Skip to content

1325-08

Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har d. 29. maj 2009 ændret Codans afgørelse af 12. november 2008 om, at der ydes erstatning.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 50-årig kvinde, hvor der i forbindelse med kirurgisk rodbehandling af tanden +6 sker en læsion på kindens yderside fra mundvigen og op over forsiden af venstre kind. Læsionen er 5-6 mm bred og 15 mm lang.

1. instans afgørelse:

I brev af 12. november 2008 meddeler Codan, at der i henhold til lov om klage og erstatning indenfor sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr. 1, jf. § 19, stk. 1, ydes erstatning, såfremt behandlingen ikke er i overensstemmelse med, hvordan en erfaren specialist ville have handlet. Codan finder, at skaden kræver længere observationstid for at nå stationærtidspunktet, hvor skadens omfang kan fastlægges. Varigt mén kan først fastlægges efter et år.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse.

Nævnet finder således, at der er dokumenteret en skade på huden i venstre side af ansigtet efter kirurgisk behandling den 2. juni 2008. Af journalmateriale fra Plastikkirurgisk klinik fremgår det, at der den 6. november 2008 er foretaget arkorrektion.

Nævnet finder på denne baggrund, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage og erstatning i sundhedsvæsenet, § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Sagen hjemvises til Codan til opgørelse af erstatningsopgørelse. Der skal til brug for fastsættelsen af en eventuel mèngrad fremsendes uretoucherede daterede farvefotos. Der kan erstattes rimelige udgifter til plastikkirurgisk behandling af skaden.