Skip to content

5470/24

Beskrivelse:

Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse. Nævnet fandt, at den knækkede rodfil i tanden 6- med overvejende sandsynlighed havde været til stede inden den fornyede rodbehandling blev påbegyndt. Nævnet fandt dermed, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade, eftersom behandlingen kunne laves om under samme forudsætninger som den oprindelige revis (fornyet rodbehandling).

Sagsfremstilling:

Sagen drejer sig om en 60-årig skadelidte, som henvendte sig hos tandlægen den 1. juli 2021 for en undersøgelse.

Ved hjælp af røntgen forinden kronebehandling af tanden 6- blev der konstateret rodspidsbetændelse samt en knækket rodfil i tandens ene rodkanal (forreste rod), hvorfor skadelidte blev anbefalet omlavning af rodbehandlingen, som blev indledt den 14. september 2021.

I den forbindelse blev det noteret, at der knækkede en rodfil i den ene af tandens forreste rodkanaler, som forgæves blev forsøgt fjernet, hvorefter tanden blev rodfyldt.

Skadelidte har søgt om erstatning, fordi der skete en skade i forbindelse med tandbehandlingen, hvor der knækkede en rodfil.

Afgørelse fra 1. instans:

I brev af 12. februar 2024 traf Tryg afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1. Tryg fandt, at skadelidte ikke var blevet påført en skade som følge af tandbehandlingen.

Tryg lagde vægt på, at der var tandlægefagligt grundlag for at indlede revisionsrodbehandling af tanden 6- den 14. september 2021, grundet rodspidsbetændelse, hvilket røntgen af 1. juli 2021 dokumenterede.

Røntgenbillede af 1. juli 2021 dokumenterede, at der på dette tidspunkt allerede sad en knækket rodfil i den forreste rod på tanden 6-. Tryg vurderede, at den knækkede rodfil, der sås på røntgen af 14. september 2021, var knækket forud for den 1. juli 2021.

Det fremgik ikke af det foreliggende journalmateriale, hvilken tandlæge, der forud for den 1. juli 2021 havde rodbehandlet tanden 6-.

På den baggrund vurderede Tryg, at der ikke var sket en skade hos tandlægen, da det ikke kunne dokumenteres, at rodbehandling af tanden 6- forud for den 1. juli 2021 var blevet udført her.

Slutteligt anførte Tryg, at hvis skadelidte kunne fremskaffe dokumentation i form af journal eller lignende på, at rodbehandling af tanden 6- var udført forud for den 1. juli 2021, var der mulighed for indsendelse af dette. Tryg ville herefter vurdere, om der var grundlag for at genoptage sagen til fornyet behandling. Hvis rodbehandlingen af tanden 6- var udført hos anden tandlæge, og skadelidte ønskede en vurdering af, om hun var berettiget til erstatning som følge af knækket fil i tanden 6-, var der mulighed for at anmelde en ny skade til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning mod den tandlæge, der udførte rodbehandlingen af tanden 6- inden den 1. juli 2021.

Anken:

Den 7. maj 2024 har skadelidte anket afgørelsen fra Tryg af 12. februar 2024 og anført, at tandlægen efterfølgende har gennemset diverse røntgenbilleder, og mener, at der allerede inden den 14. september 2021 sås en knækket rodfil i tanden 6-.

Efterfølgende er der blevet fremskaffet tidligere journaler, som dokumenterer rodbehandling i maj 2012, dog står der intet nævnt om en knækket rodfil, men siden da, er tanden ikke blevet behandlet før september 2021.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 12. februar 2024, dog med ændret begrundelse. Nævnet finder ud fra det foreliggende røntgenmateriale i sagen, at den knækkede rodfil i tanden 6- med overvejende sandsynlighed har været til stede inden den fornyede rodbehandling, blev påbegyndt i juli 2021. Tandskadeankenævnet finder dermed, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, eftersom behandlingen kan laves om under samme forudsætninger som den oprindelige revis (fornyet rodbehandling). Det forhold, at en behandling skal laves om og derved eventuelt bliver dyrere, er ikke en skade i lovens forstand.

Lovgrundlag:

Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1