Skip to content

5256/23

Beskrivelse:

Nævnet ændrede Trygs afgørelse til fordel for skadelidte og fandt, at skadelidtes bidfunktionelle problemer med overvejende sandsynlighed havde årsag i brug af snorkeskinnen, som ikke dækkede alle tænderne i tandbuen. Nævnet fandt således, at der var sket en erstatningsberettigende skade, og hjemviste sagen til Tryg med henblik på opgørelse af erstatningen.

Sagsfremstilling:

Sagen drejer sig om en 64-årig skadelidte, som brugte både en snorkeskinne samt en skinne mod søvnaphnø. Skadelidte henvendte sig hos tandlægen den 6. september 2017 for at få repareret snorkeskinnen, som skadelidte havde haft igennem 8 år til afhjælpning af gener fra muskler og kæbeled. Skadelidte fik udleveret en snorkeskinne den 25. oktober 2017. Ved telefoniske henvendelser af 21. november 2017 og 13. december 2017 blev det noteret, at snorkeskinnen fungerede godt, og at skinnen var stram. Skadelidte var til kontrol den 21. februar 2018, og klagede over, at skinnen sad for godt fast og var for åben, men ellers fungerede skinnen upåklageligt. Skinnens udstrækning i begge kæber blev herefter reduceret for at gøre den mindre stram – og hvis skadelidte ikke kunne vænne sig til højden af skinnen, ville denne skulle omgøres.

Efterfølgende var skadelidte til undersøgelse hos tandlægen den 21. marts 2018, hvor der blev optaget røntgenbilleder. Det blev noteret, at der sås slid på underkæbefront tænderne og ved hjælp af snorkeskinnen var sliddet på tænderne minimeret. Den 30. maj 2018 fik skadelidte udleveret en ny skinne, hvor underkæben var længere fremme end tidligere. Som følge af ømhed i venstre sides tyggemuskler og kæbeled tilså skadelidte tandlægen den 25. juni 2018, og det blev aftalt at flytte sammenbiddet på skinnen tilbage. Herefter blev der taget aftryk den 27. juni 2018 med underkæben i et 2 millimeters frembid, hvorefter skinnen blev ændret og afleveret, og det blev noteret, at skadelidte var tilfreds.

Fra 28. juni 2018 – 27. april 2021 blev der ikke noteret gener eller klager. Efterfølgende henvendte skadelidte sig hos tandlægen den 4. maj 2022 for en undersøgelse, hvor det blev noteret, at der alene var kontakt på tænderne 21+12, 87+78. Det blev noteret, at skadelidte mente, at biddet havde ændret sig efter plastbehandling af en tand, som blev udført den 16. september 2021. Efterfølgende fik skadelidte undersøgt sine tænder hos en professor, som fandt degenerative forandringer i kæbeleddet samt muskelømhed og sammenbidsændring, som muligvis kunne skyldes den ændrede sammenbidsstilling som følge af brugen af snorkeskinnen. Skadelidte var herefter til undersøgelse hos en specialtandlæge i tandregulering den 31. januar 2023 – hvor det blev noteret, at den udførte snorkeskinne ikke var lavet korrekt, og der var heller ikke blevet foretaget kontroller af skinnen. Det blev noteret, at bidforandringerne kunne skyldes en fremadskridning af underkæben og fremvoksning af fortænderne. Der blev forelagt en plan for tandregulering af 2 års varighed og til en pris på 60.000,00 kr.

Skadelidte har søgt om erstatning, fordi denne mener, at der i forbindelse med bøjlebehandling skete en skade. I 2012 fik skadelidte lavet en snorkeskinne grundet søvnapnø, som efterfølgende blev erstattet af en ny snorkeskinne i 2017, som ikke var behagelig at bruge, hvorfor skadelidte opgav brug af skinnen efter et års tid. På nuværende tidspunkt er der manglende kontakt på kindtænderne og der er alene sammenbid på fortænder, hvorfor der søges om erstatning for udgifter til tandregulering af biddet.

Afgørelse fra 1. instans:

I brev af 13. oktober 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1 jf. 20 stk. 1. Tryg fandt, at skadelidte ikke var blevet påført en skade som følge af behandlingen i 2017/2018, jf. KEL § 19, stk. 1 og § 20, stk. 1. Tryg lagde vægt på, at skadelidte var i behandling fra den 25. oktober 2017 til den 28. juni 2018, hvor skadelidte fik tilbudt en kontroltid den 28. juni 2018, som der blev meldt afbud til. Tryg lagde desuden vægt på, at skadelidte havde brugt skinnen i 1 til 1,5 år, altså senest til december 2019. Efterfølgende var skadelidte til to undersøgelser hos tandlægen i april 2020 og april 2021. Ifølge journalen blev der ikke angivet nogen gener, og ved undersøgelse blev der registreret tandslid og tandkødsbetændelse. Først ved undersøgelsen i 2022 bemærkede tandlægen et ændret sammenbid, hvorefter skadelidte blev henvist og udredt. Tryg lagde vægt på skrivelsen fra professoren om, at det var absolut sandsynligt, at den ændrede sammenbidsstilling var en følge af brugen af snorkeskinnen.

Specialtandlægen i tandregulering konstaterede, at den medbragte skinne ikke kunne være lavet og ej heller kontrolleret, da man for mange år siden havde opgivet denne type skinne, netop grundet risikoen for bidændringer. Denne konkluderede, at bidforandringerne kunne skyldes en fremadskridning af underkæben og fremvoksning af fortænderne, hvorfor der ikke kunne angives årsagssammenhæng med snorkeskinnen. Tryg vurderede derfor, at det ikke var overvejende sandsynligt, at skadelidtes bid var ændret på dette tidspunkt. Hvis biddet i øvrigt var ændret på dette tidspunkt, fandt Tryg, at forholdet var forældet efter 3 års reglen. Hvis biddet var ændret som følge af brug af skinnen i 2018/2019, ville skadelidte havde mærket dette, og dermed fået kendskab til (eller burde have fået kendskab til), at der i forbindelse med behandlingen eventuelt skete en skade. Da Tryg først modtog anmeldelse den 15. marts 2023, hvilket er mere end 3 år efter, at skadelidte fik kendskab til (eller burde have fået kendskab til), at der i forbindelse med behandlingen muligvis skete en skade, ville et eventuelt krav derfor være forældet. Tryg fandt, at skadelidte ikke var berettiget til erstatning.

Anken:

Skadelidte anker herefter Trygs afgørelse af 13. oktober 2023, fordi skadelidte ikke er blevet informeret om bivirkninger i form af ændret kæbestilling, og samtidig mener skadelidte ikke, at forældelsesfristen er indtrådt.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 13. oktober 2023, som anført nedenfor. Nævnet finder, at dine bidfunktionelle problemer med overvejende sandsynlighed skyldes brug af snorkeskinnen, som ikke har dækket alle tænderne i tandbuen, og at problemerne kan afhjælpes med tandregulering. For så vidt angår forældelse bemærker nævnet, at du først bliver bekendt med omfanget af de bidfunktionelle problemer i maj 2022, hvorfor sagen ikke er forældet efter 3 års reglen.

Nævnet finder således, at der er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Nævnet hjemviser således til Tryg med henblik på opgørelse af erstatningen.

Lovgrundlag:

Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1