5433/24
Beskrivelse:Nævnet fandt, at der var tale om et behandlingsforløb, som ikke havde været effektivt, men som med overvejende sandsynlighed kunne genoptages ved fornyet behandlingsforsøg under samme vilkår som tidligere. Det forhold, at behandlingen ikke var lykkedes, og der igen måtte laves en behandling, var ikke en skade i lovens forstand. Desuden fandt nævnet det ikke for overvejende sandsynligt, at skadelidtes migræne, spændte kæber mv., var en følge af behandlingen. Nævnet tiltrådte derfor Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. | |
Sagsfremstilling:Sagen drejer sig om en 21-årige kvinde, som har modtaget en tandreguleringsbehandling med Invisalign (aftagelige skinner) hos en tandlæge. Journalen dokumenterede en blegningsinstruks, en medicinsk anamnese af 21. oktober 2022, af 16. november 2022, af 14. december 2022, af 2. februar 2023, flere udaterede scanninger af skadelidtes tandstilling, flere udaterede kliniske fotos samt to behandlingsplaner på hhv. 5 og 10 måneder. Den 5. september 2023 henvendte skadelidte sig hos specialtandlægen, og der blev noteret tandstillingsfejl, hvorfor skadelidte blev anbefalet en fornyet tandreguleringsbehandling. Skadelidte har søgt om erstatning, fordi skadelidtes bid efter behandlingsforløb med Invisalign er blevet skævt. | |
Afgørelse fra 1. instans:I brev af 31. januar 2024 traf Tryg afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1 og § 20, stk. 1. Tryg lagde vægt på, at skadelidte havde fået foretaget en tandregulerende behandling i en periode fra den 1. oktober 2021 og frem til marts 2023 hos tandlægen. Tryg fandt, at de vedlagte udaterede kliniske fotos og de udaterede scanningsbilleder antageligt viste skadelidtes tandstilling, der på et tidspunkt fremstod utilstrækkelig og kun bestående af få tandkontakter, men det sås ikke hvornår i forløbet disse var fra. Ud fra en konkret vurdering af sagens foreliggende oplysninger vurderede Tryg ikke, at skadelidte var blevet påført en skade. Der var ikke tilvejebragt den nødvendige dokumentation for, at den tandregulerende behandling havde medført en skade. Skadelidtes symptomer, som var beskrevet i anmeldelsen, blev vurderet til at være relateret til den manglende færdiggørelse af tandreguleringsbehandlingen. Tryg lagde også vægt på, at skadelidtes nuværende tandstillingsfejl ville kunne færdigbehandles under samme vilkår som før ved genoptagelse af behandlingen hos en anden tandlæge, hvilket understøttes af vurderingen hos ny tandlæge, jf. journalnotat af 5. september 2023. Tryg fandt, at der derfor alene ville være tale om et formuetab i henhold til den videre behandling, og dette var ikke i sig selv en skade i lovens forstand. At skadelidte havde betalt for en behandling, der ikke har kunnet færdiggøres, var heller ikke en erstatningsberettiget skade i lovens forstand. Slutteligt gjorde Tryg opmærksom på, at der kunne rettes henvendelse til konkursboet eller Styrelsen for Patientklager med henblik på vurdering af skadelidtes udgifter. | |
Anken:Den 8. februar 2024 har skadelidte anket afgørelsen fra Tryg af 31. januar 2024, idet skadelidte ikke er blevet oplyst om, at hendes bid var skævt. Først hos specialtandlægen, fik skadelidte bekræftet, at hendes bid var skævt, og var årsag til de hyppige migræneanfald. Desuden anfører skadelidte, at behandlingen blev 'afbrudt' en uge før sidste konsultation. | |
Tandskadeankenævnets afgørelse:Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 31. januar 2024 med den af Tryg anførte begrundelse. Nævnet finder ud fra det foreliggende materiale, at der er tale om et behandlingsforløb, som ikke har været effektivt, men som med overvejende sandsynlighed kan genoptages ved fornyet behandlingsforsøg under samme vilkår som tidligere. Det forhold, at en behandling ikke er lykkedes, og der igen må laves en behandling, er ikke en skade i lovens forstand. Det forhold, at en eventuel genbehandling vil medføre en økonomisk udgift for dig, er alene at betragte som formuetab, hvilket ifølge loven ikke er en erstatningsberettigende skade. Desuden finder nævnet det ikke for overvejende sandsynligt, at din migræne, spændte kæber mv., er en følge af behandlingen. Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1. | |
Lovgrundlag:Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1. |