5520/24
Beskrivelse:Nævnet fandt, at der var sket forsinket diagnostik af caries i tanden 2+, da cariesangrebet i tanden bør være diagnosticeret og behandlet i 2019, hvorved tanden med overvejende sandsynlighed kunne være bevaret. Nævnet tiltrådte således Trygs afgørelse om, at der var sket en erstatningsberettigende skade. | |
Sagsfremstilling:Sagen drejer sig om en 69-årige kvinde, som med regelmæssige intervaller har været til kliniske undersøgelser og tandrensninger. Den 22. september 2010 blev tænderne 21+, +1 klargjort til en 3-leddet bro, som blev monteret den 6. oktober 2010. I perioden fra 2010 – 2019 har skadelidte fået foretaget tandbehandlinger i Danmark og i Indien. Det blev den 10. april 2019 noteret, at der var caries i tanden 3+, og samme dag blev tænderne 32+ røntgenfotograferet. Tanden blev efterfølgende plastbehandlet flere gange, og tanden blev behandlet med en krone i Indien. Senere var kronen tabt og tanden 3+ blev erstattet med et implantat, som blev udført i Indien. Den 12. november 2020 fik skadelidte optaget et oversigtsrøntgen på grund af problemer med implantatet ved regio 3+, og det blev noteret, at dette viste, at der var omfattende caries i tanden 2+, hvorfor tanden og broankeret ved 2+ blev fjernet den 17. december 2020. Den 5. januar 2021 var bropillerne ved tænderne 1+ og +1 knækket, og broen var tabt, hvorfor tænderne 1+1 blev fjernet den 15. januar 2021, og skadelidte fik udleveret en smileprotese. Skadelidte fik herefter udleveret en overkæbeprotese hos ny tandlæge. Skadelidte har søgt om erstatning, fordi denne mener, at cariestilstanden i tænderne 32+ ikke blev diagnosticeret og behandlet under hendes behandlingsforløb hos tandlægen. | |
Afgørelse fra 1. instans:I brev af 21. maj 2024 traf Tryg afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1. Tryg lagde vægt på, at der ikke var journaliseret forhold ved broen, som indikerede behandlingskrævende forhold i perioden fra 2010 til 2019. Tryg lagde videre vægt på, at cariestilstanden ved tanden 3+ både herhjemme og i Indien var blevet behandlet med en krone. Efterfølgende mistede skadelidte tanden 3+, og der blev udført et implantat ved området i Indien. I forbindelse med problemer med de i Indien fremstillede implantater og broer blev skadelidte henvist til undersøgelse hos anden tandlæge, hvor der på optaget røntgen sås omfattende caries. I perioden fra 2. december 2019 til 10. november 2020 blev der ikke foretaget kliniske undersøgelser, men alene behandling og undersøgelse af de opståede problemer med implantatkonstruktionerne. I journalen fra ny tandlæge blev det noteret, at skadelidte i denne periode var en del medicineret, og at mundtørhed forekom. Det forhold, at der udviklede caries i tanden 2+ i perioden fra 10. april 2019 til den 10. november 2020, var ikke en konsekvens af manglende behandling eller diagnostik, men skyldtes udvikling af skadelidtes grundlidelse caries. Derudover anførte Tryg, at grundet de omfattende problemer udført i Indien, var der i perioden fra 2. december 2019 til 10. november 2020 alene blevet udført behandlinger rettet mod dette. Skadelidte var derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling. TandErstatningen i Tryg (1. instans) har den 28. august 2024 truffet en afgørelse om, at der var sket en erstatningsberettigende skade jf. KEL § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. I den forbindelse blev det anført, at skadelidte ved rettidig diagnostik og behandling havde kunnet bevare tanden 2+ ved behandling med renboring, opbygning samt broled ved regio 2+, hvormed skadelidte havde sparet udgifter på skønsfastsat beløb på 9.500,00 kr. Tryg anførte, at der kunne ydes erstatning til den skadesudbedrende behandling i form af rimelige udgifter til fjernelse af tanden 2+ samt efterfølgende rekonstruktion af tanden. Hvis tanden ikke skulle erstattes med et implantat eller en bro kunne der tilbydes en kompensation for tab af tanden på 4.000,00 kr. Tryg fandt, at skadelidte med overvejende sandsynlighed var blevet påført en skade som følge af behandlingsforløbet. Tryg lagde vægt på, at optaget røntgen af 1. maj 2020 viste caries på den bageste flade på tanden 2+ med tæt kontakt til tandnerven. På dette tidspunkt fremstod tanden med behov for fjernelse, renboring og opbygning, evt. ny 3-leddet bro. Den erfarne specialist ville have sørget for, at diagnosticeringen ud fra de optagne røntgen af tanden 2+ den 1. maj 2024 havde beskrevet cariestilstanden på tanden 2+. Herved havde behandling af cariestilstanden med overvejende sandsynlighed været mindre og tanden dermed bevaret. Skadelidte havde derfor ret til erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. | |
Anken:Den 20. august 2024 har skadelidte anket afgørelsen fra Tryg af 21. maj 2024, eftersom skadelidte har klaget over, at der opstod hul i tanden 2+, der først blev opdaget, da der blev optaget oversigtsrøntgen. På det tidspunkt var hullet så omfattende, at hele tanden under broen skulle fjernes, hvorefter broen knækkede af. Skadelidte undrer sig desuden over, at der ikke blev foretaget regelmæssige undersøgelser, da skadelidte altid har passet sine behandlinger. Sammen med anken har skadelidte fremsendt et foto af sine tænder. | |
Tandskadeankenævnets afgørelse:Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 28. august 2024 med følgende supplerende bemærkninger: Nævnet finder, at der med overvejende sandsynligt, er sket en behandlerpåført skade i form af forsinket diagnostik af caries i tanden 2+. Nævnet finder, at cariesangrebet i tanden bør være diagnosticeret og behandlet i 2019, jf. røntgen, hvorved tanden med overvejende sandsynlighed kunne være bevaret. Dermed vurderes det diagnostiske niveau ikke at være udført bedst muligt. Nævnet har ikke vurderet din telefoniske klage vedrørende tænderne 1+ og +1, da nævnet som 2. instans ikke træffer afgørelse om et forhold, som ikke er blevet behandlet af TandErstatningen i Tryg som 1. instans. Nævnet tiltræder således Trygs afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. | |
Lovgrundlag:Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1 |