Skip to content

5495/24

Beskrivelse:

Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. Nævnet finder ikke, at det var overvejende sandsynligt, at tabet af tænderne +4, +6 og -6 var en behandlerpåført skade. Nævnet fandt desuden, at de øvrige forhold nævnt i anken ikke kunne anerkendes som en erstatningsberettigende skade i henhold til loven. Nævnet bemærkede navnlig, at nævnet ikke har kompetent til at tage stilling til honorarværdighed på en tandbehandling.

Sagsfremstilling:

Sagen drejer sig om en 62-årig skadelidte, som i 1999 var ude for en arbejdsskade, hvor tanden +5 knækkede. Tanden blev efterfølgende opbygget og forstærket med en krone den 14. januar 2000.

Det blev den 7. juli 2015 noteret, at tanden var knækket den 7. juli 2015, hvor der blev indgivet en ny anmeldelse til Arbejdsmarkeds Erhvervssikring, og det blev aftalt at erstatte tanden med enten en bro eller et implantat. Der blev senere anerkendt erstatning til et implantat ved regio +5.

Journal af 22. marts 2023 dokumenterede, at tænderne +4 og +6 agerede som bropiller for bro, hvor der sås caries og rodspidsbetændelse. Broen fra tanden +4 til tanden +6 (hvor tanden +5 var broled) mistes, og tænderne +4 og +6 blev fjernet den 26. juni 2023.

Skadelidte har søgt om erstatning, fordi denne mener, da broen foretaget i 2015 på tænderne +4 til +6 mistes. Brobehandlingen skulle ifølge anmeldelsen være foretaget hos tandlæge i 2015.

Afgørelse fra 1. instans:

I brev af 13. maj 2024 traf Tryg afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1 og § 20, stk. 1.

Indledningsvis lagde Tryg vægt på, at tanden +5 var blevet erstattet med en treleddet bro fra +4 til +6, hvor de to bærende bropiller mistes som følge af caries og rodspidsbetændelse, hvilket reelt også betød, at broen var tabt. Derudover lagde Tryg også vægt på, at der ikke var notater fra tandlægen fra 2015, som kunne støtte eller belyse, at der var blevet fremstillet en bro. Hverken den håndskrevne eller digitale journal indeholdt oplysninger om alternativer, prognose, risikoanalyse i forbindelse med tabet af tanden +5. Der var ligeledes ingen registreringer af udført arbejde med bro. Det fremgik dog i den håndskrevne journal af den 17. juli 2015, at ”pt. vil nok hellere have en bro?!”. Dog fremgik det ikke, at denne skulle være foretaget hos/af tandlægen.

Tryg fandt at røntgen af 22. marts 2023 viste, at tanden +5 var blevet erstattet med en treleddet bro fra +4 til +6. Bropillerne (+4 og +6) mistes efterfølgende som følge af caries og rodspidsbetændelse. Tryg anerkendte dermed ikke sagen, da der ikke var tilvejebragt den nødvendige dokumentation for selve brobehandlingen.

Desuden vurderede Tryg, at hvis en bro fremstillet i 2015, mistes svarende til otte år efter, da var det med overvejende sandsynlighed ikke behandlingen i 2015, men brugen af broen (slid/funktion) sammenholdt med grundlidelserne caries, som var årsagen til, at broen var tabt. I anmeldelsen var der også angivet forhold omkring tanden -5. Tryg afviser dette forhold under henvisning til skadelidtes generelle tandtilstand i forhold til, at der i afgørelsen fra Arbejdsmarkeds Erhvervssikring den 10. januar 2024 fremgik, at skadelidte generelt var rimelig caries aktiv, og havde modtaget en del rodbehandlinger og plastfyldninger. Skadelidte var derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling.

Anken:

Den 10. juni 2024 har skadelidte anket afgørelsen fra Tryg af 13. maj 2024 via sin advokat, da det vurderes, at den oprindelige brobehandling var mangelfuld, eftersom der var kommet luft indenunder broen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 13. maj 2024 med nedenfor anførte supplerende bemærkninger.

Nævnet finder ikke, at det er overvejende sandsynligt, at tabet af tænderne +4, +6 og -6 er en behandlerpåført skade.

Nævnet finder desuden, at de øvrige forhold nævnt i anken ikke ses at kunne anerkendes som en erstatningsberettigende skade i henhold til loven.

Nævnet bemærker navnlig, at nævnet ikke er kompetent til at tage stilling til honorarværdighed på en tandbehandling.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1.

Lovgrundlag:

Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1