noteret, at hun havde leukæmi, dog uden medicin, da det var i ro. Den 10. september 2021 blev der foretaget en CBCT-scanning, som viste knogleindfald og tab af tandbærende knogle svarende til forgreningspunktet på tanden -7. Implantatbehandling på tanden -6 påbegyndtes den 8. oktober 2021 med isætning af implantatskrue med god afstand til nerven, og efterfølgende blev implantatet forsynet med forbindelsesdel (26. januar 2022) og senere en krone (21. oktober 2022).

Skadelidte spurgte til tandretning grundet fortændernes position, hvor det blev konstateret "angle klasse 2", fortænder i overkæbe kippede bagud, og tandretning blev drøftet som løsning på hovedpine og låst bid.

Den 28. februar 2022 blev ømhed ved tygning noteret ved tænderne -5 og -6, og skadelidte oplyste at have fået en cyste i hjernen samt virus på balancenerven. Den 9. marts 2022 blev implantatkronen fjernet samt beslebet på undersiden. Den 15. marts var der bedring, men stadig et belastet sted, så kronen blev igen afmonteret og beslebet.

Den 23. marts blev hun anbefalet bidskinne samt varme og massage af tyggemuskler og fik udleveret bidskinne 22. april. Den 30. september 2022 blev der noteret føleforstyrrelser og smerter strålende til øret samt hævelse (ikke objektivt konstateret). Skadelidte følte, at implantatet var skruet for stramt, men røntgen viste normale forhold.

Den 3. oktober 2022 oplyste hun om en brændende fornemmelse i venstre ansigtsside samt føleforstyrrelser i venstre kindben opstået efter virus på balancenerven i december 2021. Herefter blev implantatkronen afmonteret og området CBCT-scannet (god knoglebredde og afstand til nerven). 2. november blev spænding omkring implantatet noteret som aftaget, men fortsat ømhed fra tyggemuskler og kæbe. 14. december 2022 blev en ny forbindelsesdel monteret og 22. december var der ikke længere gener fra tanden, men 24. februar 2023 vedvarende gener fra venstre side (brændende fornemmelse).

Efter justering af bidskinne blev hun henvist til neurologisk udredning 9. marts 2023. 25. april 2023 blev der ved undersøgelse provokeret smerter ved maks. gabeevne, hvilket udløste jag i venstre kæbeled og slid på kindtanden +7.

Skadelidte har søgt erstatning, idet hun mener at være påført en skade i forbindelse med behandling. Hun har oplevet føleforstyrrelser i venstre kæbe og hoved, smerter, svimmelhed, forandret sammenbid og kæbeforskydning, hovedpine samt tandømhed.

Afgørelse fra 1. instans:

I brev af 22. februar 2024 traf Tryg afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) §19 stk. 1 og §20 stk. 1.

Tryg lagde vægt på, at journal og optagelser dokumenterede, at implantatbehandlingen havde fulgt gældende praksis og var udført efter erfaren specialiststandard. Tryg vurderede, at skadelidtes gener med overvejende sandsynlighed skyldtes hendes grundlidelse. Jornalen noterede afvigende tandstilling ved fortænderne, låst bid og spændte tyggemuskler flere steder samt notater om cyste, leukæmi og virus på balancenerven med forbigående føleforstyrrelse og brændende fornemmelse i venstre side. Endvidere var der før behandlingen noteret ømhed fra tyggemuskler og pauseret fysioterapeutisk behandling.

Derfor fandt Tryg ikke, at skadelidte var berettiget til erstatning efter behandling.

Anken:

Den 22. februar 2024 har skadelidte anket afgørelsen fra Tryg, da hun er uenig i deres begrundelse med henvisning til leukæmi. Hun påpeger, at der kun er tale om forstadie til leukæmi og er også uenig vedrørende svimmelhed begrundet i cyste samt afvisning på baggrund af grundlidelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet hjemviser sagen til fornyet behandling i Tryg, idet sagen ikke ses at være belyst i et fyldestgørende omfang. Nævnet finder, at der bør indhentes en neurosensorisk undersøgelse med henblik på vurdering af, om der eventuelt er varige gener som følge af den anerkendte skade, idet skadelidte telefonisk har oplyst om en brændende fornemmelse i munden overfor sekretariatet for Tandskadeankenævnet.

Lovgrundlag:

Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1