Skip to content

5482/24

Beskrivelse:

Nævnet fandt, at der med overvejende sandsynlighed ikke var sket en behandlerpåført skade i form af tab af tanden +4. Tanden var tabt grundet grundlidelsen ekstern resorption. Nævnet tiltrådte således Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade.

Sagsfremstilling:

Sagen drejer sig om en 63-årig mand, som henvendte sig hos tandlægen den 19. januar 2021, og fik konstateret dyb caries i bropilletanden +3 (3-leddet bro fra +1 til +3). Bropillen blev herefter fjernet den 3. februar 2021, og skadelidte blev anbefalet en ny større bro ved regio +12345, hvoraf +145 var bropiller. Tanden +3 blev fjernet den 11. februar 2021, og tænderne blev gjort klar til en ny bro.

Den 26. april 2021 blev tanden +4 diagnosticeret med en ekstern resorption (nedbrydning af rod), hvorefter tanden blev fyldt op med plast og beslibningsgrænsen blev lagt længere nede, og området blev skannet til en ny bro. Efter anbefaling fra en specialist blev der indledt rodbehandling af tanden +4 den 3. maj 2021, og den endelige bro blev monteret den 20. juli 2021 ved regio +12345.

Den 6. januar 2022 henvendte skadelidte sig hos tandlægen, og der blev opdaget infektion ved området for tænderne +34, samt nedbrydning af roden på tanden +4. Herefter henvendte skadelidte sig hos ny tandlæge den 2. august 2022 og den 27. april 2023, hvor der ikke blev diagnosticeret andre forhold ved tanden +4. Skadelidte henvendte sig til en undersøgelse hos tandlægen den 23. oktober 2023, hvor der blev diagnosticeret tab af tandsubstans ved tanden +4.

Skadelidte har søgt om erstatning, fordi der ved tidligere behandlingsforløb hos tidligere tandlæge har været foretaget fejlbehandlinger medførende til, at tanden +4 blandt andet mistes, og at en større brobehandling (+1, +2, +3, +4, +5) skal erstattes.

Afgørelse fra 1. instans:

I brev af 29. april 2024 traf Tryg afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1 og § 20, stk. 1. Tryg fandt, at tanden +3 skulle fjernes som følge af caries. Tanden +3 agerede allerede som bropille i en treleddet bro fra tanden +1 til tanden +3, og med fjernelsen af denne bropille blev der lavet en større bro på fem led fra tanden +1 til tanden +5, hvor tænderne +2 og +3 var mellemled.

Tryg lagde vægt på, at optaget røntgen af tanden +4 den 3. februar 2021 viste tanden +4 allerede med en omfattende ekstern resorption (nedbrydning af roden), som strakte sig under knogleniveau på tandens fremadvendende flade. På dette tidspunkt var tanden ikke egnet til at agere som bropille i en femleddet bro. Tanden +3 blev fjernet den 11. februar 2021. Derudover lagde Tryg vægt på, at der i forbindelse med slibning af tanden +4 den 26. april 2021 blev diagnosticeret rodnedbrydningsproces i tanden +4. Denne blev fyldt op med plast og beslibningsgrænsen blev lagt længere nede. Herefter blev der taget kontakt til en ekstern specialist, der anbefalede rodbehandling af tanden +4, hvilket blev foretaget den 3. maj 2021.

Tryg fandt, at røntgenbilledet af 3. maj 2021 viste, at plastfyldningen, som blev lagt i tanden +4 ikke udfyldte hele resorptionsprocessen, og derudover sås der fortsat tab af tandsubstans under plastfyldningen. Dette betød, at da der blev taget aftryk til broen, blev broen fremstillet således, at der var en defekt under broankeret ved selve cementeringen, hvilket med overvejende sandsynlighed havde medført, at defekten var til stede under broankeret (+4) ved fastcementeringen af den femleddet bro, hvorved nedbrydningsprocessen havde kunne udvikle sig yderligere. Dette blev også diagnosticeret ved tandlægebesøg af den 6. januar 2022. Røntgenbilledet af 6. januar 2022 viste også en omfattende nedbrydningsdefekt på tanden +4, hvorefter tanden ikke længere kunne bevares, og dermed broen ligeledes ikke kunne.

Desuden lagde Tryg vægt på, at det med overvejende sandsynlighed ikke havde haft nogen betydning, at defekten i tanden først blev diagnosticeret den 23. oktober 2023, eftersom behandlingen med overvejende sandsynlighed havde været den samme. Tanden skulle allerede inden behandlingens start være blevet fjernet, og der skulle være lagt en anden behandlingsplan. Der var således tale om behandling af tændernes grundlidelse, og dermed ikke sket en erstatningsberettigende behandlingsskade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Slutteligt anførte Tryg, at spørgsmålet om eventuel tilbagebetaling af honorar for den 5-leddet brobehandling foretaget den 20. juli 2021, var en sag mellem skadelidte og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kunne sagen blive indbragt for Styrelsen for Patientklager, eller der kunne indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Anken:

Den 18. maj 2024 har skadelidte anket afgørelsen fra Tryg af 29. april 2024, idet skadelidte efter samtale med sin nuværende tandlæge vurderer, at afgørelsen ikke er fair. Der er blevet foretaget et fejlagtigt indgreb, som har resulteret i tandkomplikationer.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 29. april 2024 med den af Tryg anførte begrundelse. Nævnet finder, at der med overvejende sandsynlighed ikke er sket en behandlerpåført skade i form af tab af tanden +4. Tanden mistes derimod som følge af grundlidelsen ekstern resorption. Nævnet tiltræder således Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Lovgrundlag:

Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1